Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Astrid Krag om at være ved at dø af en infektion fra hospitalet og om politikere, der opfører sig som treårige i trodsalderen.

Jeg er ret skarp til ... at få noget ud af min tid. Når man har prøvet at have to små børn, være sundhedsminister og have EU-formandskabet på én gang, så lærer man at være meget effektiv og skære alt det unødige væk.

Jeg duer ikke til at ... slappe af. Ikke sådan rigtigt. Der skal ske noget. Jeg foretrækker klart en aften ude med veninderne fremfor en aften med film og slik i sofaen. Jeg vil hellere have huset fuldt af mennesker til brunch end sove længe – og det gør man jo så i øvrigt alligevel heller aldrig med tre børn i huset.

Jeg var meget nervøs, da ... jeg skulle holde bryllupstale for min mand. Faktisk måtte jeg opgive og stikke ham den på print. Det var egentlig fjollet, for vi holdt et hemmeligt bryllup, hvor kun vi to deltog, der var ikke publikum. Men jeg var højgravid, hormonerne kørte rundt i kroppen, og jeg tudede så meget og var så bange for at sige tingene forkert, at jeg slet ikke kunne gennemføre. Da vi senere holdt fest for alle vores venner og familie, tog jeg revanche og holdt en tale mere for ham, og her gennemførte jeg.

Det værste øjeblik i mit liv var, da ... jeg besvimede med feberkramper en uge efter jeg havde født min datter, og jeg blev indlagt meget syg. Jeg var med min jordemoders ord ’lige ved at kradse af’. Det var meget ubehageligt, men egentlig ikke så meget for mig, for jeg var ikke ved bevidsthed de næste to døgn, men min mand var lige blevet far og havde et spædbarn, der var en uge gammelt, og en kone, der ikke var ved bevidsthed, og som fik antibiotika intravenøst i en hospitalsseng. Jeg havde en lidt lang og besværlig fødsel, og så kom jeg hjem med en infektion fra sygehuset. Men det vidste jeg ikke, så jeg tog smertestillende og følte mig ved siden af mig selv, men jeg havde jo lige fået mit første barn og tænkte, at sådan har man det nok. Min mand AndyOp, som er rapper, blev indlagt sammen med mig, og han sad med vores datter, et helt lille spædbarn. Han har faktisk skrevet nummeret Hvidovre om det på sin seneste plade, og efter jeg har hørt den, er det gået op for mig, hvor skræmmende en situation det var for ham.

Jeg ville ønske, at jeg ... var lidt mere tålmodig. Det er helt klart min største svaghed. Derhjemme har jeg min mand, der kan bremse mig, før jeg har revet køkkenskabene ned uden at have gennemtænkt, hvad der skal ske bagefter. På Christiansborg er der heldigvis altid mange forskellige opgaver, man kan kaste sig over, her får jeg afløb for utålmodigheden, når jeg arbejder.

Jeg kunne ikke falde i søvn, da ... jeg var lille, og det var aftenen før min fødselsdag. Jeg går meget op i fødselsdage – og særligt min egen. Faktisk kalder mine venner mig ’fødselsdags-fundamentalisten’, og det er et øgenavn, jeg bærer med stolthed, for det er vigtigt, at vi husker at fejre os selv og hinanden og alle de gode ting i det liv, der suser så hurtigt af sted.

Det, der kan være irriterende ved mænd, er ... når de taler for længe på møder. Hvis man laver en optælling på et møde, hvor der deltager mænd og kvinder, så vil det stort set altid være sådan, at mændene tager langt det meste af taletiden. Det gælder også til åbne debatmøder, hvor det, selv med langt flest kvinder i salen, meget ofte mest er mændene, der tager ordet i debatten.

Og det, der kan være irriterende ved kvinder, er ... ja, der må jo så gælde, at de er for dårlige til at tage ordet til debatter. Og så dømmer de fleste kvinder sig selv for hårdt. Du finder langt mere energi spildt på dårlig samvittighed hos mødre end hos fædre. Og langt større bekymring om, hvorvidt man nu er god nok, slår til, gør tingene ordentligt, hos kvinder end hos mænd.

