Lene Theill havde konstant ondt i leddene og blev testet for alle mulige sygdomme. Lægerne var flinke nok, men det eneste, de kunne blive enige om, var at hendes infektionstal var skyhøje.

Endelig fik hun diagnosen. Lene havde borreliose. Formentlig er hun blevet bidt af en flåt. Men hun aner ikke, hvor flåten bed, eller hvor hun var, da det skete. Men et lille dyr på et par millimeter satte hendes liv på hold i flere år og tog næsten hendes evne til at gå.

Men Lene Theill ville have sin krop tilbage og besluttede sig for at gå de 818 km ad pilgrimsruten 'Caminoen' i Spanien.

Opret abonnement på PLUS og læs Lene Theills historie om at leve med sygdommen borreliose samt den fysiske og følelsesmæssige rejse hun tog på Caminoen på trods af sin sygdomsplagede krop.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Lene Theill har ikke tal på, hvor mange prøver lægerne har taget for at finde ud af, hvad der er galt med hende. For fem år siden havde hun konstant ondt i leddene. Alle lægerne var flinke nok, men det eneste, de kunne blive enige om, var at hendes infektionstal var skyhøje. Og så var hun ekstremt træt hele tiden.

Al form for træning var blevet indstillet, for hun havde indimellem så svært ved at støtte på benene, at hun knap nok kunne slæbe sig ud af sengen. Med jævne mellemrum fik hun høj feber. Sådan havde det været i flere år. Lene Theill sagde det ikke til ret mange, for pæne piger klager ikke.

Kun de nærmeste havde lagt mærke til, at den i dag 55-årige Lene gik som en 80-årig, når hun f.eks. skulle gå op ad trapper.

Journalist, forfatter og grafiker, Lene Theill.
Journalist, forfatter og grafiker, Lene Theill.
Vis mere

»Jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte, at jeg måtte se at få styr på mine papirer i tilfælde af, at jeg en dag ikke var her mere,« husker Lene Theill, som er mor til tre voksne børn og i dag også er bedstemor til to.

I påsken 2013 blev det rigtig slemt. Lene svingede konstant mellem sløj og okay. En dag hævede hendes ene knæ pludseligt op. Med hænderne viser Lene Theill en mellemstor ballonstørrelse om sit ene knæ.

»Jeg tænkte, det nok ville gå over, men næste dag var det det andet knæ. Lægen sagde, jeg skulle komme med det samme.«

Lille dyr, stor skade

En måned senere fik hun svar på, hvad det var, der havde plaget hende gennem flere år, uden at hun har kunnet finde på bedre svar end overgangsalder eller for meget træning på basketballbanen. Lene havde borreliose. Formentlig skyldtes det, at hun på et tidspunkt er blevet bidt af en flåt. Selv i dag fem år efter hun formentlig er blevet bidt, aner hun ikke, hvor flåten bed, eller hvor hun var, da det skete. Men et lille dyr på en millimeter eller to kom til at betyde, at hendes liv blev sat på hold i flere år.

Langt om længe fik Lene Theill den rigtige behandling, men lægerne advarede hende.

»De sagde direkte, at jeg ikke skulle regne med, at det nogensinde ville gå helt væk. Jeg tænkte: ’Det skal være løgn’,« husker Lene Theill.

Hun er stadig besværet, når hun skal rejse sig fra en stol, men det hindrede hende ikke i at begynde at lægge planer.

Tidligere havde hun overvejet at vandre den lange pilgrimsvej fra det sydlige Frankrig og gennem det nordlige Spanien – kaldet Caminoen. Selv om kroppen stadig var mærket af sygdommen, stod det klart, at det var nu, hun skulle gøre det. Hun ville gå 818 kilometer bare for at bevise, at hun kunne.

»Jeg havde været sygemeldt i otte måneder, og selv om jeg hverken kunne bøje i hofter og knæ, var jeg erklæret rask. Når jeg skulle sætte mig på toilettet eller en stol, måtte jeg lade mig dumpe ned. Min krop var låst som et korset,« siger hun og holder hænderne i siderne og trykker ind mod maven.

»Men jeg ville gå Caminoen,« udbryder hun med et både stolt og selvironisk grin.

»Jeg ville erobre min krop tilbage, og det eneste, jeg kunne, var at gå. Jeg har altid gået meget på Sydhavnstippen,« siger Lene og peger om bag sig, hvor lejligheden slutter, og det store grønne område syd for København begynder.

Træning og afgang

I begyndelsen gik hun mellem en og fem kilometer. Så kom hun op på 10, da hun ramte de 12, tænkte hun, at hun godt kunne gå Caminoen. Normalt tager det en måneds tid at gå hele ruten fra de franske Pyrenæer til Santiago de Compostela, hvor alle pilgrimme slutter deres vandring. Lene beregnede 50 dage.

»De første 10 dage handlede meget om de fysiske udfordringer. Jeg havde hørt, at B.S. Christiansen anbefaler, at man går en time og holder 10 minutters pause og lufter tæer. Det gjorde jeg. Når jeg gik, kløede det i mine hofter af træthed, og mine ben var følelsesløse, men min største udfordring var, når jeg og mine ømme led skulle ned i soveposen om aftenen.«

På de første 10 dage fik Lene Theill knoklet sig gennem Pyrenæernes barske stigninger, inden hun kom ind i Spanien.

