Plamager af snavs, mug, bananfluer og farlige fødevarer har i 427 tilfælde det seneste år fået Fødevarestyrelsen til at uddele en sanktion i landets supermarkeder.

Nu giver B.T. dig det totale overblik. Se, om dit lokale supermarked er blandt synderne, og se, hvordan din yndlingskæde klarer sig i forhold til konkurrenterne.

Ud over rapporterne er der et lille trick, du kan benytte dig af.

»Kurven er altid en god indikator. Minder den mere om en skraldespand end en kurv, så er du advaret om, at du skal være på vagt,« mener Michael René, ekspert i fødevarehygiejne hos Københavns Professionshøjskole.

Han giver her en gennemgang af, hvordan du læser dit supermarkeds kontrolrapport.

Dårlig rengøring: snavs, skidt, plamager, mug osv.

Uhumske forhold på grund af dårlig rengøring fylder rigtig meget i Fødevarestyrelsens negative rapporter.

»Når der ikke bliver gjort rent, opstår der små kolonier af svamp og bakterier. Det risikerer at blive overført direkte til fødevarerne eller til emballagen. Hvis det er på emballagen, kan du selv risikere at overføre snavs fra emballagen til fødevaren. Og det er ikke godt.«

»De bakterier eller vira, der kan findes i det her skidt og snavs, kan gøre dig syg. Vi snakker hovedpine, opkast, dårlig mave og den slags.«

For høj temperatur

Flere supermarkeder har fået sanktioner, fordi Fødevarestyrelsen har målt for høj temperatur i kølemontre eller i fødevarer.

»Først og fremmest betyder for høje temperaturer, at varens holdbarhed bliver nedsat.«

»Med kød, fjerkræ og pålæg er det farligt. Der er som standard sygdomsfremkaldende bakterier i kød, men når de får ekstra varme, formerer de sig hurtigere og får en sygdomsfremkaldende volumen. Og der kan det gøre skade. Vi snakker om listeria, salmonella og campylobacter. Du kan blive ret syg.«

Åben toiletdør ud til fødevarelager og manglende håndvask

Utroligt nok fylder de åbne toiletdøre og manglende håndvaske også noget i Fødevarestyrelsens rapporter.

»I begge tilfælde er der risiko for kontaktsmitte. Er du syg og håndterer fødevarer, kan du overføre det til fødevaren og smitte kunden. Hvis ikke medarbejderne kan vaske fingre - eksempelvis efter toiletbesøg – så kan du også overføre bakterier til kunderne.«

»Vi taler igen om, at kunderne risikerer at blive syge med opkast, maveonde osv.«

Michael René er ekspert i fødevarehygiejne på Københavns Professionshøjskole. Arkivfoto
Michael René er ekspert i fødevarehygiejne på Københavns Professionshøjskole. Arkivfoto Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Salg af tilbagetrukne varer

Nogle af de sager, der udløser de største bøder, er, når supermarkeder ikke fjerner varer fra hylderne, som er tilbagekaldt af Fødevarestyrelsen.

»Vi taler om sager, hvor varerne kan være decideret farlige. Er der for eksempel fundet plastik- eller metalstykker i varerne, så kan det simpelthen skade interne organer. Når varer er tilbagekaldt, er de farlige. Og så er det fint, at bøden er stor, hvis ikke supermarkederne fjerner dem fra hylderne.«

Mangelfuld egenkontrol

»Det er faktisk i særklasse vigtigt, at man fører en ordentlig egenkontrol. Det er simpelthen fundamentet for, at man som forretning kan holde en god hygiejne og være sikker på, at man har styr på temperaturer osv. Det skal simpelthen være i orden, ellers vælter det hele.«