Sikke en kegle.

Det udtryk kan nu få ny betydning.

For en arkæologisk udgravning i Egypten har afsløret to grave, hvor de døde har noget, der ligner en kegle, på hovedet.

Det skriver Live Science ifølge Videnskab.dk.

I oldtidens egyptiske kunst har mennesker med kegler på hovedet længe været afbildet.

Men fordi der aldrig før er fundet grave med kegler, har arkæologer undret sig over, om kunstmotiverne blot var for kunstens skyld, eller om nogle af de gamle egyptere reelt havde en kegle på hovedet.

Derfor er udgravningen det første reelle bevis.

Formålet med hovedkeglerne er stadig et mysterium, som har været meget debatteret.

'Hovedkeglerne er oftest afbildet som noget, gæster bærer til banketter, begravelsesritualer eller selskaber med kongen,' skriver arkæologerne bag fundet ifølge Live Science.

Den mest vedholdende fortolkning er, at keglerne er en klump af parfumeret salve, som, når det smeltede, rensede håret og kroppen.

Men disse nyfundne kegler var lavet af bivoks.

Lise Manniche, egyptolog og professor emeritus på Københavns Universitet, har ikke været involveret i studiet, men synes, at det er en vigtig opdagelse.

Hun mener dog, at kegler lavet af salve kun tilhørte middel- og overklassen.

»Jeg vil fortolke de to kegler som 'snyde-kegler', der blev brugt af fattigere folk i håb om, at næste liv ville blive i en højere social klasse,« udtaler Lise Manniche til Live Science.

Andre artikler på Videnskab.dk: