Kunstig intelligens vil komme til at gøre vores liv meget lettere. 

Så kontant er meldingen fra Bill Gates, der er en af verdens rigeste mennesker. 

Meldingen fra it-milliardæren kommer efter en dyster rapport fra IMF, Den Internationale Valutafond, der spår, at kunstig intelligens vil eliminere op til 40 % af alle verdens job og gøre rigtig mange mennesker arbejdsløse.

Bill Gates siger, at alle nye teknologier fører til frygt, men samtidig også giver mange nye muligheder. 

»Da teknologien kom ind i landbrugssamfundet i 1900-tallet, sagde alle, hvad skal vi nu lave? Men der er blevet skabt mange nye jobtyper siden, og vi er meget bedre stillet nu, end dengang alle arbejdede med landbrug,« siger han til CNN.

Han forudsiger, at kunstig intelligens fuldstændig vil forandre vores liv inden for de næste fem år og gøre vores liv meget lettere.

Som eksempel giver han, at kunstig intelligens blandt andet vil hjælpe læger med deres papirarbejde, som er en del af jobbet, som mange læger ikke bryder sig om, og som tager meget tid fra deres arbejde med patienter.

Derudover nævner han, at den kunstige intelligens vil assistere vores liv på mange måder. Den kan give os sundhedsråd, hjælpe os med at skrive kode eller udøve teknisk support.

Bill Gates siger til CNN, at integrationen af denne teknologi i uddannelses- eller medicinsektoren vil være »fantastisk«.

Microsoft er medejer af OpenAI, der står bag ChatGPT, der er den mest populære tjeneste med kunstig intelligens. Bill Gates er stadig storaktionær i Microsoft, så hvis han forudsigelser går i opfyldelse, så vil teknologien nok også komme til at gøre verdens fjerde rigeste mand endnu rigere.