»Stort set alle, der arbejder i militæret på min alder, har høreskade.« Seniorsergent Jensen har været i det danske militær i over 30 år, og selvom det har sat sine spor i hans øregange, er han ikke blind og døv for, hvad der sker omkring ham.

»Alle, jeg kender, har problemer med ørerne. Vi joker meget om det. Det er jo det eneste, vi kan gøre.«

Selv lider seniorsergenten af slem tinnitus efter tusinder af timer i støjende pansrede køretøjer og mindst lige så mange timer på skydebane. Sygdommen gør, at afslapning og koncentration er stort set umulig.



»Der skal altid være lyd omkring, ellers bliver støjen i ørene ulidelig. Så jeg plejer at tænde fjernsynet eller radioen, bare som baggrundsstøj. Tidligere læste jeg meget, men det gør jeg stort set ikke mere.«



Fra 1996 til 2001 blev der anmeldt 1.165 høreskader fra forsvaret til Arbejdstilsynet. Men det er i følge seniorsergent Jensen kun en lille del af problemet. Selvom det er stort problem for ham, tør Jensen nemlig ligesom mange andre ikke melde skaden af frygt for arbejdet:



»Der er ingen af os, der tør søge erstatning. For så ved man jo godt, hvem der ryger næste gang, der skal fyres folk. Det bliver ham den besværlige, for han kan jo ikke beholde jobbet, hvis han ikke kan høre ordentligt.«



Og det kan man måske godt forstå, når man hedder Olaf Mühl. Efter fem års uddannelse i militæret fik han konstateret tinnitus. Han anmeldte sin lidelse, og så ændrede alt sig omkring ham.



»De behandlede mig som en varm kartoffel. Ingen gad have noget med mig at gøre. Det var som om de troede, at jeg kunne smitte.«



Ikke kun kollegaer ændrede sig over for Olaf Mühl. Også de overordnede så sig sure på manden, der anmeldte sin høreskade.



»Jeg blev fyret på grund af for meget sygdom. Jeg kunne jo ikke sove. Men det var ikke, fordi jeg ikke gerne ville lave noget. Jeg elskede det job, og nu arbejder jeg 70 timer om ugen som selvstændig med 15 ansatte, så det er ikke fordi jeg er doven.



Jeg ønskede bare få anerkendt min sygdom. Jeg kunne godt have fortsat i et mere løst skånejob, som mange med andre skader får, men ingen ville høre på mig. Selv min fagforening endte med at give op og snakke ledelsen efter munden, så jeg endte som arbejdsløs.



Jeg er pissesur på dem. Det vil jeg ikke lægge skjul på. De behandlede mig ikke med respekt, selvom om jeg gav dem fem år af mit liv på en uddannelse i militæret.«



Nielsen er overkonstabel af første grad og fik en seriøs høreskade, da han var udstationeret i eks-Jugoslavien i 1995. Hans observationspost blev gennem halvandet døgn bombarderet af kroaterne og serberne.



Den svære artilleri-ild førte til stærkt nedsat hørelse og tinnitus hos overkonstablen, og for kort tid siden måtte han indse, at der var behov for høreapparat. Først da meldte Nielsen det som arbejdsskade.



Og det selvom en ung værnepligtig læge opdagede høreproblemet allerede for mange år siden under et rutinetjek.



»En ung løjtnant havde mig inde til rutinetjek og opdagede min høreskade. Jeg blev nervøs for, om det kunne koste mig min kontrakt i forsvaret og bad ham om ikke at gå videre med det.



Det nægtede han og sagde, at det skulle meldes. Alligevel har jeg ikke hørt noget om det siden.«



Først for kort tid siden - efter Nielsen blev opfordret af en oberst fra kasernen, der selv skulle have høreapparat - turde Nielsen melde det. Tidligere fornemmede han nemlig overhovedet ingen opbakning.



»På et tidspunkt fortalte jeg en overordnet om mine problemer, for at høre om det kunne få betydning for en forlængelse af min kontrakt. »Det er ikke til at vide«, lød svaret, selvom det ifølge min fagforening ikke må have nogen betydning.«



På trods af problemerne med hørelsen er Nielsen glad for sin arbejdsplads og ønsker ikke at miste jobbet:



»Jeg piver ikke. Jeg ved godt, hvad mit job består af, og hvad jeg kan risikere, og jeg elsker det, og det er det eneste jeg vil.



Men derfor synes jeg godt, at forsvaret kan vise den respekt for os, at når vi kommer til skade ude i felten, så hører de på os og hjælper os, i stedet for at stuve os til side.«



Seniorsergent Jensen savner også en anerkendelse af problemet fra ledelsen, men han forstår godt, den ikke kommer:



»De burde gennemføre en test af hele militærets stampersonel. Men det tør de ikke, for det ville være en bombe under forsvaret, hvis de skulle betale arbejdsskadeerstatning til alle med høreskade.



De ved godt, at det drejer sig om 80-90 procent af alle dem på min alder. Og det ville være en helt uoverskuelig udgift for forsvaret.«



Torben Schakinger, major i Forsvarskommandoen, er ikke helt enig:



»Jeg tror ikke, der gemmer sig nogen bombe under forsvaret, men det er da rigtigt, at vi alle har problemer med ørene i min alder. Det er jo klart, for dengang vi startede i 70erne, gjorde vi ikke meget for at beskytte ørene. Det vil forhåbentligt blive klart bedre i fremtiden.«
SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 0 kr.