Annette Birkmann har altid gjort, hvad man forventede af hende. Indtil den dag hun besluttede kun at gøre det, hun havde lyst til. Det sendte hende på en lang rejse til Sydamerika på motorcykel

Opret abonnement på PLUS og læs hele Annette Birkmanns livsforandrende motorcykeleventyr. Her fortæller hun om sin beslutningen om at være underlagt omgivelsernes forventninger på hylden, og leve efter sit hjerte frem for at leve efter normer og forventninger.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Hun var sikker på, aldrig at have været et smukkere sted i sit liv. I 3-4.000 meters højde lå saltørkenen, i det sydlige Bolivia, hvid rundt om hende. I et hjørne af en kaktusoase, sad hun i 10 minutter, før jeepen med de syv andre turister skulle køre videre. I 10 minutter observerede hun intet andet end den hvide saltørkene den dybblå himmel og Andesbjergene midt imellem, mens hun stillede sig selv et par spørgsmål, som kom til at ændre hele hendes liv: ’Hvorfor har jeg aldrig gjort det, jeg ville?’ ’Hvorfor har jeg altid kun gjort det, jeg burde?’

Få år senere kører hun helt alene gennem Sydamerikas øde landskaber.

»Det var ikke meningen, at jeg ville ændre noget som helst, men det kom til at ændre det hele,« forklarer hun.

Annette Birkmann har kørt 55.000 km på motorcykel gennem Nord-og Sydamerika.
Annette Birkmann har kørt 55.000 km på motorcykel gennem Nord-og Sydamerika.
Vis mere

Motorcykeldrømme

Da hun kom hjem til Danmark, faldt hun i snak med en kollega. Hun fortalte ham, at hun drømmte om at tage til Sydamerika, at køre på motorcykel, og at lære spansk.

»Hvorfor gør du ikke alle tre ting på en gang,« spurgte han.

I dag er det 10 år siden, Annette Birkmann tog beslutningen om at leve efter sit hjerte frem for at leve efter normer og forventninger.

»Jeg har altid gjort dét, jeg skulle. Jeg er blevet gift, har gået på universitetet og har siddet på et advokatkontor uden at stille spørgsmål. Men jeg var faktisk ikke blevet specielt lykkelig af det. Jeg var frustreret,« husker Annette Birkmann, som i dag er 41 år.

Dengang i saltørkenen var det halvandet år siden, hun som 30-årig var blevet skilt. Hun var ved at færdiguddanne sig til advokat med et godt job i centrum af København, og hun havde fod på både økonomi og karriereplan. Det eneste problem var, at hun ikke ønskede sig ret meget andet end at køre på motorcykel.

»Jeg kan huske, at jeg som barn så alle motorcyklerne køre mod Bakken om sommeren. Jeg tænkte altid, at en eller anden dag ville jeg være ligesom dem. Motorcykelkørekortet var nærmest det eneste, jeg nogensinde har gjort, uden at det havde noget med mit cv at gøre«

Annette Birkmann er langtfra vokset op i et motorcykelmiljø, men derimod i Hellerup nord for København, og hun indrømmer blankt, at penge og status fyldte en del mere i hendes barndoms-miljø – end kubik, tatoveringer og rygmærker.

»Det var i et andet miljø, jeg skulle bevise mig selv. I et miljø, hvor man læser medicin eller jura,« siger hun med et smil.

Da hun kom hjem fra Bolivia, tog hun motorcykelkørekort, og kort efter meddelte hun sin familie, at hun tog til Buenos Aires i 10 dage for at prøve, om hun var lavet af det stof, der skal til for at rejse alene rundt i Sydamerika – på en motorcykel.

»Mine forældre syntes, det lød fantastisk. Jeg spekulerede over, om de overhovedet havde hørt, hvad jeg sagde. Men aldrig i mit liv havde jeg oplevet, at noget føltes både sindssygt og rigtigt på én gang«

To forskellige liv

Annette Birkmann var på det tidspunkt i en økonomisk situation, som gav hende mulighed for at hive et par år ud af kalenderen. Hun havde bare lige et job på et advokatkontor i Bredgade, hun skulle af med.

»Jeg har aldrig brændt for juraen, det gjorde jeg heller ikke på studiet. Jeg gennemførte, fordi jeg syntes, at jeg burde gennemføre. Men jobbet passede mig ikke, så det var ikke svært at sige op. Da jeg sagde op sagde en kollega på kontoret: ’Nu bliver dit liv meget anderledes end mit’. Ja, tak, det skal jeg love for,« griner Annette Birkmann.

Kort tid efter sad hun i en flyver på vej til Buenos Aires.

»Jeg havde fundet ud af, at hvis jeg skulle køre alene rundt i Sydamerika, var jeg nødt til at vide noget om motorcykler. Derfor arbejdede jeg frivilligt på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Jeg tog direkte fra lufthavnen derhen. Da jeg stod foran værkstedet, føltes det som om, at det her virkelig var planen og altid havde været det. Som om det var det mest naturlige i verden,« husker Annette Birkmann.

De følgende otte måneder blev den høje, blonde skandinaviske pige næsten en turistattraktion i værkstedet. Det blev ikke bedre, da hun købte sin egen motorcykel.

»Det var en BMW F650 Dakar GS,« siger hun som det mest naturlige i verden.

Men Annette lærte meget mere end blot motorcykelmekanik på de otte måneder i værkstedet.

