Anders Hjort havde på et tidspunkt op mod 227 regler og ritualer, han dagligt tvang sig selv til at udføre. Hvis ikke han gjorde det, frygtede han, at han ville miste nogen, der stod ham nær.
»Jeg har kun 20,« svarer manden i kiosken.
Anders tøver. Lidt for længe. Og så kommer det. Hans vejrtrækning bliver hurtigere, knoerne spænder. Musklerne på det øverste af rygraden spænder til. Sveddråberne pibler frem på hans pande, og kinderne bliver varme. Frygten for at »det værste igen kan ske« ligger så indgroet i Anders, at han instinktivt reagerer, da han ikke kan få en pakke med 10 blå Kings i kiosken.
Vi er tilbage i 2007. Den dengang 35-årige Anders Hjort arbejder som journalist på Politiken. Det kører faktisk bare derudaf med karrieren. I weekenden scorer han damer og drikker sig fuld. Men indeni er der kaos.
Log ind på BT PLUS og læs om 41-årige Anders Hjort, som lider af sygdommen OCD men som endelig har lært at leve med sine tvangstanker. Du kan også læse som sygdommen OCD og om, hvordan tusindvis af danskere er styret af tvangstanker.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
»Jeg har kun 20,« svarer manden i kiosken.
Anders tøver. Lidt for længe. Og så kommer det. Hans vejrtrækning bliver hurtigere, knoerne spænder. Musklerne på det øverste af rygraden spænder til. Sveddråberne pibler frem på hans pande, og kinderne bliver varme. Frygten for at »det værste igen kan ske« ligger så indgroet i Anders, at han instinktivt reagerer, da han ikke kan få en pakke med 10 blå Kings i kiosken.
Vi er tilbage i 2007. Den dengang 35-årige Anders Hjort arbejder som journalist på Politiken. Det kører faktisk bare derudaf med karrieren. I weekenden scorer han damer og drikker sig fuld. Men indeni er der kaos.
Kæresten og moren til hans søn Hugo, har netop forladt ham, og hans mormor, der altid har været en fast støtte, er død inden for to uger. De små ritualer, regler og rækkefølger, han har fulgt siden barndommen for at føle kontrol, har derfor taget fuldstændig overhånd.
Ikke kun antallet af cigaretter skal være det rigtige. Kontaktlinserne skal tages en ad gangen fra venstre. Den første til det venstre øje, nummer to til det højre. Køkkenrullen være placeret korrekt, volumentallet på radioen må ikke ramme 13. Han må kun få to teskefulde Nescafé i koppen osv. osv.
Anders Hjort har op mod 227 såkaldte daglige jinx, han skal følge. For ellers går det galt. Og han mister sikkert flere mennesker, han holder af. Tror Anders.
Han lider af sygdommen OCD. En lidelse, som gør, at man ikke kan undlade at udføre handlinger på en helt bestemt måde, og som op mod 100.000 danskere lider af i større eller mindre grad. Han ved ikke, at det er en sygdom. Han tror bare, det er normalt.
Begyndte i barndommen
Det begyndte omkring seks-års-alderen. På grund af en medfødt og meget smertefuld tarmlidelse var Anders Hjort over nogle år indlagt mindst 100 gange på Rigshospitalet i København. En sygdom, der bl.a. gjorde, at han ikke kunne komme på toilettet. I timevis kunne sygeplejerskerne køre saltvand med en lang slange ind i den lille krop for at få den kuglerunde mave til at blive mindre. Til sidst gennemgik han en 12 timer lang operation.
»Jeg tror, det har været meget grænseoverskridende for mig at være så syg. Jeg tænkte dengang meget over, hvorfor det lige skulle gå ud over mig. Så da jeg sad derude på toilettet og pressede, begyndte jeg at tænke, at måske var det bedre, hvis håndklædet hang på knage nummer to frem for nummer ét,« husker den i dag 41-årige Anders Hjort.
Han har netop skrevet romanen ’Han løber på tagene om natten’, hvor han fortæller om, hvordan det er at leve med OCD, og hvorfor tankerne kan opstå. For der er nemlig mange danskere, der ikke ved, hvad sygdommen er, eller ikke taler om det, fordi de synes, det er flovt. Men sådan behøver det slet ikke at være, mener den OCD-ramte journalist.
