'Børst tænder i aktivt kul og opnå skånsomt og naturligt et renere og hvidere smil'.

Nogenlunde sådan lyder den korte version af salgstalen for en række produkter fremstillet på aktivt kul, der mærker sig som tandblegemiddel.

På producenternes hjemmesider forlyder det, at aktivt kul er kendt for at have en absorberende effekt, som man kan udnytte til at fjerne de misfarvninger fra tænderne, den almindelige tandbørstning ikke kan fjerne. Det skriver Videnskab.dk.

Problemet er bare, at der ikke er nogen dokumentation for påstanden, siger Bente Nyvad, der er professor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet, og medvirker til dette afsnit fra Videnskab.dk's YouTube-kanal Skønhedslaboratoriet.

Skønhedslaboratoriet er Videnskab.dk's YouTube-kanal om skønhed og videnskab.
Formålet med kanalen er at bringe forskningsbaseret viden ud til danske unge.

Læs mere på Videnskab.dk: Sådan børster du tænder korrekt

Det er sandt, at aktivt kul kan binde lugtmolekyler, farvestoffer og andre urenheder, og det udnytter man blandt andet til at rense luft og vand.

Men at det samme skulle gøre sig gældende for tænderne, findes der intet belæg for at sige.

l det største litteraturstudie om aktivt kul som tandprodukt gennemgår forfatterne den eksisterende forskning på området.

Her finder forskerne ifølge Bente Nyvad ikke et tilstrækkelig videnskabeligt grundlag for at sige, om den samme effekt skulle gøre sig gældende for tænderne.

»De kan ikke konkludere noget og slutter faktisk, at vi ikke har nogen beviser for de her påstande om blegende effekt og tandsundhed,« siger Bente Nyvad.

Læs mere på Videnskab.dk: Eksamensangst fjernes med simpel øvelse

Der eksisterer omvendt heller ingen beviser for det modsatte – altså at aktivt kul ikke skulle virke blegende.

Men Bente Nyvad forholder sig kritisk.

»Når det ikke er undersøgt tilstrækkeligt, kan man jo ikke udelukke noget som helst, men jeg vil anse en blegende effekt for meget usandsynligt,« siger hun.

Ulla Pallesen, der er overtandlæge ved Odontologisk Institut, Københavns Universitet, er ligeledes skeptisk over for det sorte tandprodukt.

Hun gætter dog på, at det kan have en ubetydelig effekt.

»Hvis man har rigtig snavsede tænder, kan man forestille sig, at det aktive kul måske suger noget af det, der sidder uden på tænderne, men det er ikke, hvad jeg opfatter som en tandblegning,« siger Ulla Pallesen.

Læs mere på Videnskab.dk: Er det godt at træne, hvis man er øm?

De fleste, der gerne vil have bleget deres tænder, har i forvejen en god tandhygiejne og dermed rene tænder, forklarer hun.

Misfarvninger fra mad og drikke kan sætte sig på tænderne i løbet af dagen, men det er slet ikke tandoverfladen, der afgør tændernes farve. Det er i stedet tandbenet i tandens indre.

»Man kan slet ikke forestille sig, at tænderne bliver hvidere, bare fordi man fjerner nogle urenheder i overfladen,« siger Bente Nyvad.

Tændernes yderste lag, emaljen, er nemlig farveløs.

»Så kan man stille spørgsmålet, hvorfor man ikke bare børster tænder med almindelig fluorid-tandpasta i stedet,« siger Bente Nyvad og fortsætter:

»Mit bud er, at hvis aktivt kul skulle have nogen som helst effekt, er det, fordi man sliber lidt på tanden,« siger hun.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Forskere: Her er det dummeste sted, du kan blive tatoveret

Hvorfor går jeg rundt, når jeg taler i mobiltelefon?

Seks af de særeste sex-vaner hos dyr