Jeg rejser aldrig igen til ... koncert i messecenter Herning uden at have bestilt et ordentligt hotelværelse i god tid. Min mand og jeg var for nogle år tilbage ovre at høre Prince, og vi fik bestilt hotel alt for sent, så der kun var et værelse ledigt på et virkelig usselt motel, langt på den anden side af Herning. Man kunne ikke købe noget at spise i nærheden, så vi fik ikke nogen mad inden, og vi kunne ikke få en taxa retur og måtte gå den lange vej i regnen, for så at komme retur til en summende sodavans-automat og to virkelig dårlige enkeltmands-senge. Jeg kan ellers rigtig godt lide Herning og har min gamle farmor der, så jeg kommer stadig til Herning, trods den uheldige oplevelse med Prince-koncerten.

Jeg rejser til gengæld meget gerne tilbage til ... Nicaragua – smukt land, fattigt og svært forgældet, gæstfrit folk, der deler, hvad de har. Har bl.a. lavet projekt der for 3F for syerskerne i frihandelszonen – og nu har min datter et sponsorbarn i Estelí, hvor jeg gik på sprogskole tilbage i 2003.

Jeg fortryder, at jeg ... solgte mine instrumenter for at have penge, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg har både spillet guitar, klaver, bas og trombone – og tænk lige hvor sejt det ville være, hvis jeg havde en trombone i dag.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men ... jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til blandet slik. Og kage. Og chokolade. Og chips. Jeg tror ikke på at opstille forbud, for livet skal leves, med sovs og slik og drinks. Men jeg prøver så til gengæld at spise salat til frokost, løbe en ekstra tur og drikke vand til maden, hvis der i en periode har været lige lovligt meget fest og farver. Jeg danser med mine børn og prøver at tage trappen altid.

Jeg tuder, når ... jeg ser en film eller et program, hvor børn gøres fortræd. Og jeg græder altid til sidst i ’Romeo og Julie’, når Leonardo DiCaprio drikker giften og dør sekundet før, Claire Danes vågner op og tror, de skal leve lykkeligt sammen trods deres familiers modstand.

De mest irriterende mennesker er dem ... der sidder og brokker sig og skriver grimme og nedladende ting på Facebook. Her kommer det værste virkelig frem i nogle folk – og det sære er, at man jo kan se, hvem de er, og det er typisk voksne mennesker med familie og job, der opfører sig helt over grænsen.

Jeg er misundelig på folk ... der har flotte, lange, lige ben. Mine egne er små og skæve. Og jeg ved godt, det er fjollet, for noget af det, min mand godt kan lide ved mig, er, at jeg er så lille. Men sådan vil man jo tit have det, man ikke har, og glemmer at værdsætte det man har. Jeg har fået børn med en høj, flot mand, så det er nok min ubevidste måde at forsøge at skaffe mine børn pænere stænger, end jeg har.

Jeg bliver edderspændt rasende ... hvis mine børn bliver mobbet, eller nogen slår efter dem. Jeg er nok lidt af en løvemor. Min erfaring med at have små børn i trodsalderen er kommet mig til gode i politik, for nogle gange er ens politiske modstandere bare ude på at provokere en og få en til at tabe hovedet. Jeg har tit siddet i samråd og tænkt: Jeg kan håndtere en treårig i trodsalderen, der smider sig på gulvet i supermarkedet, så kan jeg også håndtere jer.

Når jeg er forelsket, viser det sig ved, at jeg ... går lidt i barndom. Min mand og jeg mødtes på universitetet og havde mange gode snakke. En dag tog jeg mig selv i at stjæle hans vanter, så vi kunne komme i snak. Det er mere noget, man forventer af en i 5. klasse end af en i begyndelsen af tyverne, ikke? Men det virkede, for her 14 år senere er vi jo gift og har tre børn sammen. Jeg syntes bare, han var vanvittig spændende, han var klog og eftertænksom og betænksom. Og så var han også en høj, temmelig lækker rapper.