Da Anne Marie Vessel Schlüter for to år siden blev ramt af brystkræft, nægtede hun at gå ned på det. Hun holdt fanen højt. Ikke kun for sig selv, men også for sin mand, tidligere statsminister Poul Schlüter, der mistede sin første kone til kræft.
Hvis Anne Marie Vessel Schlüters liv de sidste to år havde været en ballet, ville det være Bournonvilles ’Napoli’. Svaret kommer ikke bare flyvende ud af hendes ellers ivrige mund. En sjælden gang kræver det lidt betænkningstid at finde det. Et navn på dén ballet, der rammer plet. Svaret bliver ’Napoli’.
»For den starter oppe, og så går den lige ned dér, hvor hun dør i anden akt. Eller de tror, at hun er druknet, men det er hun ikke. Og så kommer prinsen på den hvide hest og redder hende,« siger Anne Marie Vessel Schlüter triumferende, mens hendes hænder tegner de store kurver. Op og ned og op igen. Tre akter.
Det er to år siden, at den nu 66-årige balletdanser og leder af Det Kongelige Teaters Balletskole samt Danmarks tidligere førstedame, fik den besked, ingen af os ønsker at få, og som ville slå de fleste af os omkuld. Beskeden om, at hun havde kræft.
Hvis Anne Marie Vessel Schlüters liv de sidste to år havde været en ballet, ville det være Bournonvilles ’Napoli’. Svaret kommer ikke bare flyvende ud af hendes ellers ivrige mund. En sjælden gang kræver det lidt betænkningstid at finde det. Et navn på dén ballet, der rammer plet. Svaret bliver ’Napoli’.
»For den starter oppe, og så går den lige ned dér, hvor hun dør i anden akt. Eller de tror, at hun er druknet, men det er hun ikke. Og så kommer prinsen på den hvide hest og redder hende,« siger Anne Marie Vessel Schlüter triumferende, mens hendes hænder tegner de store kurver. Op og ned og op igen. Tre akter.
Det er to år siden, at den nu 66-årige balletdanser og leder af Det Kongelige Teaters Balletskole samt Danmarks tidligere førstedame, fik den besked, ingen af os ønsker at få, og som ville slå de fleste af os omkuld. Beskeden om, at hun havde kræft.
Anne Marie Vessel Schlüter - eller Mie, som hun foretrækker at blive kaldt - sidder i en slidt lædersofa i Det Kongelige Teaters Heiberg-Foyer. Ryggen er rank. Det ene ben smækket op på sofaen, strakt helt ud, som var det en balletøvelse. De livlige øjne slår nærmest gnister af al den energi, der bor indeni den slanke veltrænede krop.
Hun har en pause i dagens program på teatret, der ikke alene nærmest har været hendes andet hjem, siden hun var tre år gammel, men også et sted, der altid har fyldt hende med stor glæde.
Glad var hun også den dag i oktober 2013, hvor livet tog en uventet drejning.
Hun var i fuld gang med prøverne til en ballet, som hun havde drømt om at lave, lige siden hun som ni-årig så den første gang. Premieren nærmede sig. Alt var godt og sjovt, og det var med et smil på læben, at hun lagde hovedet på puden den aften og helt rutinemæssigt kørte et tjek hen over brysterne.
Hånden frøs ved det venstre bryst. Der var noget, der ikke skulle være der.
Gode og dårlige knuder
Et par uger senere lå hun på undersøgelsesbriksen på Rigshospitalets kræftafdeling. Til mammografi, ultralyd og biopsi. Og da lægen bagefter sagde, ’der er gode og dårlige knuder, det her er nok en af de dårlige’, blev Mie Vessel Schlüter ikke specielt chokeret.
»Jeg var forbavsende rolig,« forklarer hun om omvæltningen, der ville medføre først en operation, så seks gange kemo og til sidst 15 strålebehandlinger.
