Det kan åbenbart betale sig at stikke halen mellem benene og flygte fra ansvaret. Charlotte Sachs Bostrup slipper for at sidde i Gentofte byråd.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hun har nemlig flyttet adresse til Københavns kommune, men bor indtil videre både i sin gamle lejlighed og hos kæresten i København. Med fast adresse i hovedstaden borfalder hendes mandat i Gentofte, men samtidig vender flere partifæller hende ryggen.

Charlotte Sachs Bostrup stillede op for de Radikale ved kommunalvalget i november. Og da hun stik mod sin vilje blev valgt startede en politisk farce.

Nu må hun betale prisen for sin flirt med kommunalpolitik. Hun må nemlig kæmpe for at beholde sin lejlighed i Gentofte nord for København.

- Det er jo mit hjem. Og jeg har ikke lyst til at flytte overhovedet. Jeg har ikke taget stilling til, hvad der skal ske, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at beholde den, siger Charlotte Sachs Bostrup om sin lejlighed i Gentofte.

Men hun skal være forsigtig. Ifølge folkeregisterloven skal hun nemlig bo over halvdelen af året på sin folkeregisteradresse, der nu ligger i København. Ellers er der tale om en såkaldt proforma-flytning, og det er ulovligt.

Det tager godt og vel et år at afgøre, om en flytning er proforma. Og hvis Charlotte Sachs Bostrup til den tid skulle få kolde fødder og flytte tilbage til Gentofte. Ja, så kan hun ånde lettet op. Hendes politiske mareridt kommer ikke til at forfølge hende.

- Hvis der kommer til at gå så lang tid, må jeg antage, at Eva Hvidt beholder sit mandat, siger Gentoftes kommunaldirektør Jan Nielsen til B.T.

Kold skulder fra kollegaer
Men det betyder ikke, at farcen er forbi for den uagtsomme politiker. Der er nemlig bopælspligt i Gentofte kommune.

Hvis ikke Charlotte Sachs Bostrup selv har udlejet sin lejlighed indenfor seks uger, så råder kommunen over lejligheden og kan frit udleje den til boligsøgende i den nordsjællandske kommune.

Og som om det ikke er nok, må den ellers populære Charlotte Sachs Bostrup også affinde sig med en kold skulder fra flere af sine partifæller.

Hos partiets rigtige politikere har man nemlig travlt med enten at tage afstand, beklage eller helt ignorere den pinlige farce.

- Jeg kan slet ikke bakke op om hverken Charlotte Sachs Bostrup eller den lokale vælgerforening. Jeg mener, at begge parter har et problem, siger Søren Bald, landsformand for de Radikale.

Han er ikke i tvivl om, at de Radikale har lært lektien til næste valg. - Det kan da godt være, at landsformanden vil sige nogle ting om opstillinger, når dørene er lukkede. Det kan man nok ikke udelukke, siger den radikale landsformand til B.T.

Partiets politiske leder, Marianne Jelved, ønsker slet ikke at tale om partiets sorte får. På Christiansborg er det kun den kommunale ordfører Ole Glahn, der tør tale om Charlotte Sachs Bostrups klodsede retræte fra lokalpolitik

- Det er vigtigt, at man gør sin situation op, før man stiller op. Hvis man er det mindste i tvivl, så skal man holde sig væk. Det er politik alt for alvorligt til. Når man stiller op, må man tage de konsekvenser, det kan give, siger Ole Glahn.

Han håber, at hele farcen omkring Charlotte Sachs Bostrups politiske eventyr vil føre til større opmærksomhed, når de radikale lokalforeninger i fremtiden laver opstillingslister.

rav@bt.dk