Martin Herbst, 43, har fået mange unge til at give deres liv til Moon-sekten. Fornylig blev sektlederen ordineret af Helsingørs biskop som ny præst i folkekirken.

For nogle dage siden kunne han for første gang iføre sig en præskekjole. Glad og lidt stolt tog han turen op ad gulvet i Helsingør Domkirke for at blive ordineret af biskoppen - som ny præst i den danske folkekirken.

Aviserne kunne dagen efter fortælle om den kirkelige begivenhed og »superteologen«, som havde gennemført sit studium på rekordtid, to år og ni måneder - oven i købet med 13 i gennemsnit.

Om få uger starter Martin Herbst, 43, så som konstitueret præst ved Vangede Kirke.

Af den festlige avis-omtale fremgik imidlertid ikke, at Martin Herbst i næsten 20 år har været leder i den nyreligiøse sekt Moon-bevægelsen (Tongil-familien), som er blevet beskyldt for at »kidnappe« og »hjernevaske« nye medlemmer.

I en årrække har han haft ansvaret for at hverve nye medlemmer til sekten, som tror på, at en sydkoreansk forretningsmand, Sun Myung Moon, er den genfødte Messias.

Massebryllupper
Mange vil huske billeder fra masse-bryllupper, hvor Moon - efter at have sat parrene tilfældigt sammen - vier i tusindvis af sektmedlemmer. Det foregår typisk på store sportsstadions. Sådan blev også Martin Herbst gift med Yuriko fra Japan, som han stadig lever sammen med på 21. år.

Skattesnyd
Sektlederen Moon har senere fået meget omtale p.g.a. af skattesnyd og misbrug af sektens midler og for sine mange udenoms-ægteskabelige forhold, som er i klar modstrid med, hvad han prædikerer.

Hvad får en mangeårig dansk leder af en så omdiskuteret sekt til at søge job som præst i folkekirken?

Kan menigheden virkelig tro på, at han ikke bare er ude på at hverve nye medlemmer til Moon-sekten - under dække at sit præstejob?

Martin Herbst er ikke glad for, at der skal vades alt for meget rundt i fortiden, men vil dog gerne slå fast med syvtommersøm:

»Menigheden kan være helt rolig ved mig som præst. Det er fortid nu. Jeg begik en alvorlig fejltagelse, lod mig bedrage, men er blevet klogere«, siger den nyordinerede præst, som tager imod i sin lejlighed på Amager, hvor han bor med kone og fire børn.

»Jeg har ikke meget lyst til at blive kendt som »ham eks-moonien«. Sagen er, at jeg brød med sekten helt tilbage i 1996. Efter nogle år som national leder af sekten i Slovenien rejste jeg med familien til USA, hvor jeg kom endnu tættere på Moon selv. Besøgte ham i hans hjem, lærte hans familie og nærmeste ledere at hende.

Her opdagede jeg hurtigt, at Moon var en simpel synder som mig selv. Korrupt. Levede ikke personligt op til de idealer, han kritiserede andre i sekten for ikke at efterleve. Bl.a ved at have en lang række udenoms-ægteskabelige forhold. Og ved ikke at kunne aflægge fuldstændig regnskab for de mange penge, som vi disciple giver som donationer. F.eks. blev mange penge brugt til indkøb af dyre BMWer, som hans børn kørte rundt i. Personlig har jeg i hvert fald lagt syv millioner kr. i sektens kasse, som måske ikke er blevet brugt på det egentlige formål: At hverve nye medlemmer til bevægelsen.

Racistisk
Jeg fandt også ud af, at Moon havde nogen meget racistiske tanker, som jeg ikke kunne gå ind for.

Samtidig fjernede jeg mig på det åndelige plan mere og mere fra sekten. Jeg indså, at budskabet var alt for firkantet - at sekten bare var en slags parasit på kristendommen. Bl.a. ved at læse Søren Kierkegaard gik det op for mig, at det, jeg tidligere havde opfattet som kristendommens svaghed, det modsætningsfyldte og paradoksale, var hele forudsætningenfor at opleve skønheden i tilværelsen.

Arrogante
Det stod pludselig klart for mig: At de mennesker af Moons type, som kun har enkle og logiske forklaringer på livet, i virkeligheden er utrolig arrogante.

Da jeg kom hjem og sagde til min kone, at Moon var korrupt, og at jeg ville skilles fra hende, hvis hun ikke ville bryde med ham ligesom mig, svarede hun: »Dit fjols! Det har jeg vidst længe før dig«. Kvinder har tit en skarpere intuition over for den slags«.

»Opfatter du i dag Moon som en direkte syg person?«

»Nej. Hverken syg eller psykopatisk. Men som en mand, der ikke har indset, han er en synder. Ved at identificere sig selv med Gud - at betragte sig selv som helt igennem fuldkommen - går han Satans ærinde. Han er en så afgjort en af Satans disciple!«

»Hvad kan du bruge din Moon-fortid til i folkekirken?«

»Jeg tør godt betegne mig selv som ekspert i sekter - i deres måde at operere på. Den viden vil jeg meget gerne gøre brug af som præst. F.eks. i form af foredrag. Når jeg møder unge, som er på vej ind de nyreligiøse bebvægelser, vil jeg også kunne lytte med større forståelse og tage dem alvorligt. Ikke forsøge at latterliggøre eller karrikere dem. Jeg vil kunne give dem et så reelt grundlag som muligt for at tage den vigtige beslutning.

Skrækbilleder
Omverden kan have et meget fortegnet billede af sådan en sekt.

Jeg havde selv meget svært ved at genkende mig selv og de andre medlemmer i de skrækbilleder, som for nogen år siden fremkom i pressen af Moon-bevægelsen.

Der var forældre, som hyrede professionelle kidnappere til at befri deres børn fra sekten, men det blev så nærmest til, at det var os i sekten, som havde kidnappet dem.

Den misopfattelse fik os bare til at rykke tættere sammen. Måske derfor endte jeg med at blive så længe i sekten«.

»Kan du ærligt afvise, at du har lokket eller presset unge ind i sekten?«

Frie valg
»Jeg har med garanti aldrig brugt nogen form for pression - og mindst af alt noget, som kunne minde om vold.

Jeg har holdt en masse foredrag, sunget en masse salmer. Alle, vi har mødt, har haft deres eget, frie valg«, siger Martin Herbst, der i sin tid tid gik ud af gymnasiet og droppede en lovende sportskarriere for at følge den koreanske »Messias«.

»Jeg var fem gange danmarksmester i billard og ville givetvis være endt som verdensmester, hvis jeg var fortsat. Men via en gymnasie-kammerat fik jeg kontakt med sekten og flyttede ind hos dem i centret på Gl. Kongevej.

Til min far sagde jeg i bedste Frans Asissi-stil: »Jeg vil ikke have noget med dine penge og din virksomhed at gøre!«

Hans evt. drøm om, at jeg en dag kunne være med på hans maskinfabnrik, faldt dermed til jorden. Da jeg fortalte ham om min Moon-tilknytning, røg han direkte på hospitalet med blødende mavesår«.

Nu, hvor Moon er fortid, har Martin Herbst imidlertid en lille drøm om at finde billard-køen frem igen:

»Som præst vil jeg foreslå, at der bliver plads til et billardbord i menigheds-lokalerne. Så vil jeg vise, at en præst ikke altid kun behøver at tale om Gud, men sagtens samtidig kan lære nogen af konfirmanderne eller andre i menigheden at spille et godt slag billard. En ting er Guds ord - og det er det væsentlige. Men der er også vigtigt, at vi kan have det godt sammen som mennesker!«