Anders Hjorts fortælling begynder på Østerbro i København, hvor han voksede op med sin mor. Faderen så han ikke så meget til. Han havde en anden familie et sted, men kom sommetider forbi for at ville se sin søn. Han kunne f.eks. finde på at hamre på familiens dør midt om natten, når han var fuld. Da Anders var 10 år, døde faderen ’vistnok’ af sit pille- og alkoholmisbrug. Syv år senere fulgte så hans mor. Hun var maniodepressiv og begik selvmord ved at hoppe ud fra kajen i Helsingborg. Tabet af faderen og især moderen fik jinxene til at tage til. I dag tillader Anders f.eks. ikke sig selv at sige »pas godt på dig selv« til nogen mennesker. Det var de sidste ord, han sagde til sin mor.
I 2007, da Anders’ mormor døde, og moderen til hans søn gik fra ham, eskalerede tvangstankerne for alvor. Det kunne tage Anders 20 minutter at vælge sokker. Hans cykel skulle stå det rigtige sted i cykelstativet. Koden til computeren skulle bestå af nogle bestemte tal. Enhver ting havde sin faste plads i lejligheden. Og lå noget forkert, måtte det rettes, så det stod lige med det samme.
»Jeg var fysisk udmattet, jeg kunne ikke sove eller tænke klart. OCD’en gør jo, at man tillægger andre ting betydning, og jeg troede, at det var fordi, jeg havde købt en forkert madras, eller fordi mælken stod forkert i køleskabet, at tingene gik galt. Jeg overvejede ikke, at det var fordi, jeg havde de tanker, at jeg blev trist.«
Han var i konstant beredskab, som han selv formulerer det.
»Jeg talte aldrig med nogen om min mors selvmord, min fars død eller min mavesygdom. Jeg løb langt væk fra alt det, der var hårdt i livet,« siger han.
»På et tidspunkt havde jeg det sådan, at jeg ikke havde lyst til at være her mere. Det er frygteligt, i og med at jeg jo har en søn, jeg skal passe på. Det er ham, der holdt mig oppe, for jeg havde ikke lyst til at flygte helt som min mor, jeg skulle være der for ham, ligesom min mormor havde været der for mig.«
Konen forandrede ham
Det blev mødet med Elisabeth, en ny praktikant på avisen, i 2009, der vendte Anders’ liv på hovedet. Sammen med hende kunne han være sig selv. Tale om stort og småt. Og bare blive ved. Elisabeth gjorde sit for at få Anders til at indse, at han ikke behøvede at kontrollere alt.
»En dag tog hun hver af mine pakker med 30 kontaktlinser i, som var inde i den større pakke med i alt 90 kontaktlinser. Så skrev hun sit navn med et bogstav på hver af de små, lyseblå beholdere og tegnede hjerter på dem. Med et bogstav på hver af beholderne skrev hun også, at hun elskede mig. På den måde hjalp hun mig af med at droppe mit system,« forklarer Anders.
Hvad Elisabeth dog også gjorde, var, at få Anders til at se en psykolog. Og dét blev et vendepunkt i den ellers så kontrollerede mands liv:
»Forestil dig, at du har højdeskræk, og du så bliver bedt om at stille dig på toppen af Eiffeltårnet. Det var lidt det samme, jeg blev bedt om. Han fik mig til at udfordre det, jeg var bange for,« forklarer Anders Hjort.
For eksempel bad psykologen Anders om at give ham Elisabeths telefonnummer. Han skrev de otte tal på et whiteboard. Imens blev Anders’ vejrtrækning hurtigere, musklerne spændte og kinderne blev varme.
»Han var jo en flot mand, og selvom jeg var meget tryg ved ham, var det enormt grænseoverskridende, at han gjorde det. Jeg tænkte jo med det samme, at han ville ringe til min kone, og så skrider hun fra mig,« siger Anders Hjort og banker to gange i spisebordet lavet af træ.
Vi sidder i køkkenet på Frederiksberg i København. Anders banker kontrolleret to gange i bordet igen. Tanken om at skulle miste Elisabeth bliver alligevel for meget. Derfor er han nødt til det, og han retter i samme åndedrag på en figur på bordet, der står lidt skævt. Min computer burde også stå mere lige, forklarer han. Og hvis vi nu tændte adventslysene på bordet, kunne vi ikke nøjes med et enkelt. Det skulle være dem alle fire. For at være på den sikre side.
Anders Hjort slipper nok aldrig helt sine tvangstanker eller jinx, som han selv ynder at kalde dem.
