Lyt til artiklen

‘Det er et amatørprojekt.’ ‘Den mand har ikke en fremtid i dansk politik’ og ‘det er så sjovt, at det ikke er noget, man stemmer på’. Allerede inden valget i juni var Uffe Elbæk død og borte ifølge de politiske eksperter, men sandheden skulle vise sig at blive en anden.

Pludselig var han den mand, der på rekordtid trodsede skepsis og hån. Og blev ni mandater rigere. Alternativets leder, Uffe Elbæk, er de to kommende mandage hovedperson i en dokumentarfilm, han selv kalder terapeutisk. Christian Holten Bonke og Jeppe Søgaard Nielsen har fulgt politikeren i 500 timer. Det hele begyndte for fem år siden, da Uffe Elbæk for første gang skulle vælges ind i Sundbyvester Valgkreds på Amager for De Radikale. BT har mødt Uffe Elbæk til en snak om hans oplevelse af tiden før valget og fremtiden for Alternativet.

Opret abonnement på PLUS og læs hele interviewet med Uffe Elbæk. Abonnement koster 29 kr. pr. måned - første måned er gratis (uden binding) - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, longreads og guider til dit liv. God læselyst!


‘Det er et amatørprojekt.’ ‘Den mand har ikke en fremtid i dansk politik’ og ‘det er så sjovt, at det ikke er noget, man stemmer på’. Allerede inden valget i juni var Uffe Elbæk død og borte ifølge de politiske eksperter, men sandheden skulle vise sig at blive en anden.

Pludselig var han den mand, der på rekordtid trodsede skepsis og hån. Og blev ni mandater rigere.

»Ikke for at lyde kæk, men som jeg plejer at sige, så går jeg ikke i gang med noget, som ikke lykkes. Alt, jeg har lavet, er lykkedes. Tingene kunne være væltet, men jeg var fuldstændig overbevist om, at vi kom i mål. Ellers ville jeg aldrig gå i gang med det,« siger Uffe Elbæk.

Valget blev afgjort for tre måneder siden, hvor Alternativet fik et drømmeresultat som nystiftet parti. Det virker nærmest symbolsk, at partiet i dag har hjemme på en lang, grøn gang i Ridebanefløjen på Christiansborg. For i Alternativet er de grønne politisk set, og hverken røde eller blå. Det slår partiets politiske leder Uffe Elbæk fast, da BT møder ham i den fjerneste ende af den grønne fløj.

61-årige Uffe Elbæk er rykket ind på den grønne gang efter nogle turbulente år i politik. I en ny dokumentar på DR2 kan seerne i morgen følge den tidligere kaospilots rejse, fra han i 2011 bliver valgt til Folketinget for De Radikale og umiddelbart efter udnævnes til kulturminister boblende af visioner og drømme om at gøre tingene anderledes.

Optaget over fem år

Kameraet følger også Elbæks bratte fald fra ministerposten, bruddet med De Radikale og det efterfølgende comeback i spidsen for Alternativet.

Aftalen med dokumentaristerne Christian Holten Bonke og Jeppe Søgaard Nielsen var i første omgang tre måneder, da Uffe Elbæk i 2010 stillede op i Sundbyvester Valgkreds i København. Ingen vidste dengang, at historien ville udvikle sig til en turbulent rutsjebanetur for politikeren. Det endte med rullende kameraer i fem år.

Store ambitioner

Meningerne om Uffe Elbæk er mange, men selv kalder han de seneste fem år fantastiske og lægger ikke skjul på, at ambitionerne for fremtiden er tårnhøje.

»Der var hele tiden noget, der ændrede tingene. Vi måtte se, hvor det endte henne - vi anede jo ikke, hvad der ventede rundt om næste hjørne. Men det har været fantastisk, og personligt er jeg rigtig tilfreds med de valg, jeg har truffet,« siger Uffe Elbæk om dokumentaren ’Uffes alternativ’, som han først selv så i mandags.

Efter 14 måneder på posten fratrådte Elbæk som kulturminister, da han blev anklaget for nepotisme, fordi han havde holdt fem offentlige høringer til en samlet pris på 180.000 kr. på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor hans mand blev ansat. Tre måneder senere rensede Rigsrevisionen ham dog for alle anklager.

