2016 går efterhånden på held - og heldigvis da for det, vil mange mene. For det har været et år præget af terrorangreb, verdensberømte musikeres pludselige dødsfald og to overraskende valgresultater, som har skabt usikkerhed og splittelse. Men desværre ser 2017 ikke ud til at blive bedre.

Elskede musikere som David Bowie og Prince gik bort. 84 mennesker mistede livet i Nice, da en terrorist pløjede gennem en folkemængde i en lastbil. Brexit rystede Europa i sin grundvold - og Donald Trumps overraskende valgsejr i USA har fået både almindelige mennesker og eksperter til at grue for fremtiden, for hvad vil Trump egentlig, når han bliver præsident?

Det har ikke skortet på bekymrende nyheder i 2016, men selvom flere af årets skelsættende begivenheder kommer til at påvirke fremtiden, så 2017 kan faktisk vise sig at blive endnu værre - både for os danskere og resten af verden.

Her er fire grunde til bekymring i 2017.

Højrenationalisternes fremmarch fortsætter

Hører du til dem, der blev rystet over at Donald Trump med sin benhårde kurs overfor migranter og etniske mindretal blev valgt til USA's præsident? Så bør du også frygte udfaldet af det franske præsidentvalg næste år. For efter flere års tilløb kan det meget vel blive valget, hvor det højrenationale parti Front Nationales leder Marine Le Pen løber af med sejren.

Efter Brexit og Trumps valgsejr er oddsene på, at Le Pen bliver Frankrigs næste præsident styrtdykket. Hun har da også taget føringen i flere meningsmålinger. Det skriver Metro.

Le Pen er kendt for sin ultrahårde kurs og retorik over for Frankrigs store muslimske mindretal og modstand mod globaliseringen og tilbyder efter eget udsagn 'et opgør' med eliten - meget lig Donald Trump. Hun var da også blandt de første til at lykønske erhvervsmanden, da det stop klart, at han bliver USA's næste præsident.

Bliver Marine Le Pen Frankrigs nye præsident?
Bliver Marine Le Pen Frankrigs nye præsident? Foto: CHARLES PLATIAU
Vis mere

Marine Le Pen har selv forudsagt, at valget af hende som præsident vil være tredje akt i en 'global revolution', hvor Brexit og Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus var de to første.

BBC's Europa-redaktør Katya Adler, vurderer da også, at »brølet« fra de højreorienterede amerikanske vælgere kan rokke ved fremtidige europæiske valgresultater. Udsigten til en fransk præsident Marine Le Pen er derfor ikke usandsynlig, skriver Katya Adler på BBC’s hjemmeside. Og i flere andre europæiske lande kan højrenationale partier også komme til magten, spår hun. Herunder den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders.

Erklærer Rusland krig?

Der er dybe panderynker blandt regeringerne rundt om i Europa netop nu. USA's kommende præsident Donald Trump har både talt varmt om Ruslands ditto Vladimir Putin og truet med ikke at ville forsvare de lande, der ikke bruger de i NATO vedtagne to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret - så som Danmark, og stort set alle de andre lande i forsvarsalliancen.

En præsident som ikke er klar til at forsvare Europa betingelsesløst kan være en bombe under hele NATO - og det vil være det samme som at opfordre Vladimir Putin til at spille med musklerne. Sådan lød den dystre forudsigelse fra NATO's øverstkommanderende i Europa mellem 2011 og 2014, general Sir Richard Shirreff, for et par måneder siden.

»Derfor vil det svække alliancen umådeligt meget, hvis der sidder en præsident i Det Hvide Hus, som ikke nødvendigvis er parat til at gøre det (forsvare Europa, red.). Det kan meget vel føre til at USA ikke længere engagerer sig i Europas forsvar,« sagde Sir Richard Shirreff til The Atlantic.

Hvad finder Vladimir Putin på?
Hvad finder Vladimir Putin på? Foto: SERGEI KARPUKHIN
Vis mere

Han mener især, at Estland, Letland og Lithauen er i fare - men et russisk angreb på de baltiske stater vil også være ødelæggende for stabiliteten i Europa - og verdensfreden.

»Når det kommer til risikovurderingen af et angreb på de baltiske stater for den, der sidder i Kreml (Ruslands præsidentbolig, red.), så kan det få vedkommende til at tænke: 'Ja, jeg tror, der er gode chancer for, at jeg kan slippe af sted med det.' Selvfølgelig vil det gøre verden til et farligere sted,« konkluderede Sir Richard Shirreff.

Miljøet kommer til at lide

Det var en historisk og banebrydende miljøaftale, 196 lande underskrev i Paris i slutningen af 2015. Efter årelange forhandlinger tog en samlet verden endelig et stort skridt i retning af at begrænse den globale opvarmning. Men nu kan det vise sig at være skønne spildte kræfter. For Donald Trump har truet med at opsige Paris-aftalen - og hvis USA gør det, vil mange andre lande sandsynligvis følge trop og få hele aftalen til at vælte som et korthus.

Donald Trump har ingen klart formuleret miljø- og klimapolitik, men han har kaldt tankerne om menneskeskabte klimaforandringer for 'et fupnummer' og er lodret imod 'økonomisk skadelig' miljøregulering. I stedet vil han skabe flere jobs i USA ved at øge USA's olieproduktion og genåbne flere lukkede kulminer. Trump har sågar anklaget Kina for at have opfundet begrebet 'global opvarmning'. Det skriver Business Insider.

Vil miljøaftalen fra Paris falde til jorden, når Donald Trump bliver præsident?
Vil miljøaftalen fra Paris falde til jorden, når Donald Trump bliver præsident? Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Forskere, politikere og miljøforkæmpere verden over har for længst advaret om, at de voldsomme temperaturstigninger, vi oplever i disse år er menneskeskabte og kun kan reduceres, hvis vi nedbringer udledningen af kuldioxid. Ellers vil temperaturstigningerne føre til klimaforandringer, som bringer millioner af menneskers liv i fare verden over.

Også her i Danmark er der grund til bekymring. Vi er et af de lande, som satser mest på den grønne omstilling, og mange danske arbejdspladser kan være i fare, hvis miljødagsordenen ryger ud med spildevandet. Eksempelvis kan vores vindmølleindustri komme til at lide. Vindmøllegiganten Vestas' aktier faldt med hele seks procent dagen efter Donald Trumps valgsejr.

En uhyggelig spådom

Vi slutter i det lidt mere kuriøse hjørne. Bulgarske Baba Vanga, der døde i 1996 som 85-årig, var clairvoyant og skulle angiveligt have forudsagt både 9/11-angrebet på World Trade Center, tsunamien i Sydøstasien i 2004 og skabelsen af Islamisk Stat. Hun forudså også, at USA's 44. præsident (Barack Obama) ville blive afroamerikansk - og landets sidste. Det skriver Prophesies.com.

Baba Vanga fortalte samtidig i sin forudsigelse, at verden vil blive ramt af en hård økonomisk krise, når Obama går fra præsidentposten.

»Alle vil sætte deres lid til, at han sætter en stopper for det, men det omvendte vil ske. Landet vil styrte sammen, og en konflikt mellem syd og nord vil eskalere,« skulle hun have sagt.

Den blinde kvinde, har forudset 9/11, tsnuamien og IS' rejsning.
Den blinde kvinde, har forudset 9/11, tsnuamien og IS' rejsning. Foto: Reuters
Vis mere

Det er noget usikkert, hvad Baba Vanga mente, da hun sagde, at Obama ville blive den sidste præsident, men 85 procent af hendes forudsigelser er gået i opfyldelse, så måske er der også her grund til bekymring?