En voldsom ulykke er fredag eftermiddag fundet sted i det centrale Stockholm, hvor en stor dobbeltdækkerbus er kørt ind i et busskur i Valhallavägen.
Det skriver flere medier blandt andre: Aftonbladet, Expressen og SVT.
Svensk politi bekræfter, at der er tale om dødsfald og mange tilskadekomne i forbindelse med ulykken. Ifølge Expressen er der angiveligt tale om tre personer, der er omkommet i ulykken.
Chaufføren af bussen er blevet anholdt af svensk politi, der betragter ulykken som groft uagtsomt manddrab. Årsagen til ulykken er stadig ukendt.

Svensk beredskab er massivt til stede ved ulykken.
»Der er tilskadekomne personer på stedet. Nogle er alvorligt sårede, flere er berørte,« udtaler Oscar Davila, der er kommandooperatør hos redningstjenesten til AftonBladet.
De svenske myndigheder fik besked om ulykken klokken 15.24. Politiet beskriver det som en alvorlig hændelse, men kan ikke på nuværende tidspunkt komme nærmere, hvad der forårsagede ulykken.
Statsministeren reagerer
Ulykken i Stockholm har fredag eftermiddag spredt sig til flere internationale medier.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson udtaler til AftonBladet, at han sender sine tanker til dem, der er blevet berørt af ulykken.
»Jeg har fået den tragiske nyhed om, at flere mennesker er døde og kommet til skade ved et busstoppested i det centrale Stockholm. Folk, der måske var på vej hjem til familie, venner eller en rolig aften derhjemme. Vi kender endnu ikke årsagen til dette, men lige nu går mine tanker primært til dem, der er blevet berørt og deres pårørende,« lyder det fra den svenske statsminister.
Der yderligere sender en opfordring til, at alle skal vise hensyn og udvise forståelse for beredskabets arbejde.
Også den svenske vicestatsminister, Ebba Busch, har reageret på ulykken.
Den store dobbeltdækkerbus, der er involveret i ulykken, stammer fra firmaet Transdev, det skriver SVT, der via busselskabet får bekræftet, at en af deres busser er involveret i ulykken.
Dobbeltdækkeren, der ramte busstoppestedet, havde ingen passagerer ombord.
B.T. følger sagen …

