Hun var et voksent menneske, som altid var der for min søster og mig, men langsomt forandrede hun sig. Alzheimer var min farmors modstander, og en lørdag i september forsvandt hun ud i det blå.
BT-journalist Charlotte Bo Qvist fortæller her sin personlige historie om at miste en bedsteforælder til demens, inden hun forsvandt helt.
Opret abonnement på PLUS og læs hele den gribende, personlige historie om at få en pludselig og uventet besked og tackle alle de følelser, der følger med. Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. måned er gratis - herefter kun 29 kr. pr. måned uden binding.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Det her er en personlig historie om at få en pludselig og uventet besked. Om at tackle det virvar af følelser, der fulgte i kølvandet af, at min farmor forlod sit hjem, som hun i 54 år havde delt med min farfar. Den 20. september i fjor forsvandt hun ud i det blå.
Det var en tidlig lørdag eftermiddag, og min farfar sad, som han ofte gjorde, i stuen og så tv i det et-plans hus i grå mursten med kælder, han selv byggede for godt 60 år siden, og som siden var rammen om det liv, de levede på Humlemarksvej i Brøndbyvester.
I mine bedsteforældres lille vinkelstue var der ikke plads til meget. Der har altid stået den mørkegrønne stofsofa og de to lænestole i læder - den ene farmors og den anden farfars, hvor de altid faldt i søvn, mens de så tv. Og opad den ene væg en brun reol, hvor min farmors små porcelænsfigurer sirligt er placeret. Foruden de mange billeder af os alle sammen og de tørrede dunhammere, der står i hjørnet, som jeg altid har fået besked på ikke at røre.
Min 80-årige farfar var uddannet finmekaniker, og min 79-årige farmor var kontorassistent, men havde været hjemmegående, siden hun var i midt 50’erne, hvor lysten til at arbejde pludselig forsvandt. Livet var stille på Humlemarksvej de sidste år. Lidt gang i haven, fjernsyn og besøg fra familien.
Derfor var der heller intet usædvanligt ved den lørdag i september, hvor min farfar sad og så tv. Min farmor trissede lidt rundt for sig selv, men han lagde alligevel godt mærke til, at hun gik ned i kælderen ad den smalle trappe i entréen. Siden blev en dør lukket. Måske ville hun bare ud i den have, som hun engang så ivrigt passede. Hvor hun i mange år havde sine jordbær og mange blomster, og hvor hun brugte utallige timer med min farfar og os andre, når vi kiggede forbi.
Lille og spinkel på kun 160 cm, med briller og mellemlangt brunt hår, som hun holdt tilbage med et sølvspænde i hver side. Da hun gik hjemmefra den dag, havde hun sin marineblå jakke, en knælang nederdel, lyse nylonstrømper og hvide, flade sko på. Sådan som hun så tit var klædt.
Hun var gået ud alene mange gange før, selvom hun kæmpede hårdere og hårdere mod sin alzheimer. En enkelt gang kunne hun ikke finde hjem igen, så hun fik hjælp af en venlig beboer i nabolaget. Men denne gang kunne min farfar hverken spotte hende i den ene eller anden retning på den lange villavej. Hun var væk.
I runde tal forvilder cirka tre demente danskere sig hver dag væk fra deres hjem. Nogle bliver fundet igen i live, nogle bliver fundet døde, og så er der dem, man aldrig finder igen.
Når et menneske forsvinder, river og flår det i alle følelser i en familie. Frygt, håb, glæde, fortvivlelse, sorg.
Onsdag den 25. september 2014, fem dage senere, ringede min telefon. Det var min far:
‘De har fundet farmor.’
Tæt på barndomshjemmet
Min farmor - Ninna Birgit Petersen, var født Hansen. Hun voksede op i Kalundborg med sine forældre og sin meget ældre søster, Ingrid, som gjorde hende til moster som bare 1-årig. Hun levede i en ganske almindelig kernefamilie i den vestsjællandske havneby, indtil hun i en ung alder fik job i København, hvor hun mødte min farfar. De blev gift, da min farmor var 20 år, og min farfar var 21 år. Året var 1955.
Der er ikke mere end fire kilometer fra mit barndomshjem til farmor og farfars hus på Humlemarksvej, så det var altid dem, der fik fornøjelsen af min søster og mig, da vi var små. Særligt når vi var syge - som i sig selv var kedeligt, men der var alligevel en lille fordel i at være væk fra hverdagens normale trummerum, selvom vi skulle spise alt for mange kogte grøntsager, før vi fik kage. Men det lærte vi til gengæld også hurtigt.
