Børn skal være mindst 10 år gamle, før de kan være alene hjemme, for de skal kunne reagere fornuftigt i en krisesituation.
Hvornår kan børn være alene hjemme? Det spørgsmål hører pædagogen og psykologen Margrethe Brun tit fra forældre med en travl hverdag.»Vi forventer så meget afvores børn i dag, og derfor tror mange også, at børn kan være alene hjemme fra skolealderen.
Der er mange forældre, der gerne vil have min accept til, at den syv-otte-årige kan være alene hjemme om eftermiddagen. Men det kan de altså ikke; heller ikke selvom de siger, de gerne vil,« fastslår Margrethe Brun.
Alt kan ske
Og det er sundhedsplejersken Benedikte Hertel helt enig med hende i. De anbefaler begge to, at man slet ikke skal lade børn være alene hjemme, før de er mindst 10 år gamle.
»Hvis et otte-årigt barn gerne vil være alene hjemme, skal forældrene sige nej. For det handler ikke om, hvorvidt barnet vil være alene hjemme eller ej.
De fleste otte-årige børn kan nemlig sagtens lege alene i lang tid, uden at en voksen holder øje med dem. Det ville endda sikkert også gå fint, hvis de var alene i kort tid. Men det er jo kun så længe, der ikke sker noget,« siger Benedikte Hertel.
For som forældre er man nød til tænke på alt det, der kan ske. Barnet kan skære sig i fingeren, når de lige vil spise en banan, strømmen kan gå, eller de går i gang med at lave varm kakao, og så glemmer de alt om gryden, fordi de tænder for fjernsynet.
»Det er præcis alt det uforudsete, der kan ske, som er kernen i det. De voksne skal være klar over det, men i øvrigt holde det for sig selv. Man skal ikke skræmme børnene. Men det er jo også derfor, børnene synes, det er så uretfærdigt, at de ikke må være alene hjemme. Men den konflikt må forældrene tage,« siger Margrethe Brun.
Det nytter med andre ord ikke noget, at man som voksen tager let på det og ikke vil se farerne i øjenene.
Traumatisk oplevelse
»Der sker forfærdelige ting, men man ved jo aldrig, hvornår de sker.
Det er først, når barnet er omkring 10 år, at de ikke risikerer at gå i panik, hvis der sker noget uforudset.
En ti-årig vil højst sandynligt reagere fornuftigt i en ukendt situation og ringe på de telefonnumre, man har lagt frem, eller gå ind til naboen. Men for en yngre kan det blive en meget traumatisk oplevelse, hvor de føler sig ladt alene og svigtet,« forklarer Benedikte Hertel.
Hun understreger også, at en ti-årig, eller for den sags skyld et ældre barn, der ikke vil være alene hjemme, ikke skal være det. Barnet skal ville det. Det er måske fristende for nogle forældre at tænke, at når man nu selv gik alene hjem fra skole som ott-eårig, så kan mit barn da også. Men det argument dur ikke.
»I dag er der ingen hjemme. Hverken hos barnet eller hos naboerne, så der er ingen, barnet kan gå hen til, hvis døren er i baglås, eller det pludselig bliver tordenvejr.
Hele den tryghed, der var i miljøet tidligere, er der ikke mere. Så man kan ikke sammenligne med det, man selv gjorde som barn,« siger Margrethe Brun.
Men hvis man alligevel gør det, og lader et for lille barn være alene hjemme, så sker der selvfølgelig i det fleste tilfælde ikke noget.
Men man risikerer, at barnet får en traumatisk oplevelse, hvor det føler sig ladt alene og svigtet.
