Som lille flygtede Vi Hyttel til Danmark – alene. Siden har hun haft svært ved at tro på, at folk vil hende. Først i dag har hun lært at tro på kærligheden.

Meningen var, at Vi Hyttel og hendes fætter skulle til Canada, hvor hendes mostre boede, men da der kom et dansk skib, takkede Vi Hyttels fætter ja, og de tog af sted mod Danmark. I Kastrup stod Dansk Flygtningehjælp klar til at tage imod de vietnamesiske bådflygtninge, der blev fløjet til Aalborg og kørt videre til Hjørring, hvor de blev indkvarteret på en vej med gule rækkehuse.

Alt var anderledes. Lydene, lugtene og maden. De friske forårsruller, den stærke karry, hvidløget og chilifrugterne i wokken var afløst af blege kogte kartofler og tyk, brun sovs. Tonerne i radioen klingede ikke som den velkendte karaoke, og der var et helt nyt sprog at lære. Vi Hyttel følte sig som ’Palle alene i verden’.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Vi Hyttel. Hør om hendes fantastiske livsrejse, som begyndte i Vietnams snavsede gader, og nu er endt med et liv som tøjdesigner i Danmark. Her er hele hendes fantastiske historie, som har vendt hendes liv 180 grader ...

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Som lille flygtede Vi Hyttel til Danmark – alene. Siden har hun haft svært ved at tro på, at folk vil hende. Først i dag har hun lært at tro på kærligheden.

Det var mørk nat.

Vi Hyttel blev vækket af sin mor, som sagde: ’Nu begynder eventyret for dig’.

Men det var alt andet end et eventyr, der ventede den lille pige.

Vietnamesiske Vi Hyttel var fem år, da hun kom til Danmark uden sin mor og far – en oplevelse, der har sat sig dybe spor hos den i dag 37-årige kvinde.

Nogle dage før den skæbnesvangre nat havde moderen og den lille pige været på det lokale marked, hvor Vi Hyttel havde fået lov til at vælge præcis det tøj, hun bedst kunne lide. Bagefter gik de i parken, hvor hun fik en kæmpe is.

Søvndrukken og forvirret fik hun nu – midt om natten – det nye tøj på. Moderen fulgte hende ned til havnen, hvor en fætter, som hun ikke kendte, ventede på dem. Han var militærnægter og skulle ud af Vietnam.

Vi skulle med. Det var det eneste, hun vidste.

Artiklen fortsætter under billedet

»Min mor sagde farvel. Bukkede sig ned og aede mig over håret. Jeg husker hverken tårer, knus eller kys, men børn kan mærke, hvad de voksne føler. Stemningen var trykket, og jeg begyndte at græde. Min fætter var bange for at blive opdaget og løftede mig hurtigt ned i båden. Jeg gjorde modstand, ville ikke med og forsøgte at vriste mig fri, men han holdt mig fast. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, jeg vidste kun, at det var mørkt og uhyggeligt, og at jeg var på vej ned i en lille båd med rigtig mange mennesker,« mindes Vi Hyttel.

De sad tæt i den lille båd. Vi Hyttel formåede at falde i søvn, men vågnede ved, at båden gyngede voldsomt. Da hun kørte hånden gennem sit hår, var det fyldt med slim og opkast – en fæl lugt omgav hende.

»Det hele var så uvirkeligt, at jeg skreg. Jeg var omgivet af fremmede og kunne ikke se min fætter. Efter nogle dage kom vi til en flygtningelejr i Singapore. Jeg husker usikkerheden og manglen på trøst. En af de første kvinder, jeg mødte, havde børn. Hende klamrede jeg mig til og endte med at kalde hende mor. Jeg havde så meget brug for tryghed. Min fætter var ikke mere end 18-19 år og kunne ikke udfylde det behov,« siger hun.

Tilfældet Danmark

Meningen var, at Vi Hyttel og hendes fætter skulle til Canada, hvor hendes mostre boede, men da der kom et dansk skib, takkede Vi Hyttels fætter ja, og de tog af sted mod Danmark. I Kastrup stod Dansk Flygtningehjælp klar til at tage imod de vietnamesiske bådflygtninge, der blev fløjet til Aalborg og kørt videre til Hjørring, hvor de blev indkvarteret på en vej med gule rækkehuse.

Alt var anderledes. Lydene, lugtene og maden. De friske forårsruller, den stærke karry, hvidløget og chilifrugterne i wokken var afløst af blege kogte kartofler og tyk, brun sovs. Tonerne i radioen klingede ikke som den velkendte karaoke, og der var et helt nyt sprog at lære. Vi Hyttel følte sig som ’Palle alene i verden’.

