Fra psykologisk eksperiment til pik og patter.

Det er en glad pige, B.T møder. I modsætning til den Anja, man har kunnet følge på TvDanmarks Big Brother, er hende her smilende, positiv og en del mere afklaret omkring sig selv. Men nu er det efterhånden også ti dage siden, at Anja slap ud af huset. Og på trods af at pressen har sværmet om hende, har der været tid til at tænke over tingene og ikke mindst få set det program, som seerne har fulgt i to måneder. Anja selv har valgt at vente med at se de programmer, hvor hun er med og kun følge de nye afsnit.

"Jeg er bange for at komme til at dømme de andre. Så jeg vil gerne vente, til de er ude, så vi kan snakke om det sammen." forklarer hun og fortæller, at hun fra familie og venners side ved, hvilke sider af hende og de andre beboere, det er, Big Brother har valgt at vise.

Og selvom Anja er glad og tilfreds, er der dog et par ting, der irriterer hende: modtagelsen hun fik, da hun blev lukket ud af huset, den måde hvorpå Big Brother redigerer i beboernes verden og ikke mindst, hvordan programmet er gået fra at være et lødigt "psykologisk eksperiment" til at være et studie i beboere uden påklædning.

"Jeg føler mig et eller andet sted misbrugt af Big Brother. Fordi det, jeg gik med til, var et "psykologisk eksperiment," og det jeg har været med til er - undskyld udtrykket - et eller andet pik- og patterprogram, og der føler jeg mig lidt røvrendt," forklarer Anja, der blev chokeret, da hun så hvordan Big Brother havde valgt at fremhæve brystet med en pil på en af de nye piger, der blev sendt ind i huset.

"Anna prøver virkeligt at tage sin bh diskret på, og så gør de det - hvad er det for noget? Det har vi ikke fået noget at vide om, tværtimod har vi fået at vide, at der ikke ville blive vist nogen nøgenbilleder, med mindre at vi gjorde et eller andet vildt, og det stoler man på," fortæller Anja, der kalder programmet Stripperkongens Piger nummer 10. Hun synes også, at ideen med at sende to nye piger ind i huset ødelægger tanken bag programmets ide. "Det er sådan lidt: Nu skal der ske noget - vi skal have nogle sensationer, og der sker ikke noget med Suzanne og Søren, så lad os tage nogle andre," forklarer Anja, der ikke var klar over at Big Brother ville gøre så meget ud af nøgenhed og sex.

Søren og Suzanne "affæren" er en anden ting som, Anja mener, er ude af proportioner set i forhold til virkeligheden.

"De ting, der er blevet vist, kan Suzanne selvfølgelig ikke rende fra. Men jeg synes, at det er blevet udstillet - folk har udtalt: det er kun et spørgsmål og tid, før de finder sammen. Og jeg bliver så gal, for gu' er det ej. Suzanne har en kæreste derhjemme, og det skal ikke gå ud over ham," siger Anja og forklarer, at Suzanne er en "nusse-pige."

"Hun nusser også med pigerne - jeg har sovet i ske med Suzanne. Men det bliver ikke vist, for det er ikke spændende. Jeg har ondt af den pige, for hun har ikke været sammen med Søren - hun har hverken kysset eller noget som helst. Og jeg synes, at det er tarveligt overfor Suzannes kæreste. Han skal nu gå rundt og undskylde, at han stadigvæk synes, at hun er en dejlig pige. Når hun hele tiden har givet udtryk for inde i huset, at hun var så glad for ham. Jeg har aldrig troet, at der skulle være noget mellem Suzanne og Søren," forklarer Anja.

Et andet tidspunkt hvor Big Brother tilsyneladende også har været inde og blande sig med en manipulerende pegefinger, var den aften, hvor husets beboere i en brandert overvejede at forlade Sluseholmen.

"Jeg var måløs over den aften, hvor vi alle sammen lige pludselig fandt ud af, at vi ville gå. Og så får vi at vide af Big Brother, at Nico skal komme i skriftestolen, og så står der halvanden flaske vodka," forklarer Anja. "De sagde til os, at det var en seerafstemning, der havde afgjort, at vi skulle havde de flasker. Efterfølgende får jeg at vide, at det ikke var nogen seerafstemning," siger Anja, der mener, at det var en taktisk beslutning fra Big Brothers side for at forhindre, at beboerne forlod huset.

"De sendte det nok ind fordi, at hvis vi var skredet, så stod de med et millionprojekt, der faldt til jorden."

Anja har dog stadigvæk svært ved at forstå, hvorfor det lige var alkohol, der skulle bruges som pressionsmiddel.

"Hvis de ville have os til at blive, så send da noget andet ind end vodka, for situationen tilspidses," forklarer hun. Og hun har da selv fortrudt, at hun engang i fuldskab inde i huset gav sig i kast med en lettere erotisk dans.

"Det er træls, at folk skal se på det. Det er noget, man kan gøre der hjemme - det er ikke noget folk skal se på," forklarer hun. Hun mener også, at Big Brother har et ansvar overfor seerne - specielt børnene. "Hvis det her skal være noget, børn skal se på - og det gør de jo - så skal der ikke så meget sprut ind i huset. Det er da ikke noget godt signal at sende: "prøv at høre: I skal bare drikke jer stive, når I keder jer," fortæller Anja.

Anja har tilsyneladende tænkt meget over sit ophold inde i Big Brother-huset. Men også den ubehagelige modtagelse, hun fik af folk, da hun kom ud af huset, har været oppe og vende.

"Jeg blev skidebange for at sige det ærligt, for man tænker: hvis det er sådan her, så skal jeg flytte til et eller andet fremmed land, hvor der ikke er nogen, der kender mig," griner Anja, der takler situationen med humor.

"De folk, der har stået der ude, har nok syntes, at jeg var en møgkælling, og det har de også lov til. Men det er totalt tarveligt at kaste med æg. Men nu joker jeg med det. Det var skræmmende dengang og det er også skræmmende stadigvæk, men jeg er nødt til at se humoristisk på det," forklarer hun.

Hun er dog bekymret på vegne af de næste deltagere, der bliver stemt ud.

"Jeg var skide sur over, at det kunne få lov til at ske, men nu er det sket, og det skal jeg nok komme mig over. Men hvis det sker igen for en af de andre, så bliver jeg tosset. Men de har også lovet, at sikkerheden nok skulle blive bedre," forklarer Anja og pointerer, at der også blev smidt med flasker. "Big Brother har skrevet, at der ikke blev kastet med ølflasker, men det gjorde der, og det er en realitet. Jeg kan godt se, at det ikke er særlig smart for dem, men det gjorde der," siger hun.

På trods af den voldsomme modtagelse skulle Anja bagefter i det direkte Talkshow. "Jeg bliver bare smidt ind af døren og får fire håndklæder kastet i hovedet, fordi der skal tørres æg af mig. Og der kunne jeg måske godt lige have brugt fem minutter inden, at jeg blev smidt i en stol og var på live," fortæller hun.

Siden Talkshowet har der heller ikke været meget ro omkring pigen fra Vejle, for alle har villet have fat i hende.

"Det har været hårdt. Mig og Michael har ikke haft særlig meget tid sammen. Men nu kommer der en ny ud på torsdag, og så får jeg fred," griner Anja, der i øvrigt går og leger med tanken om at blive gift i Las Vegas sammen med Michael.