Hele sit liv har Alice Søvndal været vred på den kvinde, der som ung bortadopterede hende. Først som 51-årig havde hun modet til at møde sin biologiske mor. Da hun hørte Lis’ stemme forsvandt vreden.
Selvom det er mange år siden, og selvom adoptionen var lykkelig, så har hun i mange år båret på en vrede over, at hun blev afvist af den kvinde, som bar hende i maven i ni måneder.
Vreden sendte hende som teenager på jagt i sin fars papirer. Hun fandt sine adoptionspapirer med sin biologiske mors navn, Lis Bodil Jensen, men der var ingen forklaring på, hvorfor hun skulle bortadopteres.
Fra den dag undrede Alice Søvndal sig over, hvorfor en fremmed kvinde engang havde givet hende fra sig. Hvorfor ville hun ikke have hende?
Forklaringen fik hun først den vinterdag i år ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele den gribende historie om Alices jagt på sin biologiske mor, som bortadopterede hende som 22-årig. Da Alice en vinterdag i år finder frem til hende, får hun hele sandheden at vide - og det var ikke lige, hvad Aice havde regnet med ...
Hele sit liv har Alice Søvndal været vred på den kvinde, der som ung bortadopterede hende. Først som 51-årig havde hun modet til at møde sin biologiske mor. Da hun hørte Lis’ stemme forsvandt vreden
Alice Søvndal har aldrig haft lyst til at møde sin biologiske mor. I mange år har hun kun haft undren og skuffelse tilovers for den kvinde, der som 22-årig valgte at bortadoptere hende.
Alligevel ringede en meget nervøs Alice Søvndal denne vinter til den mor, hun aldrig har kendt.
Artiklen fortsætter under billedet
»Jeg står her og ryster. Må jeg stille dig en masse spørgsmål,« spurgte hun.
»Ja, selvfølgelig,« lød det i den anden ende.
»Jeg håber ikke, du bliver chokeret over, hvad jeg vil spørge dig om. Men har jeg nogen søskende?«
»Ja, jeg er gift og har en søn.«
»Okay, så jeg har en halvbror. Hvad skete der egentligt dengang, siden du bortadopterede mig?«
»Jeg blev misbrugt.«
»Det var da skrækkeligt. Kunne du tænke dig at møde mig?«
»Ja.«
Så snart Alice Søvndal hørte stemmen i den anden ende, faldt tingene på plads inde i hende.
Stemmen var hæs ligesom hendes egen, men ældre. 22 år helt præcis.
Vrede og spørgsmål
Alice Søvndal har altid vidst, at hun var adopteret.
»Jeg fandt ud af det, da nogle børn i skolen kaldte mig horeunge. Jeg gik hjem og spurgte, hvad det betød, og mine forældre fortalte – hvad de havde fortalt mig tidligere, men som jeg havde glemt – at jeg var adopteret.«
Selvom det er mange år siden, og selvom adoptionen var lykkelig, så har hun i mange år båret på en vrede over, at hun blev afvist af den kvinde, som bar hende i maven i ni måneder.
Vreden sendte hende som teenager på jagt i sin fars papirer. Hun fandt sine adoptionspapirer med sin biologiske mors navn, Lis Bodil Jensen, men der var ingen forklaring på, hvorfor hun skulle bortadopteres.
Fra den dag undrede Alice Søvndal sig over, hvorfor en fremmed kvinde engang havde givet hende fra sig. Hvorfor ville hun ikke have hende?
Forklaringen fik hun først den vinterdag i år.
»Jeg havde gennem længere tid været med i en Facebookgruppe for danske adopterede. På et tidspunkt søgte DR nogle, der ville stå frem og fortælle om at være adopteret. Jeg meldte mig med det samme.«
DR foreslog at hjælpe hende med at finde den mor, der havde givet hende væk i sin tid – og lave et tv-program om det.
Der er flere grunde til, at Alice Søvndal aldrig selv havde opsøgt sin biologiske mor. Først og fremmest var hun simpelthen bange for at blive afvist af den kvinde, der én gang havde givet hende væk.
»Derudover bad mine forældre mig direkte om at lade være. Jeg tror, de var bange for at miste mig. De var bange for, at biologien ville betyde mere, end de havde lyst til,« siger Alice Søvndal.