Som fem-årig blev Vi Hyttel sammen med en ukendt fætter sendt til Danmark som flygtning fra Vietnam. I dag driver hun virksomheden Thi Thao, som forhandler hendes eget klassiske design. Nu donerer Vi Hyttel 100 stykker designertøj, hvor overskuddet går ubeskåret til at hjælpe børn på flugt. Foto Ida Guldbæk Arentsen
Som fem-årig blev Vi Hyttel sammen med en ukendt fætter sendt til Danmark som flygtning fra Vietnam. I dag driver hun virksomheden Thi Thao, som forhandler hendes eget klassiske design. Nu donerer Vi Hyttel 100 stykker designertøj, hvor overskuddet går ubeskåret til at hjælpe børn på flugt. Foto Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Som en del af integrationsprogrammet fik hun og fætteren tildelt en dansk kontaktfamilie – et ungt ægtepar, Helle og Jan, som ikke selv havde børn.

»Helle var meget omsorgsfuld og kvalte mig nærmest i kærlighed. Jeg var en lille pige, der havde desperat brug for tryghed, så jeg tog bare imod og kaldte også hende mor,« fortæller Vi Hyttel, der kort efter kom i kontakt med endnu en dansk familie.

Kirsten og Asbjørn, der var indremissionske, havde fem børn og deres eget bageri. De var også kontaktfamilie, og Vi Hyttel og hendes fætter blev inviteret på besøg. Skæbnen ville, at hendes fætter og Kirsten og Asbjørns datter Ulla blev forelskede og gift året efter, men Kirsten og Asbjørn syntes ikke, at det unge nygifte par skulle have en lille pige boende. Derfor endte de med selv at tage Vi Hyttel i pleje.

Mor nr. fire

»Kirsten blev ’min mor’ nummer fire, og der var efterhånden lidt for mange mødre i mit liv. Jeg manglede stabilitet og savnede desperat en forklaring på alt det, der var sket. Jeg tumlede rigtig meget med – at jeg simpelthen ikke fattede en brik.«

Selv om der var mennesker omkring hende, er hun vokset op med savn og en forfærdelig ensomhed. Hun havde svært ved at tro på, at folk virkelig ville hende, og reagerede ved at teste sine forældre. Vi Hyttel lod sine frustrationer få frit løb, råbte ad sin mor Kirsten, og når de blev uvenner sagde hun til hende: ’Bare vent til min rigtige mor kommer.’

Hun gjorde alt for at skubbe forældrene væk og fantaserede om, at hendes biologiske mor kom og hentede hende. Om at hun ikke havde sat Vi på den båd og sagt farvel.

»Selv om jeg har haft tag over hovedet, har jeg virkelig følt mig hjemløs. Jeg har båret på et savn, som ikke kunne fyldes ud. I dag er jeg ikke i tvivl om, at Kirsten og Asbjørn elskede mig, men et barn, der er blevet svigtet, higer efter bekræftelse, og jeg lagde mærke til alt muligt.«

Der var f.eks. fem billeder på væggen af de fem biologiske børn, men ikke et af Vi Hyttel. Hun hæftede sig også ved særlige formuleringer. Som når familien tog til møder i Indre Mission, og forældrene eksempelvis sagde: ’Vi har fem børn, og så har vi Vi’. Hun følte sig ikke som en del af børneflokken.

Legen blev et helle

Vi Hyttel tumlede meget med, hvem hun egentlig var. Men når hun legede med sine dukker, flygtede hun ind i en verden, hvor alt var perfekt, her fandt hun en ro, og legen blev et helle for hende. Her var der ingen ubesvarede spørgsmål om hvorfor og hvordan. Brikkerne faldt i hak, når hun tog sine dukker og klædte dem på, eller klædte sig selv ud i et dynebetræk. Dét blev et vendepunkt i hendes liv.

»Dér blev grunden til mit voksenliv som designer lagt. Både mit selvværd og min selvtillid fik et enormt kick, og jeg følte nærmest, at jeg kunne klare hele verden, når jeg havde skabt en flot kjole af sølvpapir eller stofrester. Jeg drømte om, at jeg en dag kunne få lov at klæde prinsesse Diana på. Dengang var hun det hotteste af det hotte. Jeg oplevede, at det at klæde mig på og kreere tøj fjernede smerten og gav mig mere overskud. Flugten ind i modens verden var simpelthen med til at hele mig. Der kunne jeg finde min plads, og dér begyndte jagten på mit mål om at blive designer.«

Tøjdesigner Vi Hyttel kom som 5-årig til Danmark som bådflygtning fra Vietnam uden sine forældre. I dag driver hun virksomheden Thi Thao, som forhandler hendes eget klassiske og elegante tøjdesign. Hendes tøjmærke Thi Thao donerer 100 stykker designertøj, hvor overskuddet går ubeskåret til at hjælpe børn på flugt.
Tøjdesigner Vi Hyttel kom som 5-årig til Danmark som bådflygtning fra Vietnam uden sine forældre. I dag driver hun virksomheden Thi Thao, som forhandler hendes eget klassiske og elegante tøjdesign. Hendes tøjmærke Thi Thao donerer 100 stykker designertøj, hvor overskuddet går ubeskåret til at hjælpe børn på flugt.
Vis mere

