Benedikte Kiær blev mor første gang som 46-årig. Forud var gået otte år med forgæves fertilitetsbehandlinger, spontane aborter og opslidende år i kø til at adoptere

Karrieren kørte på skinner for Benedikte Kiær. En ministerpost i bagagen, siddende som en af landets få kvindelige borgmestre, og med kærligheden i fuldt flor på hjemmefronten, burde hun være lykkelig, da graviditetstesten viste de længe ønskede to streger.

Men så enkel er lykken vel sjældent. For bag testen lå mange år med den ene nedtur efter den anden i jagten på drømmen om at blive mor. En drøm, der til tider virkede helt uopnåelig, som årene gik.

»Jeg havde ikke lyst til at gå ud og købe børnetøj og alt sådan noget forberedelseshalløj. Det var nærmest først, da jeg var højgravid, at vi begyndte at gå ind i det univers.«

I otte år havde Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør og tidligere socialminister for De Konservative, forsøgt at blive forælder sammen med sin mand Lars Dam. Efter så mange år med utallige fertilitetsbehandlinger og en lille håndfuld spontane aborter var graviditetstest svære at tro på.

»Vi turde bare ikke være glade.«

De var gravide. Igen-igen. Og både test og læger insisterede på, at det var ganske sandt, at der endelig var en lillebror eller -søster på vej til Lars’ søn Simon.

Men når man i så mange år har kæmpet for at blive forældre, er det ret normalt, at man har svært ved at tro på, at det er sandt. At der virkelig vokser et lille menneske i maven. Tro på, at det bliver netop denne gang, at man får lov at stå med et nyfødt barn i armene.

8,2 procent af børn født herhjemme i 2015 blev ifølge Sundhedsdatastyrelsen undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling. Fertilitetsbehandling er en indbringende millionindustri.

Men herhjemme ender kun hver syvende påbegyndte fertilitetsbehandling med en graviditet, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Nogle opgiver drømmen. Andre søger mod udlandet, hvor lovgivningen ikke er helt så stram som i Danmark, og andre muligheder derfor er åbne. BT sætter i denne serie fokus på nogle af menneskene bag disse tal.

Fra lyserød sky til kulkælder

Allerede det første år, Benedikte Kiær og Lars Dam var sammen, blev hun gravid.

»Vi var helt oppe i de lyserøde skyer. Vi opdagede det på en ferie, det var jo bare helt fantastisk. Og så en uge efter, vi kom hjem ...«

Med hånden viser hun et brat styrt. Fra lyserød sky til kulkælder.

»Så kom blodet.«

Og skuffelsen over den knuste drøm slår hårdt. Hver gang.

»Man bliver jo slået helt ud af kurs.«

Den sidste graviditet var anderledes.

De andre gange, Benedikte Kiær havde været gravid, stank to dage gammelt blomstervand pludselig frygteligt. Et stensikkert første tegn på, at hun var gravid. Igen. Men hver gang mistede de fosteret inden den første scanning. Og hver gang blev der slået en lille flig af troen på, at drømmen om et fælles barn nogensinde ville blive opfyldt.

Dejlig duft af blomstervand

Da hun ventede Lauge, duftede blomstervandet pludselig dejligt.

»Det var et godt tegn, tænkte jeg.«

Alligevel var det svært helt at tro på det. På miraklet. Så de holdt graviditeten for sig selv. Det var der jo ingen grund til at fortælle. Glæden mærkede de først efter mange måneder – de var jo så vant til at miste barnet. Og Lauge troede de også, de var tæt på at miste, ligesom de var begyndt at tro på, at det hele nok skulle gå.

»Der var en blødning. Vi blev virkelig bange. Da var vi 3,5 måneder, næsten fire måneder, henne.«

Men Lauge blev og voksede sig større uge for uge. En veninde slog i bordet og insisterede: ’Nu skal du altså til at begynde at glæde dig!’. Og langsomt kom troen på, at netop denne graviditet ville ende godt.

»Men vi turde bare ikke. Vi blev først glade og turde håbe på noget, da vi ramte den dag, hvor man siger, man kan prøve at holde liv i dem.«

Den dag er omkring 24. uge. Altså, da hun var godt fem måneder henne og dermed mere end halvvejs gennem graviditeten.

Måtte forsvare familielivet

»Vi turde ikke tage hænderne over hovedet og sige, ’den er der nu’.«

Hun var omkring 14 uger henne, og den voksende mave blev mere og mere svær at skjule. Og som borgmester er en graviditet ikke en sød hemmelighed, man sådan bare kan få lov at gå og putte med, indtil man selv er klar til at dele den med omverdenen.

Fordi det var så svært at tro på, at hun netop denne gang ville fuldføre graviditeten, var det ekstra frustrerende at blive tvunget til at afsløre graviditeten offentligt. Endda inden hun og manden havde nået at få fortalt nyheden til hele familien og alle vennerne. Graviditeten skabte politisk røre, der gav genlyd i landsdækkende medier, da en redaktør for en avis håbede, at Benedikte Kiær både kunne være borgmester og nybagt forælder.

