Det er faktisk en syg, syg verden, vi lever i. Og her tænker jeg ikke på de atomtrusler, der fyger gennem luften mellem USA og Nordkorea. Ej heller på terrorangreb eller oversavede kvindelig, der driver rundt i Øresund. Selvom det såmænd alt sammen er rigeligt. Noget, denne verden var bedre foruden. Men jeg tænker på noget af det, der sker hver eneste dag - efter mængden at bedømme – i alle de nydelige boligkarréer, på skoler, i hyggelige hjem og på de fleste arbejdspladser. En trist udvikling, som vidner om et degenereret samfund, hvor man er holdt op med at tage hinanden alvorligt, og hvor der ikke findes nogen nedre grænse for idioti. Du kender med garanti nogle af dem, jeg taler om. Men måske er du bare ikke klar over det. Vi vender tilbage til disse mennesker om lidt, men først den historie, min påstand tager afsæt i:
For en god uges tid siden fik en kendt dansk kvinde et opkald på computeren … sådan et, hvor man kan se hinanden på kamera, mens man taler. Dette var et opkald fra en Morten Andersen. Nåh jo, men sådan en kender jo de fleste, og selvom hun ikke lige var sikker på, hvem det var, så besvarede hun opkaldet. Vupti! Frem på skærmen kom et stort nærbillede af en penis, som blev…skal vi sige ”bearbejdet”, mens manden stønnede hendes navn ud gennem højtalerne. Hun fik selvfølgelig hurtigt afbrudt opkaldet, men det ulækre billede blev ved med at kværne i hendes hoved resten af dagen. Og næste dag med.
Af hensyn til den videre historie, som jeg vender tilbage om lidt, vil jeg gerne pointere, at jeg faktisk mener, det er ulækkert. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om nøgenhed. Ikke fordi jeg er rigid. Ikke fordi jeg ikke formår at få medlidenhed med stodderen. Men fordi det ER ulækkert (læs: ikke lækkert) at blive tvangsindlagt til at glo på fremmede mennesker, der masturberer, når man ikke har lyst til det. Og det er sådan set indiskutabelt, om det er o.k. eller ej, for det er reguleret af straffeloven og kan give op til fire års fængsel.
Den føromtalte kvinde, hvis navn er kendt men ligegyldigt i forhold til min pointe, valgte at skrive om det på Facebook, hvor hun har mange følgere. Udover at hun selv havde brug for at tale med nogen om den intimiderende oplevelse, så gik hendes bekymring også på de børn, der uforvarende kan støde på den slags opkald. Og hun ville gerne diskutere, hvordan vi skal forholde os i en sådan situation. Hvordan beskytter man de unge? Og her opstod så det syge, som jeg gerne vil rette opmærksomheden mod:
De første mange reaktioner i kommentarsporet på Facebook gik på tilkendegivelser. Flere havde oplevet noget lignende. Men på et tidspunkt tog det en drejning. En foreslog, at hun bare måtte tage sig lidt sammen. »Har du ikke set sådan noget før?« »Er du ikke lige lovligt snerpet?« og ud af det kom der så en lavine af kommentarer, som ikke bare indikerede, at føromtalte kvinde er paranoid, men at hun velsagtens selv havde lagt op til det. Nogen mente, at eftersom det er normen, at der er krænkelser overalt i det offentlige rum, så skal vi bare lære at leve med det. Men der var selvfølgelig også disse kommentarer: »Så fik hun da opmærksomhed«, »så lad dog være med at besvare den slags opkald,« (ja, for man ved jo, hvilket opkald man modtager!!?) og »Tror bare, hun skal være glad for at få noget.«
Undskyld! Hvad? Kan vi spole tilbage til faktum: Der er foregået en ulovlig handling, som nogen er i sin gode ret til at finde krænkende! Og kan vi så lige sætte det i et perspektiv, der handler om, at vi skal passe på vores unge. Ikke fordi jeg ikke tror, de har rigeligt at skulle forholde sig til derude, men hvis vi er sådan nogle holdningsløse regnorme uden rygrad, der bare trækker på skuldrene og siger ’pyt’, når vi udsættes for ulovligheder, ja, så mener jeg faktisk, det bliver en anelse op ad bakke for de kommende generationer at finde ud af ret og vrang.
Jeg ved godt, der findes de her internet ’trolde’, som lukker hvad som helst ud på de sociale medier. Men det er ikke dem, vi ser her. Det er din nabo, din kollega, din veninde, som møder en krænket part med ligegyldighed. Med overfladiskhed. Med latterliggørelse som befandt vi os mentalt i den mørke middelalder, hvor den bedste underholdning var gabestok. Der er her tale om både kvinder og mænd og mange, som åbenbart synes, at »man sgu da er lidt snerpet, hvis man bekymrer sig om sådan en ligegyldig diller«. Men det interesserer mig ikke, at nogen synes, det er ligegyldigt. Det interesserer mig, at der er sket en ulovlig og strafbar handling, og at folk så nærmest stimler sammen for at tysse den ned, for derefter at nedgøre offeret. Jaja, offeret er i denne sag en 52-årig kvinde, og hun klarer det jo. Men hvordan tror I, det får voldtægtsofre til at føle sig? Hvordan skal børn kunne anmelde incest eller andre overgreb, når de gang på gang hører voksne sige: »Herregud…pyt! Sådan er livet jo. Det sker for så mange?«
Jeg mener faktisk, det er skammeligt. Ja, degenereret. Og det er også en lille smule dansk. Vi er jo åh så åbne over for alt og tager generelt ret let på tingene. Det kan være vældig positivt i nogle sammenhænge, men ofte bringer det os i situationer, hvor vi hellere vil være holdningsløse, end vi vil blande os. Vi synes lidt, at lovgivning er en indgriben i menneskers bevægelsesfrihed. Vi glemmer, at lovgivning også er en måde at fortælle ned gennem alle geledder i samfundet, at vi som folk har en holdning. I flere nabolande er det forbudt at mobbe i skolen. Naarhmen, det synes vi danskere er helt fjollet. Hvordan skal man håndhæve det? Men som bosat i Sverige kan jeg sige, at det faktisk har en effekt, når der er udstukket en regel om, at samfundet ikke gouterer mobning.
Det burde vi også vise på de sociale medier. At vi står sammen om at fordømme det, der er ulovligt, og som krænker mennesker. Det verbale søle, der findes på Facebook, bliver slet ikke i samme grad genkendt af mine venner i Tyskland, England og Spanien. Er det en dansk ting? Og skulle vi måske tænke over at gøre noget ved det?
Annettes uge på Instagram:
