Sabotagen mod et værft, der lavede både til tyskerne, var primitiv, men en af de dyreste gennem hele besættelsen
BT bringer her et uddrag fra Niels-Birger Danielsens bog 'Modstand - Frihedskampens rødder 1933-1942', der er det første bind i en serie på tre om den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.
Log ind på BT PLUS og læs hele uddraget, der handler om den første store sabotageaktion nogensinde, der blev rettet mod værftet Nordbjerg Wedels i København.
Søndag den 26. juli 1942 kom Vilhelm Bergstrøm, kriminalreporter på dagbladet Politiken, hjem fra en tur i Tivoli med sin hustru og 10-årige datter, da han blev ringet op af en kollega fra redaktionen, der var stærkt ophidset.
»Der var en stor Brand paa Østerbro, som kunde ses viden om. Politiet fortalte mig, at det var et Værft, Nordbjerg Wedels, i Kalkbrænderihavnen, der brændte. Der lavede de tyske Hurtigbaade,« skrev den 55-årige journalist i sin dagbog, der var af en særlig art.
Bergstrøm havde ved Anden Verdenskrigs begyndelse sat sig det usædvanlige mål at skrive en udførlig dagbog lige til krigsafslutningen.
Hans projekt var ‘at proppe Tiden paa Flasker’, som han udtrykte det – at konservere sine indtryk og oplevelser, så læsere i senere generationer kunne få et indtryk af, hvordan ‘en Borger i Danmark under Krigen’ oplevede tiden.
Han førte dagbogen, som han selv kaldte ‘Krigsbogen’, med stor konsekvens næsten hver dag fra 3. september 1939 til 5. maj 1945, med bilag i massevis i form af bl.a. avisudklip.
Da Vilhelm Bergstrøm hørte kollegaens oplysning om tyske hurtigbåde, vidste han, at det var en af de historier, han ikke kunne skrive om i avisen. Men da han hørte, at brandvæsenet havde sendt forstærkning ud, bestilte han alligevel en taxi efter forinden at have sendt bud efter en fotograf.
»Der stod en stor hvid Røgsky over Brandstedet,« skrev Bergstrøm.
»Et helt Kompleks af lave Bygninger, Maskinhal, og Rum til Bygning af Tyskernes Hurtigbaade, var nedbrændt. (…) Der var sket en Række Eksplosioner i Bygningen. Det var Acetylenflasker, der var røget i Luften under Varmen.«
Kvæstede brandmænd
Det var en ganske farlig brand. Syv brandmænd var blevet kvæstet, og Vilhelm Bergstrøm turde ikke gå igennem det slukkede område, fordi der stadig lå ueksploderede flasker. På pladsen foran brandstedet mødte han en af sine gode kilder, kriminaloverbetjent Roland Olsen, fra den såkaldte Afdeling AS – politiafdelingen hos Statsadvokaten for Særlige Anliggender.
Det var den afdeling, der efterforskede de sager, som involverede tyske interesser. Under samarbejdspolitikken var en del af prisen for, at politi- og retsvæsen kunne bevares på danske hænder, at dansk politi efterforskede sabotagesager aktivt.
»Vi talte med nogle Fiskere, som havde Skure uden for Værftet. De sagde, at Branden var begyndt som en Eksplosion og havde bredt sig umaadelig hurtigt. (…) Der kunde være Tale om en Tid-Brandbombe. (…) Det var en Millionbrand, og de første Maaneder vil der ikke kunne bygges Hurtigbaade paa det Værft,« noterede reporteren.
Han tog tilbage til bladet, og en redaktør havde allerede været i forbindelse med Karl Eskelund, chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau, der havde haft kontakt med tyskerne.
»Der maatte intet skrives om Branden. (…) Senere blev Tyskerne klare over, at det ikke lod sig neddysse, og saa kom der en kort Fremstilling gennem Ritzau. Værftet blev reduceret til et par Skure og det brændte til et par Smaabaade. Vi fik Lov at bringe nogle censurerede Billeder. Folk kan ikke være i Tvivl om, at det har været en betydelig Brand, og hvad det har været for en Slags Brand,« berettede Vilhelm Bergstrøm.
Sabotagen var helt bogstaveligt en millionbrand, idet der blev udbetalt 835.000 kroner (svarende til 18 millioner kr. i 2015) fra forsikringen.
Det gjorde aktionen til langt den dyreste sabotage i 1942 – og en af de dyreste under hele besættelsen. Det til trods var virkemidlerne primitive og fremgangsmåden enkel.
Listede forbi soldaten
Sabotøren og hans hjælper tog chancen og satsede på at kunne liste sig forbi den enlige tyske soldat, der patruljerede på stedet, og skaffe sig adgang til værftet, hvor der ingen arbejdere var på grund af søndagen.
»Jeg havde to brandbomber og en lille flødeflaske med benzin liggende på loftet i Tømrergade, og min pistol, en 6,35 med 6 skud og en niptang og min lommekniv,« berettede sabotøren Karl Vilhelm Christensen efter krigen.
»På vejen ned ad trappen mødte jeg Johan. Jeg tænkte det nok, sagde han, »du vil af sted«. Så fulgtes vi derud.«
Karl Christensen var 29 år, kommunist og tidligere frivillig i den spanske borgerkrig. Han var blevet sendt ud på opgaven af Eigil Larsen, lederen af Kommunistiske Partisaner (KOPA), der i foråret 1942 begyndte på sabotage med forskellige småaktioner.
Den 31-årige Johan Sørensen var med i Karl Christensens firemandsgruppe i KOPA. Deres brandbomber var camoufleret som almindelige dåser med skurepulver. Pistolen, som de tog med, havde Christensen et par år før fået af en bekendt, der havde købt den i udlandet.
»Da vi kom derud, stod vi og lurede, til tyskeren var væk, så løftede jeg op i pigtråden, og han kravlede ind under. Så holdt han for mig, og så fimsede vi om bagved. Der stod vi, til vagten havde været der og var gået igen. Så kravlede vi op ad en stabel brædder ved værftsbygningen, og jeg pillede en rude ud med min niptang og lommekniv og lukkede hasperne op.
Jeg gav Johan pistolen og sagde, at hvis vagten kom, måtte han narre ham hen til sig og skyde (…). Så kravlede jeg ind og anbragte to brandbomber. Den ene i nogle høvlspåner, og så satte jeg den anden brandbombe op mellem nogle mahognilister (…). Inden jeg smuttede op til vinduet, smed jeg en tændstik i spånerne.
Det var nok den, der virkede.«
Det alvorlige ved branden på Nordbjerg & Wedells var, at to af hurtigbådene til den tyske marine, der næsten var færdigbyggede, gik tabt. Inden for få dage tilkaldte tyskerne to sabotageeksperter, der blev udpeget personligt af chefen for Gestapo, Heinrich Müller, for at lade dem gennemgå både den aktuelle sag og en række andre brandsabotager i Storkøbenhavn i løbet af sommeren.
