Kastanjetræet, som Anne Frank skrev om in sin berømte dagbog, er så sygt, at det nu må fældes.

Et sygdomssvækket kastanjetræ, der gav trøst til Anne Frank, da hun gemte sig fra nazisterne på et loftkammer i Amsterdam, vil blive fældet 21. november.

Planer om at fælde træet har været udskudt som følge af appeller, men nye undersøgelser har vist, at træet ikke står til at redde, meddeler byens myndigheder.

- Risikoen for, at stammen knækker og får det 27 ton tunge træ til at vælte, er for stor, siger Amsterdams byråd på dets hjemmeside.

Den unge, jødiske pige skrev i sin dagbog om, hvordan hun kiggede længselsfuldt ud på kastanjetræet under sine to års skjul.

Efter fældningen vil en podning fra Anne Franks kastanjetræ vil blive plantet på det sted, hvor det oprindelige træ stod.

- På denne måde vil træet, der er så tæt forbundet med mindet om Anne Frank, leve videre, skriver Amsterdams byråd.

/ritzau/Reuters