I mellemtiden var hendes biologiske mor og søster kommet til Danmark. Men det havde ikke gjort forvirringen mindre. Igen skulle hun sige farvel – nu til Kirsten og Asbjørn – og flytte sammen med en kvinde, som hun biologisk set var forbundet med, men som havde svigtet hende på den værst tænkelige måde, og som hun overhovedet ikke kendte. Det blev en stort set umulig kamp at få de to verdener til at mødes. Vi Hyttel var blevet teenager og samtidig så dansk, at hun hverken talte sin families sprog eller holdt mund i respekt for de voksne. Hun sagde sin mening, når det passede hende.

Som 14-årig stod hun ’det sværeste sted i sit liv’, da hun spurgte sig selv, hvad hun egentlig gerne ville i livet? Hvad der skulle til, for at hun blev tilfreds?

»Den ene ting, jeg brændende ønskede, var at få min egen biologiske familie, hvor jeg havde en plads og ikke bare var gæst i mit eget hjem. Den anden ting var at arbejde som designer og få min egen virksomhed.«

Når Chanél kan

Allerede i folkeskolen havde en lærer set hendes tegninger og sat hende i forbindelse med Alexandra Skolen i Frederikshavn, der er en skole for skrædderi og konfektion. Her fik hun ros for sine tegninger og sin klassiske stil. Hun blev spurgt, om hun kendte Chanél og tog efterfølgende hjem og læste alt, hvad hun kunne finde om Coco Chanél. Ikke mindst den verdensberømte designers opvækst fangede hendes opmærksomhed. For Coco Chanél boede på et kloster, fra hun var fem, fordi hendes mor døde, og også hun havde måttet klare sig selv.

»Det gav mig jordens fedeste motivation. Og virker stadig, hver gang mit liv er ved at gå i spåner. Så er der en stemme i mit hoved, der siger: ’Rejs dig op, når Chanel kunne, kan du også’,« siger Vi Hyttel.

Med hjælp fra en psykolog har hun fået styr på mange af de svære tanker, hun har tumlet med i årenes løb. Hun har skullet lære at stole på folk.

Hun har altid haft vanvittig svært ved kærlighed. Hun har været sikker på, at det bare var et spørgsmål om tid, før folk igen forsvandt ud af hendes liv. Og hun nåede da også at slå op med sin mand Kasper adskillige gange, inden de nåede dertil, hvor de i dag er gift og har børnene Victor på to år og Eleanor på 11 måneder. For at skåne sig selv for at blive forladt endnu en gang, prøvede hun at komme ham i forkøbet.

»Jeg var så bange for at blive svigtet, men at mærke, at Kasper var urokkelig, har gjort, at jeg i dag tør tro på kærligheden og på, at han virkelig elsker mig,« siger Vi Hyttel.

Giver videre

Hun er uddannet konstruktør og designteknolog, og i 2014 gik også drømmen om egen virksomhed i opfyldelse, da hun sammen med sin mand lancerede tøjfirmaet Thi Thao, der forhandler Vi Hyttels eget design.

Thi Thao er Vis vietnamesiske efternavn, som betyder ’urokkeligt træ’. Og det er for hende et symbol på, hvordan hun – trods modgang – er blevet stående på begge ben.

Hendes opvækst har givet hende en stor trang til at hjælpe børn på flugt. Derfor blev hun så vred, da hun i efteråret i nyhederne så en mand spytte på flygtningene, der kom gående på motorvejen.

»Andre så et billede af en masse flygtninge. Jeg er ret sikker på, at jeg i hjørnet af billedet så en lille pige, der gik og holdt en voksen i hånden. Jeg tænkte ikke på politik, jeg tænkte ikke på, om der var nogen, der kom og nassede, jeg tænkte på børnene. Jeg er ret sikker på, at det ikke er deres valg, og at de ikke har fået nogen forklaring.«

Hun var så vred og indigneret, at hun var nødt til at gøre noget. Og sammen med sin mand besluttede hun at give overskuddet fra 100 af Thi Thaos styles til Dansk Flygtningehjælp.

»Dansk Flygtningehjælp gav mig tag over hovedet, da jeg kom til Danmark. Havde jeg ikke fået en kontaktfamilie, kunne det være gået meget værre,« siger Vi Hyttel, der i dag kan se, at hun trods alt har fået meget godt med fra sine år i plejefamilien i Nordjylland.

»En fantastisk ting, som Kirsten og Asbjørn lærte mig, er at være et ordentligt og arbejdsomt menneske. Via deres tro og alle bibelhistorierne har jeg fået de redskaber, der skal til og bl.a. lært, hvordan man viser næstekærlighed,« siger hun.