Både i kælderen og i garagen var der propfyldt med ting, vi kunne lege med, og mange spil, vi kunne spille på deres store græsplæne om sommeren. Medmindre vi var i den svømmepøl, min farfar så fint havde fået passet ind i det ene hjørne af haven.
Det var også min farmor, der lærte mig, at jeg ikke skulle være bange for bænkebidere - og at jeg ikke måtte bande. Eller det var mig, der fortalte, at hun ikke skulle bande. Og så gav hun mig samme opsang, da jeg blev ældre. Sådan var det vist.
Jeg har også grinet mange gange ad hende, når min farfar bakkede hurtigt ind ad deres lange indkørsel, fordi min søster og jeg syntes, det var sjovt. Det syntes hun så absolut ikke. Ligesom hun altid holdt øje med, hvor hurtigt jeg kørte, da jeg endelig fik kørekort, men først efter lang tid påpegede, at det gik for stærkt.
Alt det bestemte i hende gled dog langsomt ud, efterhånden som sygdommen tog over.
Ringede til død læge
Til sidst kunne hun uproblematisk beskrive sin barndom og tid i Kalundborg, men samtidig ringede hun stadig til en gammel læge, fordi hun havde glemt, at han var død. Ligesom hun viste babybilleder af min søster og sagde, det var min far.
En uge før hun forsvandt, sad vi til min farfars 80 års fødselsdag, og hvert tiende minut fortalte hun mig samme historie om, at hun i sine unge år var den eneste, der turde lave udspring i havet. Man grinede lidt ad det hver gang. Også ad, at min farfar havde været tre timer om at dække bord til sin fødselsdag. Hver gang han havde sat noget på bordet og gik ud i køkkenet for at hente mere, gik min farmor en anden vej ud i køkkenet med det, han netop havde sat frem. Hun ville jo bare hjælpe med at rydde op.
Jeg husker hende som en dame, som havde styr på alt derhjemme. Rengøring, mad, orden og systemer. En typisk farmor fra den tid. Der var altid hjemmebagte kager, når familie eller venner aflagde visit. Og spørger man min farfar, lavede hun verdens bedste pandekager, og min søster og jeg har spist os igennem mange tunge måltider bare for at komme til den jordbærgrød, vi husker hende for.
Til sidst kunne hun ikke engang lave kaffe.
20 timer var lang tid
Der gik et helt døgn, før jeg fik at vide, at hun var væk. Jeg var netop vågnet søndag morgen med tankerne alle andre steder, da min far ringede. Men der var alligevel noget mærkeligt ved det opkald - som om der var sket noget, han ikke ville sige.
Og lidt efter gik det op for mig, at det var tilfældet.
»Jeg vil bare fortælle dig, at farmor gik hjemmefra i går ved 14-tiden. Det er tyve timer siden, og hun er stadig ikke kommet hjem,« sagde han.
Jeg var egentlig rolig til at begynde med, selvom det lyder underligt, men så gik det langsomt op for mig, at 20 timer faktisk var ret lang tid for en 79-årig, som gik dårligt og var dement. Det havde jo sådan set også været nat i mellemtiden. Og så meget tøj havde hun jo heller ikke på.
Før min farmor forlod sit hjem, havde hun i flere uger talt om en fest, der skulle være på plejehjemmet, hvor hun kom tre gange om ugen. Hun glædede sig som et lille barn. Festen var om fredagen, dagen før hun forsvandt, men hun blev syg og kom aldrig af sted.
En bestemt dame
Min farmor var en bestemt dame, så når hun besluttede sig for noget, skulle det ske, og sidst hun havde været på plejehjemmet, havde hun lånt noget tøj, som hun var opsat på at levere tilbage. Det var formentlig derfor, hun gik ud ad døren den lørdag i september.
Som dagene gik, blev frustrationen større.
I begyndelsen ville politiet ikke gøre andet end at optage rapport og efterlyse hende hos Falck, bus- og taxaselskaber og i hjemmeplejen.
»Det er ikke så koldt, at hun er død af kulde,« lød begrundelsen fra politiet.
Derfor kørte mine forældre selv rundt i området for at lede efter hende. Det krævede nemlig en længere, unødvendig kamp og 26 timer, før politiet officielt frigav efterlysningen i medierne.
