Den forsvundne direktør Stein Bagger var ikke sart, når han valgte samarbejdspartnere til IT Factory. Narkodømt Hells Angels-rocker og medlemmer af svensk gangstermiljø var med i den forsvundne it-direktør Stein Baggers omgangskreds.

En narkodømt Hells Angels-rocker blev ansat som sikkerhedskonsulent i firmaet i Gentofte, og Stein Bagger indledte et tæt samarbejde med svenske gangstere fra 'Uppsala-mafiaen'.

De stod for tre år bag en gigantisk international skandale med en ny spillekonsol, Gizmondo, hvor 1,6 mia. kr. forsvandt op i den blå luft.

Stein Bagger præsenterede Carl Freer, 38, og Per Mikael Ljungman, 45, som IT Factorys nære samarbejdspartnere i flere store projekter.

Carl Freer stod sammen med gangsteren 'Tykke Steffe', Stefan Eriksson, 46, bag Gizmondo-skandalen, hvor banker og aktionærer blev tørret helt rene, mens svenskerne førte sig frem som verdensmænd. Måske blev Stein Bagger inspireret af sine svenske venners evne til at vride hundredevis af millioner ud af et projekt, som stort set kun var varm luft.

Gizmondo blev lanceret som en fantastisk bærbar spillekonsol, som skulle slå Nintendo og Sony af banen. Men det lykkedes firmaet at tabe mere end fem mio. om dagen. Og de påståede 500.000 kunder, der havde forudbestilt Gizmondo, var nærmere kun 50.

Fup for mange millioner
I februar 2006 gik Gizmondo konkurs, og svenskerne benægtede, at der var foregået noget som helst kriminelt.

Hele topledelsen i Gizmondo Europe var ellers folk fra 'Uppsala-mafiaen', der i 1990erne stod bag en række opsigtsvækkende forbrydelser i Sverige, bl.a. forsøget på at fuppe bankgiro-centralen for 22 mio. kr. Stefan Eriksson fik domme på 10 år og seks måneder. Sagens hovedvidne blev udsat for to bombe-attentater. Også Gizmondos sikkerhedschef, Johan Enander, 49, havde en stribe domme for vold, røveri og afpresning bag sig.

Stein Baggers anden samarbejdspartner, Per Mikael Ljungman, udførte også opgaver for Gizmondo gennem et af sine firmaer.

Han blev 19. februar sidste år idømt to års fængsel ved Stockholms Tingsrätt for regnskabsfup og skattesvindel og frakendt retten til at drive virksomhed i fem år, men det forhindrede ikke Stein Bagger i at engagere Per Mikael Ljungman til at arbejde for IT Factory. Tidligere var svenskeren idømt to et halvt års fængsel for bedrageri og brandstiftelse.

Forsvarer samarbejde
Stein Bagger har forsvaret samarbejdet med svenskerne:

- Vi bruger ikke så meget energi på at finde ud af, om en ansat eller én i en ejerkreds har været involveret i noget. Det, der er interessant for os, er, at de betaler deres regninger, sagde Stein Bagger til Computerworld.dk.

Direktøren kunne ellers med få klik på internettet have afsløret svenskernes kulørte fortid:

Svenskerne vakte opsigt i millionær-forstaden Bel-Air i Los Angeles, hvor politiet ransagede Carl Freers villa til 60 mio. kr. og fandt 12 rifler og fire pistoler, efter at han havde udgivet sig som politimand for at købe en Magnum-revolver.

Stefan Eriksson smadrede den ene af sine to Ferrarier, da han kørte spritkørsel i Malibu med 200 km/t. Bilen blev revet midt over, men svenskeren slap mirakuløst med en blodig læbe.

Carl Freer og Stefan Eriksson var flyttet til USA for at lancere Gizmondo dér, men konkursen viste, at firmaet bl.a. havde finansieret deres livstil med kostbare biler, væddeløbsheste, juvéler og ure.