Efterfølgende valgte Uffe Elbæk også at forlade den radikale folketingsgruppe og blev løsgænger. Siden stiftede han Alternativet, som der i første omgang blev set skævt til. Både fra politiske kolleger og medierne, som hverken så eller forstod, hvad de havde gang i. Men spørger man hovedpersonen selv, var danskerne med fra første dag.

»Da vi sad fem mennesker omkring et køkkenbord for to år siden og skulle beslutte, om vi skulle gøre det, sagde folk til mig, at vi ikke ville komme ind. Men jeg troede på, at vi ville få mellem fire og otte mandater. Og vi fik ni. Så det er ikke urealistisk at sige, vi skal være dobbelt så store næste gang. Vi skal være et stort, grønt parti,« siger den politiske leder om ambitionsniveauet.

Uffe Elbæk bruger en lidt særpræget sammenligning, når han skal forklare, hvorfor projektet netop blev til et parti og ikke en uddannelse eller tænketank:

»Jeg så et interview med designeren Vivienne Westwood, som laver noget fedt tøj. Og hun har lært, at der altid skal være en lynlås og knapper i tøjet, for det er noget, folk kender. Og så kan hun lave alt det andet, som hun egentlig gerne vil, med resten. Da vi valgte at gå ud med et parti, var det i overført betydning vores lynlås og knapper. Folk ved, hvad Christiansborg er, og de ved, hvad et parti er. Rammen var der. Trygheden,« siger han.

Pippi-filosofi

Ifølge Uffe Elbæk går Alternativet ikke efter at være anderledes, men samtidig mener han, at han tænker anderledes end andre på Christiansborg, fordi han ikke ser det som en karriere at være politiker. Og så lever han efter Pippi Langstrømpe-filosofien: ‘Hvis man er stærk, skal man også være sød’.

Alternativet blev dog af mange erklæret anderledes før og under valgkampen i juni.

Måske var det også derfor, at en journalist i forbindelse med valgkampen ville se, hvordan partiet arbejdede, og han overrasket sagde: ‘Jamen, det er jo dybt professionelt’.

Uffe Elbæk indrømmer derimod gerne, at han ikke har problemer med at skære igennem, selv når det handler om at tage ubehagelige valg. Det er en nødvendighed i hans position, siger han.

Og det er en opfattelse, politisk kommentator Jarl Cordua deler. Han sammenligner Uffe Elbæk med teflon, fordi han formåede at glide af på de ting, der kunne skade partiet. Og så viste Elbæk op til valget, at han kunne styre:

»Han forsøgte at skabe et billede af, at de var fuldstændig uden styring og et totalt hippieprojekt, hvor folk kunne gøre præcis, som de havde lyst til - og det var der slet ikke tale om. Kaospiloten kom til sin berettigelse, han kunne rent faktisk styre det kaos.

Og var der noget, der kunne skabe splid i Alternativ-bevægelsen, havde han en fremragende evne til at tale sort eller udtale sig på en måde, så han ikke skubbede folk væk fra sig. Det var en af de ting, som virkelig overraskede mig,« siger Jarl Cordua.

Eftertænksom

Udspekuleret må man dog ikke kalde Uffe Elbæk. Han foretrækker ordet eftertænksom.

»Jeg har lært, at det er rigtig godt at holde fast i sig selv og træffe de valg, man mener er rigtige. For så ender historien godt. Det har været min tilgang hele livet. Det er langtfra første gang, at jeg har hørt, at min idé var tosset. Men den kommer hjem alligevel. Det stammer fra min dybe tro på det, jeg laver,« siger Uffe Elbæk og glæder sig til den store fest om 14 dage, hvor Alternativet endelig skal fejre valgresultatet.

Dokumentarfilmen ’Uffes alternativ’ sendes på DR2 i to afsnit mandag den 28. september kl. 20.45 og den 5. oktober kl. 20.00.

--- OOO --- OOO --- OOO ---

Politisk kommentator Jarl Cordua om Alternativet:

Før valget

Efter valget