Selvom hun var dement, og det gik ned ad bakke med de gængse gøremål, kunne hun kortvarigt snildt narre en buschauffør, så måske havde hun taget bussen et sted hen. Hun kendte jo udmærket kvarteret og turen ned til plejehjemmet, hvor hun kom de tre gange om ugen. Politiet ville heller ikke udelukke muligheden for, at hun var søgt ‘hjem’ til Kalundborg.
Eller måske var hun i havnen, for i 15 år havde min farfar og farmor en båd, der lå i Hundige Havn, selvom min farmor aldrig rigtig blev glad for at sejle. Alligevel sejlede de rundt i landet - fra Fyn til Limfjorden. Winna hed den. En fin, lille sammenskrivning af deres navne Willy og Ninna.
Men hun var hverken i Kalundborg eller i de nærliggende havne.
Vi ved dog, at hun i løbet af lørdag eftermiddag var inde hos et firma på vejen Dalager, som ligger i et af landets største industrikvarterer i Brøndbyvester. Hun havde engang været ansat der, havde hun fortalt. Personalet studsede så meget over besøget, at de selv ringede til politiet og fortalte om hendes besøg, da de så efterlysningen. Men min farmor havde ikke arbejdet dér. Hun var formentlig gået forkert. Troede, at det var hendes gamle arbejdsplads.
På en af vejene op til industrikvarteret havde hjemmeplejen også talt med folk, der havde set hende på vejen Hedegrænsen, umiddelbart efter hun gik hjemmefra.
Ikke flere spor
Men derfra stoppede alle spor. Hverken hundepatruljer eller politiets varmesøgende helikopter kunne finde hende.
Missing People, en frivillig organisation, der hjælper med at finde sporløst forsvundne personer, blev koblet på sagen om mandagen. De dannede sig lynhurtigt et billede af hende og etablerede en eftersøgning med det samme, hvor en masse frivillige traskede rundt i lokalområdet for at lede efter hende i haver, skure, kolonihaver, på græsarealer og i vådområder.
Det skulle vise sig, at organisationens fornemmelse af, at hun var tæt på hjemmet, var rigtig. De var kun 100 meter fra hende tirsdag aften.
I sig selv var det en glæde, at min farmor endelig blev efterlyst, fordi politiet nu tog sagen alvorligt - og ikke mindst, at frivillige brugte tid på at lede efter hende. Men det ændrer ikke på den uvirkelige oplevelse af at se hende efterlyst med navn og billede på bl.a. den regionale tv-station. Oplevelsen blev kun værre, når jeg højt spurgte, hvad i alverden hun havde gang i. Og tristessen ramte, da jeg det gik op for mig, at hun ikke svarede.
Jeg følte mig på samme måde rundt på gulvet, da jeg hørte om en person, der var fundet død i Kolding, mens min farmor var forsvundet. Midt i forsøget på at holde overblikket, ramte frygten. For hvad nu hvis hun var søgt til Kalundborg, men ved en fejl havde taget det forkerte tog og var endt i Kolding. Jeg nåede at tjekke mulige ruter til Kolding, inden jeg gav op og indså, at min tankegang var på deroute. Men det var nok grundfølelsen, jeg sad med. Følelsen af frygt og usikkerhed.
Vrede og utålmodighed
Da min far onsdag den 25. september lidt efter klokken 14 ringede til mig, var jeg på arbejde og netop i gang med at kontakte politiet for at få en opdatering på hele situationen.
Efter fem dage var utålmodigheden altoverskyggende. Vreden over politiets - til at begynde med - nonchalante tilgang og frygten for, at der virkelig var sket noget forfærdeligt, gjorde det tæt på umuligt at koncentrere sig om andet.
Opkaldet var hjerteskærende nyt.
Klokken 11.30 havde en gartner fundet hende død kun to kilometer væk hjemmefra. Det var i industrikvarteret på en firmagrund lige op ad en afkørsel på Holbækmotorvejen. Hun lå mellem trådhegnet og skråningen på en græsforhøjning.
Som om hun sov, har medarbejdere i firmaet efterfølgende fortalt os. Og med sig i sin blåspraglede og sorte stoftaske havde hun tøjet, hun havde lånt på plejehjemmet.