»Jeg var helt høj efter den første uge. Pludselig fik jeg overskud til at snakke med andre på turen og høre deres historier. Nogle havde mistet en af deres nærmeste, nogle var syge og gik for at blive helbredt, andre vidste bare ikke, hvad de ellers skulle, og så var der dem, der bare ville have en oplevelse. Når de spurgte mig, svarede jeg: ’Fordi jeg skal se, om jeg kan’.«

Lene Theill fik mange venner på turen og har stadig kontakt til flere af dem. 
Lene Theill fik mange venner på turen og har stadig kontakt til flere af dem.  Foto: Privat
Vis mere

Fuld af følelser

Efter den anden uge, hvor Lene var social og fik venner at følges med, skete der igen et skift.

»Pludselig dukkede der en masse følelser op i mig. Jeg følte blandt andet vrede mod min far, over at han var død. Han døde altså i 1978. Hvor kom det lige fra? Alt det sjælelige fik plads i de dage, og nogle dage græd jeg fra start til slut. Alle de følelser, man ikke kan mærke i en travl hverdag, kom frem. Jeg har altid gemt mine følelser væk. Vrede eller sorg. Alle de grimme følelser. Jeg var blevet følelsesmæssigt kontrolleret, men nu gav jeg alle følelserne lov til at være der,« forklarer hun.

»En af følelserne var også taknemmelighed, for jeg var pludselig taknemmelig for at være her endnu. Jeg kunne mærke, at jeg havde været skidebange for, hvad det var, jeg fejlede. Jeg havde holdt vejret i alle de år. Nu fik angsten plads.«

Da den sjælelige uge var gået, kom hun ud på det stykke, der hedder La Maseta, et helt fladt stykke, hvor du kan se 20 kilometer frem for dig hele tiden, og det eneste andet end vejen er træerne ved siden af vejen.

»Jeg har aldrig grint og grædt så meget. Jeg troede, jeg skulle miste forstanden. Jeg begyndte at tælle træerne og var nået til et sted, hvor jeg ikke kunne løbe fra mine følelser. Der var bare mig, vejen, træerne og alle mine følelser. Alle går jo rundt med røde øjne på Caminoen, hvis jeg mødte nogen, sagde jeg bare, at jeg havde brug for en alene-dag. Så ved folk godt, hvad man mener.«

 Lene Theill på Caminoen.
Lene Theill på Caminoen. Foto: Privat
Vis mere

Men en dag var der ikke mere, som Lene Theill skulle føle.

»Pludselig mærkede jeg bare en lethed. Jeg var let om hjertet, og det hele føltes så godt. Livet var bare dejligt. Salig, vil jeg næsten sige, at jeg var. Der er folk, der møder Vorherre på den tur. Jeg begyndte at holde af mig selv.«

Som et liv

»Da jeg kom i mål, mødte jeg en amerikansk dame, som jeg også havde mødt den allerførste dag. Hun fortalte mig, at de alle havde været meget bekymrede for mig. Om jeg ville komme i mål. Men hun sagde også, at Caminoen er ligesom et liv. Først er der barndommen, hvor du skal lære at styre kroppen. Så kommer teenageårene, hvor du snakker og får venner. Så kommer du til La Maseta, hvor du er voksen og møder sjælelige udfordringer. Til sidst kommer alderdommen i det smukke Galicien, hvor livet er smukt og dejligt, og du bliver klar over, at det hele kan være slut om lidt, selv om du ønsker, at det aldrig måtte stoppe.

»Da jeg kom i mål, følte jeg intet andet end tomhed. Jeg tænkte bare: Wow, jeg kan ikke mærke noget. Alle andre fór rundt og jublede og tog billeder. Dér stod jeg i Santiago de Compostela og kunne intet mærke. Jeg var hverken glad eller ked af det. Bare tom.«

»Da jeg kom hjem, holdt jeg kontakten med de mennesker, jeg havde mødt undervejs, og jeg gik straks i gang med at skrive en bog om min tur,« siger hun og kigger tværs gennem sit køkken, hvor nogle høje papkasser danner midlertidigt opholdssted for Lenes bog ’Grin, gråd og gaffatape’, som netop er kommet ud af trykken.

Ingen går Caminoen og kommer hjem som den samme, forklarer Lene Theill.

»Efter jeg er kommet hjem, har jeg tilladt mig selv at have følelser. Jeg er ikke høflig mere. Jeg gik f.eks. endnu en camino med en af dem, jeg havde mødt på den første tur. Men kunne mærke allerede fra første dag, at jeg ikke havde lyst til at følges, og så sagde jeg det. Jeg føler mig mere rigtig nu. Mine følelser er ikke bare noget, der skal pakkes væk. Hvis jeg er irriteret eller vred, skal jeg sige tak til den følelse for at vise mig vej.«

Fremme ved Santiago de Compostela, fik Lene Theill alle stemplerne i sin bog, der beviser, at hun har gået Caminoen. Privatfoto    
Fremme ved Santiago de Compostela, fik Lene Theill alle stemplerne i sin bog, der beviser, at hun har gået Caminoen. Privatfoto    
Vis mere