»Jeg er nok mere bange for at miste end gennemsnittet. Jeg har jo oplevet, at det kunne ske, og at dem, du troede altid ville være der, pludselig forsvandt. Og hvordan forklarer man sig selv det? Jeg kan stadig ikke forklare, hvorfor min mor begik selvmord. Jeg er ikke helbredt endnu, men jeg er blevet bedre til at tale om det, og jeg har langt færre ting, jeg skal gøre. Jeg er ikke længere i konstant beredskab, og jeg er bevidst om, at det er noget, der foregår oppe i mit hoved,« siger Anders, der har svært ved at forestille sig et liv uden jinx:
»Jeg har aldrig tænkt på det, som om jeg havde et egentligt problem. Fordi jinxene oppe i mit hoved altid har hjulpet mig. Jeg kunne ikke leve uden. Fordi de har givet mig ro. Jeg har altid haft det sådan, at det bare var en mærkelighed i mig. Og at alt det her var en stor del af min identitet. Det vil sige, at hvis jeg lige pludselig ikke skulle have dem som en del af mit liv, så ville jeg miste noget af mig selv,« siger han.
Anders Hjort har det derfor også bedst, hvis han hver morgen kan sige »kør forsigtigt« til sin 12-årige søn Hugo på vej til skole. Men nu ved sønnen også, hvorfor far altid er så »beskyttende«. Han har OCD. Og så giver det hele jo pludselig bedre mening, har han forklaret sin far.
--- OOO --- OOO --- OOO ---
STYRET AF TVANGSTANKER
Tusindvis af danskere er styret af regler og ritualer, de skal følge, for at undgå, at noget frygteligt vil ske.
Du har sikkert selv prøvet at tage i dørhåndtaget en ekstra gang for at være sikker på, at døren vitterligt er låst, eller tjekket at komfuret nu også er slukket. Men for mennesker, der er ramt af tvangstanker – i fagsprog kaldet OCD – er det ikke nok at tjekke en gang eller to. For at få ro indeni er 100 gange ikke unormalt.
De mange ritualer og regler, der skal følges til punkt og prikke, kan være stærkt invaliderende. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet Per Hove Thomsen, der netop har udgivet bogen ’Kort og godt om OCD’.
»Det er en skjult lidelse, forstået på den måde, at det er noget, man er flov over og typisk ikke fortæller til andre, selvom ens hverdag i den grad kan være styret af sygdommen. For mange kan det betyde, at de ikke kan passe skole eller arbejde ordentligt, fordi de bruger enormt lang tid på deres ritualer og ikke kan koncentrere sig tilstrækkeligt om noget andet end deres regler og bestemte rækkefølger,« siger professoren.
Han skønner, at omkring 150.000 danskere i større eller mindre grad lider af OCD (Obsessive Compulsive Disorder, red.). En psykisk lidelse, der er karakteriseret ved tvangstanker, som kan være ideer, indre billeder eller indskydelser, der har besat bevidstheden, og som de ikke kan lægge fra sig. De føler sig tvunget til at udføre handlinger på en bestemt måde, fordi de frygter, at noget slemt vil ske – også selvom de ved, at det ikke giver mening f.eks. at vaske hænder 100 gange i døgnet.
Lægerne ved endnu ikke, hvorfor nogle rammes, og andre går fri, men det skyldes formentlig en forstyrrelse i et af hjernens signalstoffer, serotonin.
»Det er en kombination af hjernekemi og psykologi, det vil sige, at man formentlig har en genetisk sårbarhed, som gør, at bestemte belastende hændelser i form af f.eks. dødsfald eller ulykker, kan udløse OCD’en. Men det er noget af det, vi stadig forsker i,« siger han.
Begynder i barndommen
Forskning har allerede påvist, at de fleste mennesker med OCD får de første symptomer i løbet af barndommen. Men det er aldrig for sent at få behandling, understreger Per Hove Thomsen:
»For nylig lavede vi et studie blandt 270 børn, og 75 pct. fik det bedre, efter de havde modtaget psykologisk behandling,« siger han.
For nogle kan det dog blive nødvendigt med anti-depressiv medicin, hvis ikke behandlingen hjælper tilstrækkeligt. Ifølge Per Hove Thomsen er det dog bedst først at tale med en psykolog eller psykiater, fordi det på længere sigt giver et bedre resultat. Typisk vil behandlingen foregå ved, at behandleren udfordrer patienten til at lade være med at handle efter sine tvangstanker. For eksempel kan vedkommende blive bedt om at røre ved jord uden at måtte vaske hænder bagefter.
Er man tæt på et menneske med OCD, skal man forsøge ikke at blive en del af sygdommen, forklarer formand for OCD-foreningen Bettina Broni:
»Man skal passe på, at man ikke bliver filtret ind i det i form af medritualer. Det kan jo især være svært, hvis man er forælder og gerne vil hjælpe sit barn. Men man risikerer selv at skulle i behandling,« siger hun og råder til, at man f.eks. gradvist hjælper til at mindske omfanget af tvangshandlinger ved at lave ting sammen, så man på den måde får afledt tankerne.
