Danmarks ældste dagblad skifter til tabloidformat. 28. august er det slut med "tanten" i stort format.

Det er slut med at sprede den berygtede søndagsberlinger ud over hele morgenbordet. Efter sommerferien vil Berlingske Tidende i god ro og orden kunne ligge side om side med morgenkrydder og kaffekop. 28. august skifter Danmarks ældste dagblad nemlig format til den mere handy og moderne tabloidstørrelse.

Berlingske Tidende er den første af de store danske morgenaviser, der tager dette skridt. Dermed følger avisen trenden i den internationale avisbranche, hvor kendte aviser som The Times, The Independent, The Guardian, den europæiske udgave af Wall Street Journal, Svenska Dagbladet og Norske Aftenposten, også er gået over til tabloid. Det samme er danske aviser som Information, Jyske Vestkysten og Sjællandske Dagblade.

/ritzau/