»Det værste var, da jeg kom hjem og skulle fortælle min søn Niclas og Poul det. De sad ude i køkkenet og ventede på, at jeg kom hjem. Og selvfølgelig blev de chokerede, men jeg husker, at jeg for deres skyld tog det lidt let og sagde, at det jo var, hvad jeg havde regnet med, og at jeg nok skulle opereres indenfor to uger. Jeg tonede det lidt ned. For Niclas er min søn, mit hjertebarn. Og Poul havde jo mistet sin første kone, Lisbeth, dengang. Godt nok ikke til brystkræft, men kræft i æggestokkene. Og det var en stor en sorg og smerte for ham. Så jeg skånede ham så meget, som jeg kunne. Han er også en ældre herre på 86 og ikke den bedste til at håndtere den slags ting. Så han er ikke dén, der siger ‘så skal jeg nok…’. Han går lidt ind i sig selv, siger et ‘det skal nok gå, den klarer du, for du er i så god form’. Og det gør jeg jo også. Klarer den,« siger Mie Vessel Schlüter, som - midt i sin egen store livsomvæltning - både tog bevidst hensyn til sin søn og mand, men også traf et lige så bevidst valg om at bruge sit positive livssyn til at kæmpe sig ud på den anden side.
»Det var ikke kun skuespil. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det er en møgsygdom, og at det ikke var noget morsomt, som jeg skulle igennem. Men så måtte det tage det år, som det tager.«
Spoler man livets film tilbage til start, tilbage til første akt i balletten ‘Napoli’, kom Anne Marie Vessel nærmest til verden på Det Kongelige Teater, hvor hendes mor var balletdanser og faderen balletregissør. Og selv var hun også kun fire år gammel, da hendes spinkle pigeben debuterede på teatret store scene.
Efter år på teatrets balletskole - som hun senere skulle blive leder af - blev hun som 16-årig en talentfuld del af det faste ensemble og voksede til at blive en af de mest respekterede og dygtige i Danmark.
Så det var lidt af en scoring, den kun 19-årige Alexander Kølpin gjorde, da han blev kæreste med den dengang 36-årige Anne Marie Vessel.
»Hun var røvlækker. Og dejlig og skøn og ældre – alt var spændende,« som Alexander Kølpin tidligere i år udtrykte det i et interview med Alt for damerne.
Sønnen Niclas var resultatet af deres kærlighed. Men da han rundede de tre år, kunne det ulige forhold ikke holde længere. Så i 1988 skiltes de som bedste venner.
Året efter mødte Poul Schlüter og Anne Marie Vessel hinanden. Statsministeren og balletstjernen. To hjerter blev - trods en aldersforskel på 20 år den anden vej - sat i brand. Poul Schlüter indfriede det løfte, han engang havde givet sin første kone Lisbeth. ’Den af os, der engang bliver alene, må leve livet videre for os begge,’ havde Lisbeth sagt.
Syg af behandlingen
I 1988 - efter seks års sygdom - døde hun af kræft i æggestokkene. Og selvom en knust Poul Schlüter næppe havde troet det muligt, var han klar til at leve livet videre. Med Anne Marie Vessel ved sin side. Og der har hun været i 26 år.
For at hun kunne have været død i anden akt af ‘Napoli’, var aldrig en option, hun kalkulerede med.
Men som Mie Vessel Schlüter erkendte allerede den dag, hun vendte hjem til Frederiksberg og rapporterede dommen til sin søn og mand, var den nærmeste fremtid ikke én, hun ville gå upåvirket igennem.
»Det er dét, der er det forbandede ved kræft. Du mærker den ikke, det gør ikke ondt. Du bliver ikke syg, før under behandlingen af den. Dér får du hele turen. Taber håret, hele immunforsvaret ryger, du får blister, øjnene løber i vand, og du kan ikke smage noget. Alt,« siger hun.
Kun sjældent forsvinder smilet i øjnene. Men lige dér ryger det.
For godt nok har Mie Vessel Schlüter forlængst glemt og fortrængt nedturene og har måttet læse op på sit forløb i dagbogen inden interviewet. Men som de fleste andre, der har været ramt af kræft, er det den synligt svækkede krop, den fysiske nedbrydning af den, man troede, man var, der rammer hårdest. Både for den syge og for de pårørende.
Ligesom hun i år selv er ambassadør for ‘Støt brysterne’ kampagnen, er hendes søn Niclas det også. Han som pårørende til en brystkræft-ramt. De var tætte i forvejen, men forløbet har bragt dem endnu tættere sammen.