Min farfar var to kilometer væk, og mine forældre fire. Alligevel blev hjemmeplejen bedt om at identificere liget, ligesom det var dem, der informerede min farfar om fundet i første omgang. Politiet bekræftede det først, da min far kontaktede dem.
Det var urimeligt, at hun skulle dø på den måde. Forsvinde sporløst, så ingen så eller hørte fra hende i fem døgn. Dement, alene og 79 år gammel.
Aede hende på kinden
Mange af os ønsker at forlade jorden på fredelig vis. Lukke øjnene og sove roligt ind. Og det er som pårørende også en nemmere måde at sige farvel på.
Sidste gang jeg så min farmor, var torsdag den 26. september 2014 på Retsmedicinsk Institut. Da retsmedicineren beredte os på, hvad vi skulle til at se, var sanserne på overarbejde. Og der lugtede af kød. Men det var alligevel en anelse andægtigt, da han stilfærdigt åbnede døren ind til den stue, der stod ‘præst’ på.
Dér lå hun. For enden af et tomt, aflangt lokale på en briks, og hun var pakket ind i hvide tæpper, så kun hendes ansigt kunne ses.
Jeg kunne underligt nok slutte fred med alt det forfærdelige, hvis bare jeg kunne se, at hun var faldet, havde slået hovedet og var død hurtigt. Men det var der intet, der tydede på.
Min farfar udbrød med det samme, at det var hende. Og så aede han hende på kinden. Hun lignede sig selv, men havde vådt hår og var iskold.
Det syn glemmer jeg aldrig.
Cirka 15 demente forsvinder hvert år og bliver senere fundet døde. Medierne har gang på gang efterlysninger fra politiet, som vidner om, at det går galt, når de går hjemmefra på egen hånd.
Det vurderes, at 90.000 lever med demenssygdomme i Danmark - heraf cirka halvdelen med Alzheimer som min farmor - men antallet stiger støt hele tiden.
Gps til demente
Alzheimerforeningen, Ældre Sagen og sygehusene har mange gange forsøgt at gøre politikere opmærksomme på det store problem. De mener, en gps-løsning skal være tilgængelig, så man kan finde finde folk igen, hvis uheldet er ude. Siden 2010 har kommunerne haft mulighed for at udstyre demente med en gps, f.eks. hvis de bor på et plejehjem. Men der er ikke nødvendigvis samme hjælp til demente, som bor hjemme, som min farmor gjorde.
Diskussionen går på, om man har ret til at overvåge mennesker mod deres vilje - om det er etisk korrekt. Samtidig kan man så fundere over, om det er retfærdigt, at en dement, som ikke selv kan gøre for det, skal dø alene og bange på en industrigrund i sin egen baghave, fordi det at finde hjem er umuligt.
Opløst i tårer
Fredag den 3. oktober blev min farmor begravet i den gamle kirke i Brøndbyvester. Vi var kun få til begravelsen, og jeg husker den hvide kiste stå foran alteret og alle blomsterne, der omkransede låget. Det var den første begravelse, jeg i mit liv havde været til, men jeg forbandt dagen med alt andet end et stille farvel, som andre havde talt om. Nok var omgivelserne og traditionerne smukke, men frustrationen og uvisheden plagede fortsat i et væk.
Derfor husker jeg desværre ikke så meget andet fra den dag, end at præsten fortalte anekdoten om (pointerede, hvor glad min farfar var for) min farmors pandekager. Resten er væk. Under hele begravelsen sad jeg lige bag min farfar, som var opløst i tårer. Jeg brugte al min energi på at holde mig nogenlunde fattet, fordi jeg skulle bære kisten ud til rustvognen, men det var umuligt. Stemningen var ikke til det smukke og stilfærdige farvel, den var snarere bundulykkelig. Det var en trist dag, en trist periode, og det vil det altid være.
Det plager mig mest, at jeg husker hende som dement - at jeg skal anstrenge mig for at huske hende, som hun var, da hun ikke var syg. De sidste tre år af hendes liv måtte vi erkende, at hun forsvandt mere og mere ind i sig selv. Selvom hun stadig var glad og snakkesalig, huskede hun dårligt, og kort inden hun forsvandt, handlede samtalerne næsten kun om tiden for år tilbage. Hvilket måske var derfor, hendes liv sluttede i nærheden af det firma, hun arbejdede for i en årrække for 25 år siden.
Hvad der præcis skete i de dage, eller hvordan hun døde, får vi aldrig svar på.