Men det er langtfra første gang, Benedikte Kiær har skullet forsvare sit familieliv. Tidligere var det fraværet af børn, der blev fremstillet som problematisk. Som socialminister fik hun skudt i skoen fra en kvindelig politisk modstander, at hun som barnløs ikke kunne udtale sig om, hvad der foregik på daginstitutionsområdet.

»Det, at vi var ufrivilligt barnløse, er jo sådan set ikke noget, vi syntes var særligt rart på nogen måde, for vi ville gerne være flere – det er jo en kæmpe sorg og en kæmpe frustration. Heldigvis har Lars jo Simon, som vi har haft glæde af hver anden uge. Og Simon ville gerne have en lillebror – det bestilte han jo, da jeg kom ind i hans liv, da han var seks år,« fortæller Benedikte Kiær, der har siddet i ministerbilen og taget hormonindsprøjtninger, fordi hun var i fertilitetsbehandling.

Ligesom alle mulige andre, der står i den situation, var det ganske frustrerende ikke at kunne blive gravid, ikke at kunne fastholde graviditeten og føde et levende barn.

Det er ikke uden grund, at mange par ender med at gå fra hinanden efter opslidende år med det psykiske og fysiske pres, det er at gå gennem fertilitetsbehandlinger med hormonindsprøjtninger, lægetjek og skuffede drømme.

Men for Benedikte Kiær og Lars Dam blev parforholdet stærkere af modgangen.

Mens hun var god til at slå sig selv i hovedet med bebrejdelser: ’Er det noget, jeg har gjort’, var han god til at trække i den modsatte retning: ’Lad være med at slå dig selv oven i hovedet – det er ikke nogens skyld. Punktum.’

Godkendt til adoption

I tiden som socialminister skiftede hun hormonindsprøjtninger ud med psykologsamtaler og familiekurser, da hun og ægtemanden efter flere år med skuffende fertilitetsbehandlinger besluttede at adoptere.

»Mange tror, at der bare kommer et barn: ’Der er jo masser af børn’, har jeg ofte hørt. Men sådan er det bare ikke. Det er et område fuldt af fordomme. Der er rigtig mange regler, man skal følge.«

Før man kan blive godkendt som adoptivforældre, skal man blandt andet vurderes af en psykolog.

»Man står jo der med hatten i hånden og bliver målt og vejet.«

Benedikte Kiær og Lars Dam blev godkendt. Erklæret egnede til at adoptere. Som for alle andre efter en lang og ’urimelig’ proces, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved alt.

Adoptionskøen er blevet så lang i Danmark, at det er mere normalt end usædvanligt at vente i fem eller flere år på et barn. Sidste år blev der ifølge adoptionsnævnet blot adopteret 84 udenlandske børn til Danmark – det laveste antal i ti år. I 2006 var det 448 børn.

Et allersidste forsøg

Mens man tålmodigt venter på adoptivbarnet, er det ikke tilladt også at være i fertilitetsbehandling. Alligevel besluttede Benedikte Kiær og Lars Dam sig for endnu en runde fertilitetsbehandling. Sidste forsøg.

»Da vi havde stået i kø i rigtig lang tid, rigtig mange år, prøvede vi igen, for det her var omsonst.«

Det var sidste chance for selv at bære deres fælles barn. For kort efter ramte Benedikte Kiær aldersgrænsen for at kunne modtage fertilitetsbehandling i Danmark, 46 år.

»Vi havde enormt svært ved at tale om en stopdato. Det blev jo også lige pludselig en del af ens liv at være i det der. Så længe der var mulighed for det, ville jeg prøve.«

Da mulighederne for at prøve var ved at rinde ud, lykkedes det. Sidste chance, og Benedikte Kiær blev gravid. Sønnen Lauge blev født ni dage før termin.

Har du altid villet være mor?

»Altid,« svarer hun prompte.

»Jeg har også gerne villet have mange børn. The more, the merrier. For jeg er vokset op i en stor familie: Min far har syv børn, og min fars tvillingebror har fem børn. Alle mine søskende har også børn – alt fra to til fire – så min far havde 19 børnebørn, og Lauge blev nummer 20.«

Hun taler om undfangelsen, og at der kommer et barn ud af det som et mirakel. Et mirakel, som hun kun får lov at opleve den ene gang, det blev til Lauge.

»Det er jo helt fantastisk, når det så lykkes. Og så, at det lige er ham – det er jo også helt vildt. Fantastiske Lauge,« siger hun med en stemme så blød af kærlighed, at der helt automatisk følger et stort smil med.

Hun griber ud efter mobiltelefonen på bordet og viser et billede af en lige så storsmilende blond dreng: fantastiske Lauge.