Trods aftalen med Grækenland skal danske husejere ikke frygte nævneværdige rentestigninger.

Med euro-landenes aftale med det hårdt pressede Grækenland vil boligrenten formentlig begynde at bevæge sig ganske langsomt opad, så tiderne med de historisk og helt ekstremt lave renter for danske boligejere er formentlig snart forbi.

Men trods dét kan danske boligejere sove ganske roligt om natten uden at skulle spekulere sig skæve i hovederne over, om renten nu tager på himmelflugt.

For det er der intet som helst, der tyder på, lyder det samstemmende fra flere danske økonomer, som BT har talt med.

’Den græske tragedie’

»Der kommer ikke til at ske ret meget. Alt andet lige trækker det her i retning af lidt højere renter, fordi det ser ud til, at der nu kommer mere ro på i Grækenland. Men det skal ikke overdramatiseres. ’Den græske tragedie’ har hidtil ikke ændret nævneværdigt på rentesatserne for danske boligejere, og det er der heller ikke noget, der tyder på, at den vil nu. Pilen peger på en lille smule opadgående renter, men så heller ikke mere. Renten er i forvejen meget lav, og hvis man virkelig vil jagte den sidste 25-øre, så skal man nok slet ikke låne penge. Så det skal ikke spolere danske boligejeres nattesøvn. Ligesom det heller ikke skal få aktionærerne til at løbe jublende rundt med armene i vejret. Det gør ikke den store forskel,« siger Steen Bocian, chef-økonom i Danske Bank.

Han bakkes op af chefanalytiker Holger Sandte fra Nordea og af Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter.

Græsk mini-økonomi

»Selv om der er lavet en aftale med Grækenland, så forventer jeg ikke, det vil have den store indflydelse i Danmark. Renten vil nok stige, men ikke ret meget. Den græske økonomi udgør kun 1,8 pct. af den samlede økonomi i de 19 euro-lande. Det vil sige en økonomi, der faktisk kun er omkring det dobbelte af, hvad den lokalt udgør i Hamborg-området,« siger Holger Sandte.

Curt Liliegreen siger:

»Det er bevist mange gange, at man skal være meget varsom med at spå om rentens udvikling. Gang på gang har professionelle økonomer spået, at nu ville renten stige, men det har den bare ikke gjort. Tværtimod er den faldet. Så i tilfældet med euro-landenes aftale med Grækenland, så skal man huske på, at grækerne kun udgør et lille element i verdensøkonomien. I dag har vi en globaliseret økonomi, hvor hverken Danmark, Grækenland eller andre kan ’putte’ sig. Det er fortid, at man på den måde kan isolere et land. Og derfor har den aktuelle situation med Grækenland heller ikke den store indflydelse på boligrenten herhjemme,« siger han.

Curt Liliegreen forventer dog, at renten for danske boligejere vil stige marginalt i løbet af 2015 og ind i 2016.

»Europa har et helt generelt vækstproblem, og så længe, vi ikke kommer op i omdrejninger, vil renterne formentlig fortsat være meget lave. Men tiden med de historisk og helt ekstremt lave renter - den er nok ved at være ovre,« siger han.