____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er tidligt torsdag morgen 10. oktober. Milanos Malpensa-lufthavn sitrer af rejselystne mennesker. Ferie, afslapning og forretning. Den italienske mode- og finanshovedstad er et yndet rejsemål for tusindvis af danskere hvert år. Men det er ikke alle passagerer, der har været på sightseeing, når de tager flyet til København.

For mellem danske turister og italienske forretningsfolk i stramme suits står også fattige somaliere i køen. Iført jeans, t-shirt eller skjorte og vinterjakke og med meget lidt bagage tjekker de ind til ’Somalier-ekspressen’, som fly-ruten er døbt af Easyjet-ansatte i Københavns Lufthavn. Fly til ’Paradis’, alias Danmark.

Det viser sig også torsdag 10. oktober, hvor BT tog med på morgenafgangen med Easyjet til København.

Køen snegler sig af sted. Easyjet-personalet i Malpensa kontrollerer sammen med italiensk politi alle passagerers papirer. Der står mindst fem somaliere i køen, og de får alle lov til at komme om bord efter en kort inspektion af passene.

Og det selvom de alle viste et somalisk pas, der ikke accepteres som gyldigt rejsepapir ind i Danmark. Uanset hvilke papirer det ellers er ledsaget af.

Men det rører tilsyneladende ikke Easyjets ansatte og det italienske politi, der vælger kun at nægte en enkelt somalier at komme med flyet til København.

Trafikken af illegale fra Milano til Danmark var ikke enestående den torsdag, hvor BT var med. I går stod flere ansatte fra Københavns Politi, der står for politiindsatsen i Københavns Lufthavn, frem i BT og fortalte, at Københavns Politi bevidst undlader at kontrollere visse flyankomster til Københavns Lufthavn fra andre europæiske lande, der er med i det såkaldte Schengen-samarbejde. Det sker, selvom det hver dag - ifølge flere betjente - strømmer ind med illegale indvandrere fra Schengen-lande som f. eks. Italien.

Danmark var det land i Europa med den største procentvise stigning i antallet af asylansøgere i 2012. 62 procent flere - eller næsten 6.200 personer i alt - søgte asyl i Danmark sidste år.

Om bord på flyet fra Milano til København sover eller læser de fleste passagerer under den lidt mere end to timer lange flyrejse. Hvis somalierne frygter, at politiet vil stå klar i Københavns Lufthavn ved ankomsten og sende dem retur, viser frygten sig at være ubegrundet.

Københavns Lufthavn er - også - denne torsdag åben som en ladeport for passagerer fra Schengen-lande, ganske som det er meningen med åbne grænser internt mellem europæiske lande.

De fem somaliere kan frit passere gennem lufthavnens transitområde, hvorefter de går direkte mod DSB-billetsalg i Terminal 3 i lufthavnen. Ti minutter efter ankomsten fra Milano er somaliere en togbillet rigere, og yderligere ti minutter senere stiger de om bord på Øresundstoget til Malmø i Sverige.

BT har gennem flere dage været i kontakt med Easyjets kommunikationsfolk i Danmark for at høre, hvorfor man lader passagerer gå om bord, som man ved ikke har lovlig adgang til slutlandet.

Lavprisselskabet har blot sendt følgende citat, hvorfor det ikke har muligt at stille opfølgende spørgsmål:

- Det er helt forkert at forbinde Easyjet med denne trend. Easyjet er et ansvarligt flyselskab, der har sikkerhed og tryghed som højeste prioriteter. Vi samarbejder med regeringer og relevante myndigheder i hvert af de 30 lande, hvor vi opererer, for at sikre, at alle, som flyver med os, opfylder alle sikkerheds- og grænsekontrolregler. Dette gælder naturligvis også ruter i Schengen-landene.


Kl. 06.50: Malpensa Lufthavn i Milano 10. oktober: Check-in til Easyjets morgenafgang mod København er i gang. Mindst fem somaliere kommer om bord med somaliske pas, der ikke anerkendes som gyldigt indrejsepapir i Danmark.

Kl. 9.15: Københavns Lufthavn: Easyjet-flyet fra Milano er ankommet. Der er ingen kontrol ved flyet, og somaliere kan gå direkte igennem lufthavnens transitområde.

Kl. 9.25: Københavns Lufthavn: Somalierne er kommet gennem lufthavnen og befinder sig nu i afgang- og ankomstområdet, hvor der er fri adgang for alle. Her køber de en togbillet til Sverige.

Kl. 9.46: Spor 1 ved togstationen i Københavns Lufthavn: Her stiger somalierne om bord på et tog til Sverige.