»I begyndelen tror jeg ikke, at han tænkte så meget over det. Han vidste jo godt, at man kan dø af det. Men det var først, da jeg begyndte på behandlingerne, og jeg blev mere og mere bleg og svag, at det rigtig for alvor gik op for ham.
Han har været en virkelig stor støtte og boede en del hos os. Bare dét, at han var der til en snak, betød meget. Også for Pouls skyld. Dét at vi var tre, at det ikke bare var os to, der sad ved køkkenbordet,« siger hun om Niclas’ daglige støtte, der også gjaldt de mere praktiske ting som at købe ind, lave mad en gang imellem og anskaffe paryk.
Parykken var én, Mie Vessel Schlüter købte sammen med sin søn. Håret var begyndt at ryge i totter. I stedet for at gå i spåner, fik de en festdag ud af det.
Og da hun iførte sig den første gang, var der ingen blandt venner og veninder, der kunne se forskel. Selv ikke hendes mand.
»Han lagde slet ikke mærke til, at jeg havde paryk på. ‘Hvornår får du den,’ spurgte han. ‘Den skal lige rettes til først’, svarede jeg. Men jeg stod altså med den på hovedet. Det grinede Niclas og jeg meget ad.
Det er ikke fordi, jeg er forfængelig. Men jeg var meget glad for den paryk, selvom jeg blev vanvittig af at have den på for længe. Poul kunne ikke fordrage, når jeg tog den af, han kunne ikke holde ud at se på, at jeg var pilskaldet. Men sådan var det altså.«
Og så griner hun. Ad sig selv og det hele.
»Jeg kunne godt have sat mig ned og sagt: ’Er det nu slut, det hele?’. Men sådan er jeg ikke. Jeg er meget positiv. Også når jeg har modgang. Jeg bruger min humor. Den kommer jeg langt med. Jeg sætter mig ikke ned og hyler. Det er livet for kort til.«
Et ukueligt gå-på-mod er også en af de karakteregenskaber, som Mie Vessel Schlüter reddede sig i land med.
Selv midt i det hårde behandlingsforløb - og uden at andre end de allernærmeste vidste om brystkræften - gennemførte hun ikke alene premieren på sin ballet, hun underviste også børnene på Det Kongelige Teaters balletskole. Samt sørgede for, at der var mad på bordet hjemme på Frederiksberg.
»Indrømmet, Poul er ikke dén, der laver mad eller noget som helst. Han er nok lidt småforkælet, og det har jeg været med til at gøre ham. Så det var mig, der passede ham også. Men jeg er overbevist om, at dét at fastholde en normalitet, er med til at holde én oppe. At gå ind på teatret, og gøre dét, jeg er allermest glad for, gjorde også, at jeg kom glad hjem. Det gav mig overskud.«
Svært at bede om hjælp
Skal man indlede tredje akt af ‘Napoli’ - dér hvor heltinden bliver reddet fra døden af prinsen på den hvide hest - må det være med de mange mennesker, som uselvisk stillede op for hende. Som bare var der. Uden at hun havde bedt om det.
For er der én ting, som Mie Vessel Schlüter har måttet se i øjnene, er det, at hun ikke er god til at bede om hjælp.
Hensynet til andre - hvad enten det er på teatret eller i privaten - vejer tungere end noget andet.
F.eks. var hendes mand aldrig med hende på Rigshospitalet, når hun skulle gennemgå de hårde behandlinger med kemo og stråling. Han ville jo - siger hun - blive genkendt på stedet. Og hun kan lige se avisernes forsider for sig: ‘Pouls store sorg. Endnu en kone ramt af kræft’.
Næh, så hellere…. For Mie Vessel Schlüter er en stærk kvinde, sådan én, der ‘nok skal klare den’. Og det har hun gjort.
Men skal der alligevel i den sidste akt udråbes en prins på den hvide hest, skal sønnen Niclas stå på rollelisten. Men øverst Maximilliam, Mie Vessel Schlüters nieces lille søn.
Han kom til verden en måned før, hendes hånd frøs på det venstre bryst. Er det første barn i familien. Og hun smed alt, hvad hun havde i hænderne.
