Omsætning: 100 mio. kr. Indtægt: 30 mio. kr. Noller og Jørgen med efternavnet Olsen har gjort et kup af de sjældne. Siden de vandt det store Grand Prix med »Smuk som et stjerneskud« for godt et år siden, er pengene væltet ind til firmaet Olsen.

Ifølge den norske avis VG har deres omsætning det sidste år ligget på ca. 100 mio. kr. Og det har givet de grånende gulddrenge 30 mio. kr. i overskud. Store tal som succes-duoens manager, Steen Wittrock, ikke vil afvise.

»Vi er meget glade. Men jeg vil ikke udtale mig konkret om tal. Det har vi en aftale om. Vi har solgt over en million plader, men vi ved faktisk ikke en gang selv præcist, hvor meget vi har tjent på det her eventyr.

Men i hvert fald er det sværere og sværere for os at bevare pessimismen. Det er rigtigt, at vi har tjent mange millioner og kan se frem til endnu flere,« nærmest jubler manageren for den største pop-succes, siden Abba vandt GP'et i 1973.

Han hentyder til et pladesalg på 700.000 CD-skiver og en halv mio. singler. Hertil kommer indtægter fra koncerter og coda-afgifter m.m. En anden forretning, der kaster store summer af sig, er de såkaldte compilations - plader som Absolut Music, Grand Prix greatest etc. der udgives i bl.a. Tyskland, Belgien, Holland, England m.v. De udgives i millioner af eksemplarer.

»Det her er frugten af 30 års hårdt arbejde. Vi var heldige at ramme lige ind midt i en stemning med en sang folk tog til sig, endda med to mænd, der er mere end midaldrende. Pludselig var det en fordel, at være gamle,« fortæller Steen Wittrock, der både er med i det musikalske og økonomisk ekspert for brødrene.

Han understreger, at selv om det er sjovere at være rig end fattig, så bliver man absolut ikke nødvendigvis lykkelig af de mange millioner. »Nej, det er vigtigere at være rask end rig, men pengene er med til at berolige os. Det er rigtigt, at vi kan leve ubekymret af formuen resten af vores dage,« siger han.

Janteloven er slet ikke noget, der har været inde i Brdr. Olsens univers. »Vi er ikke ramt af den. Vi er ikke fine på den. Jeg kan slet ikke se, der er sket nogen forskel med »drengene« siden de vandt Grand Prixet.

De har stadig begge ben solidt plantet i den danske muld,« siger Steen Wittrock, der føjer til, at selv Nollers tidligere problem som pille- og alkoholmisbruger er vendt til en fordel.

Det var Nollers kone Kirsten, der fik ham til at stoppe misbruget og gå på afvænning i 1996. Nu er han endda holdt op med at ryge. »Noller har været meget langt ude, men har kunnet vende sit liv. Nu kan han med sin succes være med til at give andre misbrugere et håb - det er også noget værd,« forklarer han.

Brødrene Olsen er kun ramt af få minusser, bl.a. syge mennesker. En krævede to mio. kr. fordi han påstod, at Jørgen havde stjålet hans melodi. En anden hævdede, at »Wings of Love« var lavet af kronprins Frederik.

Brødrene »ærgrer« sig også over, at succesen har kostet deres faste jobs som skolelærer og musikkonsulent. På lørdag er Vinder-Olsen forhenværende rent musikalsk, men særdeles nuværende når det gælder indtjening.