»På det tidspunkt vidste jeg det ikke, men aben var flyttet med, scenariet var bare mere eksotisk. For også på værkstedet prøvede jeg at passe ind. Trangen til at søge andres accept var fulgt med fra Danmark. I dag ved jeg, at man skal rumme sig selv. Kan man ikke det, vil man hele tiden forsøge at finde accepten uden for sig selv. Se bare alle de reality-show, vi har. Folk, der vil accepteres, og så alle os, der sidder og kigger på, fordi vi får det bedre med os selv, når der er nogen, der kvajer sig på tv.«

Allerede som barn var Annette Birkmann grebet af motorcykler, selv om det ikke var helt almindeligt for en pæn lille pige fra Hellerup. Privatfoto
Allerede som barn var Annette Birkmann grebet af motorcykler, selv om det ikke var helt almindeligt for en pæn lille pige fra Hellerup. Privatfoto
Vis mere

Men hvad var det, hun var så bange for, at folk skulle opdage? Hvad var det, hun skjulte for sig selv med shopping, mad, druk og fornøjelser?

»Jeg var vant til at gå og bebrejde vejret, kæresten og jobbet, at mit liv ikke var godt nok. Nu var jeg væk fra alt det, og alligevel var jeg ikke tilfreds. I dag ved jeg, at ansvaret udelukkende lå hos mig selv. Vi fralægger altid ansvaret for vores eget liv, og lægger skylden for vores utilfredshed over på andre.«

Alle disse tanker begynder at tage form, mens Annette Birkmann arbejdede i værkstedet. Endelig en dag var hun klar. Pakkede sammen og kørte afsted. Målet var at ramme Los Angeles et års tid senere.

Annette Birkmanns store rejse varede næsten to år, og målet var Los Angeles. Så langt nåede hun aldrig, men siden har hun været flere gange i USA og køre på motorcykel. Privatfoto
Annette Birkmanns store rejse varede næsten to år, og målet var Los Angeles. Så langt nåede hun aldrig, men siden har hun været flere gange i USA og køre på motorcykel. Privatfoto
Vis mere

Ud på de åbne veje

Selv om det lød farligt, besluttede hun sig for, at have tillid til at skæbnen ville hende det godt. Den eneste regel, hun lavede, var kun at køre på veje, hvor der kom mindst en bil forbi i døgnet.

På den måde sikrede hun sig, at hun ville blive fundet, inden hun døde af sult og tørst, hvis hun faldt om og lå hjælpeløs på en vej.

Men istedet for at møde forbrydere og modstand, oplevede Annette Birkmann, at når hun mødte verden med et åbent og respektfuldt sind, blev også hun kun mødt af venlighed og hjælpsomhed.

»Er du sindssyg, det var ensomt ind imellem. Men jeg valgte at blive i det alligevel. Jeg ville ikke længere løbe væk fra det indre ubehag. I stedet begyndte jeg at rumme mig selv. Hvis jeg var ked af det, lod jeg mig selv være ked af det. At være ked af det skal ikke fjernes. Det skal rummes. Så går det væk – af sig selv.«

På sin lange rejse kom Annette Birkmann igennem Chile, hvor hun mødte flere dages regnvejr.

»Grusvejene var mudrede, og jeg var konstant bange for at falde. Efter flere dage var jeg simpelthen så træt af at køre med frygten siddende i mig. Jeg var ved at give op en morgen, jeg orkede ikke endnu en dag i regnen, men pludselig slog en tanke ned i mig: ’Hvad nu hvis jeg insisterer på at nyde det?’«

Med den tanke tog hun sit gode tøj og sin bagage, pakkede motorcyklen, mens regnen silede over hende. Da hun kørte, blev alting anderledes.

»Jeg fløj af sted. Jeg forstod det ikke, for intet udenfor havde jo forandret sig. Vejret var stadigvæk elendigt. Den eneste forskel var min egen indstilling til det. Det ændrede alt,« husker Annette.

Slået på målstregen

Annette Birkmann nåede aldrig til Los Angeles. Inden hun nåede så langt, mødte hun skæbnen og en lidt for nærgående bil på en mexicansk motorvej. Det betød 10 dage i en hospitalsseng.

»Jeg var så ærgerlig. Jeg nægtede at give op., men kunne jo godt se, at jeg ikke ville komme til at køre helt til Los Angeles.«

På tredjedagen på hospitalesopholdet skete der noget.

»Jeg gav slip. Jeg fandt ud af, at jeg jo stadig var den samme. Ligegyldig hvad der skete mig, om jeg kom til Los Angeles eller ej, ville jeg stadig være den samme. Den, jeg er, kan ikke røres af en ulykke. Det gav mig ro. Jeg havde været så målbevidst, men nu kunne jeg slappe af,« siger hun og tænker sig lidt om.

»I virkeligheden er det jo ikke, når vi når et mål, at vi får det godt og slapper af. Det er, når vi holder op med at stræbe efter et bestemt mål og nyder øjeblikket, at vi endelig får ro.«

Saltørkenen er det smukkeste sted, Annette Birkmann nogensinde har været. Det var her, hun besluttede sig for at leve med hjertet, og det er nu ti år siden. Annette Birkmanns store rejse varede næsten to år, og målet var Los Angeles. Så langt nåede hun aldrig, men siden har hun været flere gange i USA og køre på motorcykel. Allerede som barn var Annette Birkmann grebet af motorcykler, selv om det ikke var helt almindeligt for en pæn lille pige fra Hellerup. Privatfoto
Saltørkenen er det smukkeste sted, Annette Birkmann nogensinde har været. Det var her, hun besluttede sig for at leve med hjertet, og det er nu ti år siden. Annette Birkmanns store rejse varede næsten to år, og målet var Los Angeles. Så langt nåede hun aldrig, men siden har hun været flere gange i USA og køre på motorcykel. Allerede som barn var Annette Birkmann grebet af motorcykler, selv om det ikke var helt almindeligt for en pæn lille pige fra Hellerup. Privatfoto
Vis mere