Det skulle forældrene nu ikke frygte, for Alice Søvndal kommer fra et kærligt adoptivhjem, og er, som hun selv siger: ’Blevet forkælet i hoved og røv’.
Forældrene var indremissionske og drev en købmandsforretning. Alice var enebarn, og forældrene kæmpede for at holde deres oprørske og vilde datter på Guds vej. For Alice klatrede i træer og lavede ballede, så hun skammer sig i dag.
»Der var mange konflikter. For når mine forældre sagde nej, gjorde jeg alligevel det, jeg ville. Jeg holdt fester og stjal øl fra mine forældres butik. Når jeg sagde, jeg gik i KFUK, gik jeg til fest i ungdomsklubben. I en periode forsøgte jeg at tage det kristne ind og gå til møder i KFUK for at gøre mor og far glade, men det gik slet ikke. Alle forbuddene passede mig bare ikke,« siger hun.
På jagt efter mor
I 2005 døde Alice Søvndals adoptivfar. Derefter vendte tankerne om at finde sin biologiske mor tilbage.
»Jeg begyndte at søge i kirkebøger efter min mor. Jeg fandt oplysninger om hendes konfirmation og noget, der skulle vise sig at være en gammel adresse.«
Alligevel gjorde hun intet – bl.a. fordi hun havde lovet sin adoptivmor at lade være.
»I 2013 døde min mor, men dengang var jeg ikke klar til at opsøge min biologiske mor. Jeg turde sgu ikke, men gik med frygten for at blive afvist. Til sidst tog tilrettelæggeren fra DR affære og kontaktede min biologiske mor bag min ryg. Jeg havde nok aldrig taget mig sammen, hvis hun ikke havde gjort det,« siger Alice Søvndal med et grin.
Dermed var vejen banet for kontakt mellem Lis Jensen og hendes 50-årige datter.
»Det tog mig en halv time at ringe op, selv om jeg på det tidspunkt godt vidste, at Lis gerne ville tale med mig. Men jeg rystede og svedte så meget, at jeg næsten ikke kunne trykke nummeret,« husker Alice Søvndal
I den anden ende af røret var ikke kun en venlig dame, som havde ventet i mere end 50 år på at høre fra sit barn. Det var også svarene på alle de spørgsmål, Alice Søvndal har tumlet med, siden hun var barn: Om hun havde søskende? Om hendes biologiske far? Men fremfor alt om hvad der skete dengang, siden den 22-årige Lis ikke ville have sin lille pige?
Historien var trist. Lis Jensen var blevet drukket fuld af to drenge, som havde voldtaget hende. Det kunne i 1964 umiddelbart berettige til en abort. Men Lis Jensen var for sent ude, og måtte derfor føde sit barn, som straks efter blev anbragt på et spædbørnshjem og senere bortadopteret til den indremissionske familie Jørgensen.
»Dén telefonsamtale fik mig til at smide 50 års vrede og angst for at blive kasseret. Bagefter var jeg bare lettet og glad,« mindes Alice Søvndal.
Samtalen bandt også knude på en anden løs ende. Alice Søvndal har heller aldrig vidst, hvem hendes biologiske far er. Men efter telefonsamtalen var hun for første gang også helt ligeglad.
»Ham har jeg ikke lyst til at lede efter. Sådan et svin.«
Det sidste møde
Et par uger efter telefonsamtalen, som senere blev vist i DR-dokumentaren ’Adoptionens historie’, trillede Alice Søvndals bil op foran Den Gamle Kro uden for Odense. Her skulle Alice Søvndal møde sin biologiske mor for første gang og have svar på alt det, hun havde glemt at spørge om i telefonen. Allerede fra bilen kunne hun genkende sig selv i den kvinde, der stod og ventede på parkeringspladsen.
»Jeg var ikke i tvivl. Hun havde min statur.«
I løbet af de næste tre timer fandt Lis Jensen og Alice Søvndal ud af, hvor meget de havde tilfælles. Udover udseendet og glæden ved en smøg. De delte også en aktiv livsstil, interessen for folkedans, humor og dét at synge i kor.
»Vi snakkede om alt. Om os selv og om livet generelt. