Umiddelbart er der ikke mange synlige lighedspunkter mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og Hollywood-stjernen Tom Cruise. Men én ting har de tilfælles: Både Løkke og Cruise er eksperter i de mest umulige missioner.

De seneste dage har det unægtelig lignet en mission impossible for Løkke at få forhandlet såvel en finanslov som aftaler om udlændinge og skat i hus. Fronterne har stået stejlt med Dansk Folkeparti på den ene side og især Løkkes regeringspartner Liberal Alliance på den anden. I går morges eskalerede nervekrigen, da LA truede med at kræve valg, hvis Løkke gav efter for DF-leder Kristian Thulesen Dahl, der ville skyde skatteaftalen til hjørne og kun forhandle en finanslov for 2018 inden jul.

Men i aftes viste den 53-årige Venstre-formand, hvorfor han er bedst, når situationen er mest tilspidset. Lige midt i 19-nyhederne på TV2 kunne Løkke annoncere, at regeringen ville lande en finanslov senere på aftenen.

Hvad så med LA-formand Anders Samuelsens valgtrussel? Dansk Folkeparti havde jo vundet armlægningen med Liberal Alliance om, hvorvidt forhandlingerne skulle deles op eller ej. Men søreme om ikke en smilende Samuelsen senere i aftes kunne konstatere, at forhandlingerne om skat og udlændinge vil blive genoptaget efter weekenden. Da journalisterne helt relevant spurgte, om ikke der var tale om et nederlag, forklarede LA-formanden, at der var en fælles forståelse for at få skatteaftalen hjem inden den 24. december. Og selv det ikke er givet, at de nye forhandlinger mandag giver resultat, er flere dele af skatteaftalen kommet med i finanslovsaftalen, så der på den måde er delt i porten mellem Samuelsen og Thulesen.

Den nye aftale skriver sig ind i rækken af eksempler, hvor Løkke har vist sit særlige overlevelsesgen. Som da han var tæt på at blive væltet som partiformand i 2014, og som sidste år, hvor han inviterede LA og K ind i den nye regering. Løkke er ikke nogen populær statsminister, men han kan sit håndværk.