»Han er blevet mit lille hjertebarn. Det er så livgivende at følge et lille menneske blive større,« siger hun.
Der kommer ekstra lys i øjnene, energien i kroppen sitrer endnu stærkere. Af ren og skær begejstring og glæde over det lille menneske og alt dét, som han giver hende. Uden at han ved det. Uden at hun har bedt om det.
Hun henter ham jævnligt i vuggestuen, går tur med ham i Frederiksberg Have, tager ham med overalt. Suger hjertebarnets livskraft i sig.
Han er lige fyldt to år. Og 66-årige Mie Vessel Schlüter er rask. Kræften ligger bag hende. Forude venter hendes 50 års jubilæum på Det Kongelige Teater, som skal fejres stille og roligt den 7. januar næste år. Fejres helt nede i jordhøjde i den verden, der har betydet så meget for hende, at hun i sine få mørke stunder under kræftforløbet har kunnet kigge tilbage og minde sig selv om, at hun havde haft et dejligt liv, privat og i karrieren. At hun på de konti ikke havde så meget til gode.
»Selvfølgelig har jeg tænkt ‘har du fået nok ud af dit liv?’. Men det har jeg. Jeg har oplevet så meget skønt. Også mødt modgang. Men sådan er livet!«
Hun slår ud med armene. Smiler. Og tjekker klokken på mobilen. Pligterne kalder snart. Men hvad sker der med sådan en som Mie Vessel Schlüter, når de ikke er der længere?
Hun læner sig ind over det tunge bord i Heiberg-Foyeren. Kniber øjnene lidt sammen og siger så: »Jeg kunne ikke sidde derhjemme og blive husmor. Det har jeg alt for meget ild i numsen til. Poul ser rigtig meget fjernsyn, og jeg kan godt gøre ham selskab i weekenden. Men jeg kan altså ikke sidde dér en hel dag.
Jeg ville nok gå til fransk og engelsk, gå på Folkeuniversitet, studere lidt slægtshistorie. Jeg skal nok få tiden til at gå,« siger hun med et selvsikkert smil. Og tilføjer så alvorligt:
»Det kunne også være, at jeg kunne blive hospitalsklovn? At se små børn der har kræft, det er altså barskt. Det er en rigtig møgsygdom. Tænk, hvis jeg kunne få dem til at grine lidt.«
--- OOO --- OOO --- OOO ---
SÅDAN HOLDER JEG MIG I FORM
Hvorfor lige mig? Jeg lever sundt, og er i form.
Den tanke har selvfølgelig strejfet Mie Vessel Schlüter et par gange. Men kræften er tilsyneladende ligeglad. Og rammer dem, som den vil.
»Alle kan få det,« som hun selv tørt konstaterer.
Til gengæld tror hun på, at det på såvel den korte som den lange bane kan betale sig at passe på sin krop. At vejen gennem sygdomsforløbet bliver hjulpet af en sund og stærk krop.
»Jeg er ikke sådan én, der er fanatisk. Jeg drikker rødvin og øl, og kan nogle dage drikke mere end de to glas, som man må. Og jeg spiser chokolade og is.
Men til gengæld rører jeg mig rigtig meget. Jeg kan godt lide, at holde mig i form, og kan ikke fordrage, hvis jeg bliver for tyk.
Én gang om ugen går jeg fast til pilates. Om vinteren er jeg vinterbader i ‘Det kolde gys’. Og så går jeg rigtig meget. Da jeg var syg, gik jeg hver eneste dag. En tur på halvanden time over i Frederiksberg Have og se på elefanterne. Det gør jeg stadig. Desværre mest alene, for Poul kan ikke rigtig følge med mere. Jeg går alt for hurtigt til ham.«
--- OOO --- OOO --- OOO ---
Anne Marie Vessel Schlüters råd til kræftpatienter
- Tag imod hjælp. Lad være med at sige nej til dem, der rækker hånden ud,
- Brug de positive energier og humoren til at komme igennem forløbet.
- Tro på, at du bliver helbredt, og stol på lægerne.
- Tal åbent med dine venner, så din sygdom ikke bliver tabubelagt.
- Tag imod tilbuddene fra Kræftens Bekæmpelse og vær sammen med mennesker, der ved, hvad du går igennem.
