Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, er parat til at lade det tidligere apartheidregimes parti slutte sig til præsidentens Afrikanske Nationalkongres (ANC).

Mbeki sagde søndag, at der er tale om en bemærkelsesværdig forsoning, som er enestående i denne verden.

Marthinus van Schalkwyk, leder af Det Nye Nationalparti (NNP), sagde lørdag, at han planlægger at slutte sig til ANC i de kommende uger og opfordrede partimedlemmer til at gøre det samme. Formelt ophører partiet med at eksistere i september 2005.

Partiet havde i april et katastrofevalg, da færre end to procent stemte på NNP.

Nationalpartiet styrede Sydafrika i 46 år indtil afslutningen på det racistiske apartheidregime i 1994.

/ritzau/