»Det er godt nok et træls hus,« lyder det uden forbehold fra Benny Christensen, indehaver af Overlund Byggerådgivning. Det var ham, der for et år siden udfærdigede tilstandsrapporten på ejendommen Ulvedalsvej 19 i Havredal ved Karup.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I går fortalte B.T. om, hvordan køberne Hanne Christensen og Kell Damgaard siden har konstateret fejl og mangler ved huset i så stort et omfang, at det vil koste mindst 400.000 kr. at udbedre skaderne.

»De har været meget uheldige. Og sælgerne kan de nok ikke gøre noget ved. De er vist gået konkurs og er taget til Langtbortistan,« siger Christensen.

»Bortset fra nogle afløbsforhold i badeværelset, mener jeg ikke, at jeg kunne opdage fejlene. Der er jo netop tale om skjulte fejl - så hvordan skulle jeg kunne se dem,« siger den byggesagkyndige, der har erklæret sig villig til at betale for at få afløbet i badeværelset bragt i orden.

Selv om den byggesagkyndige angiveligt er i besiddelse af sine sansers fulde brug, er det uklart, om Benny Christensen personligt kan drages til ansvar.

»Huset er i god stand. Der må forventes nogle reparationer, men i øvrigt kræves kun normal vedligeholdelse,« lyder den byggesagkyndiges generelle konklusion.

Eksempelvis bemærkes der, at gulvet knirker på 1. sal. Det fik Benny Christensen til at begære nærmere undersøgelser.

Siden har det vist sig, at etageadskillelsen er udført i strid med byggetegningerne og er så spinkel, at hele etageadskillelsen må forstærkes.

Denne del af skaderne har Tryg-Baltica erkendt, at man via købernes forsikring mod skjulte fejl og mangler skal betale.

At huset ikke er hulmursisoleret, og at det ikke er ekstra funderet, som det er beskrevet i tilstandsrapporten, og at der findes ulovlige byggeforhold i huset, afviser Tryg-Baltica at dække, fordi de enten ikke udgør nogen akut risiko eller alene betyder øgede varmeudgifter.

Tryg-Baltica har nu bebudet, at man snarest vil tage kontakt til købernes advokat for at undersøge mulighederne for at gøre Benny Christensen ansvarlig for de skader, som man ikke selv vil dække.