Bendt Bendtsens højre hånd har selv fået tre betalte jagter i 2005 til 2007 af Danmarks største private skovejer, Hedeselskabet.

B.T. har fået aktindsigt i en opgørelse over de jagter, som departmentschef Michael Dithmer i Økonomi- og Erhvervsministeriet selv har taget imod i Bendt Bendtsens ministertid. Det var nemlig Michael Dithmer, der som øverste embedsmand i ministeriet havde til opgave at gribe ind over for Bendt Bendtsen, hvis han modtog ulovlige gaver og ture.

Men Michael Dithmer tog selv for sig af jagtgaverne, viser svaret fra ministeriet.

Med på rævejagt
- Departementchefen har deltaget i tre rævejagter på Kongenshus Mindehus, Viborg, inviteret af Hedeselskabet. I rævejagterne deltog departementschefen sammen med ministeren. Herudover deltog blandt andet erhvervsfolk, skriver ministeriet, der understreger, at Michael Dithmer selv sørgede for transporten til Viborg.

I næste uge vil Folketingets Ombudsmand tage stilling til, om han vil indlede en undersøgelse af de 23 jagtture og 25 golfture, som Bendt Bendtsen modtog fra store danske virksomheder i sin ministertid. Det er nemlig ulovligt for både ministre og embedsmænd at modtage andet end lejlighedsgaver som en flaske vin til en fødselsdag, viser vejledningen fra Personalestyrelsen.

Hel gal i ministeriet
- Efter det her må ombudsmanden jo lave en undersøgelse. Det viser jo, at den er helt gal i ministeriet. Før var Michael Dithmer medskyldig, fordi han ikke greb ind. Nu viser det sig, at han aktivt deltog i at overtræde reglerne ved at tage på jagter med Bendt Bendtsen. Man kan jo spørge, hvad der ellers er sket i ministeriet, siger Tim Knudsen, der er professor i offentlig forvaltning på Københavns Universitet.

Michael Dithmer ønskede i går ikke at kommentere sagen.