Nye tal fra Danmarks Statistiks opgørelse over boligpriserne for januar måned viser en generel bedring af boligmarkedet. Men det er en sandhed med modifikationer på grund af de store regionale forskelle på boligpriserne i landet.

- Overordnet set ser det bedre ud på boligmarkedet. Det ser ud til at være stabile priser, når det gælder villaer, men stigende priser når det gælder ejerlejligheder. Det må betegnes som en ganske god start på det nye år for et ellers hårdt prøvet boligmarked, siger cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Lone Kjærgaard.

De nye tal fortæller imidlertid ikke noget om den positive udviklings fordeling på de forskellige landsdele, ligesom forskellen på land og by heller ikke indgår.

Et storbyfænomen

Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank fortæller, at når den geografiske fordeling kommer, vil den formentlig vise, at fremgangen hovedsageligt sker i de større byer. Og Troels Theill Eriksen, som er cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening, bakker op om den formodning.

- Der har været den tendens, at det i høj grad er i storbyerne, at der har været flest handler, og hvor priserne er steget mest. Der er en forskel på, hvor i landet man er. Det er i høj grad ejerlejligheder i København, der har haft den største fremgang, men noget anderledes ser det ud på for eksempel Vestsjælland, Sydsjælland og Vestjylland, siger Troels Theil Eriksen.

Og hos Danske Bank er man fortsat forbeholden i forhold til at tale om en generel fremgang på boligmarkedet. Det skyldes de store forskelle i prisniveauet og antal bolighandler mellem storbyerne og provinsen.

- Selvom huspriserne er stort set stabile, så er det efter vores vurdering fortsat for tidligt at konkludere, at boligmarkedet generelt set er vendt. Huspriserne stiger fortsat mindre end den generelle inflation. Dertil kommer, at der fortsat er store regionale forskelle, hvorfor huspriserne fortsat falder i store dele af landet, skriver Steen Bocian, som er cheføkonom i Danske Bank, her til morgen i en kommentar til de nye tal.