Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det er første gang i ti år, at Vladimir Putin ikke kommer til at sidde på scenen.
»Aflysningen skyldes sandsynligvis stigende bekymringer over udbredelsen af krigsmodstand i Rusland,« lyder vurderingen tirsdag fra det britiske forsvarsministerium.
I den daglige analyse af hændelserne i Ukraine bliver der nu kigget nærmere på, at den russiske præsident har droppet den store pressekonference, han i årevis har holdt tæt op til nytår.
Det blev meldt ud mandag.
Til den store pressekonference samles mere end 1.000 journalister, der får lejlighed til at stille spørgsmål til Vladimir Putin – oftest er emner klappet af på forhånd, så der ikke opstår kritiske øjeblikket i den lange seance.
»Pressekonferencen er blevet et vigtigt element i Putins kalender til at engagere sig offentligt og er ofte blevet brugt som en mulighed for at demonstrere Putins formodede integritet,« skriver det britiske forsvarsministerium:
»I Kreml er man helt sikkert ekstremt opmærksomme på muligheden for, at seancen med Putin kan blive kapret af ikkegodkendte spørgsmål om 'den særlige militære operation'.«
Det var Kreml-talsmanden Dmitrij Peskov, der mandag meddelte, at den store pressekonference ikke ville blive holdt inden nytår.
»Men vi forventer, at præsidenten stadig vil finde en mulighed for at tale med journalister, som han regelmæssigt gør, også i udlandet,« lød det også ifølge det russiske, statskontrollerede nyhedsbureau Tass.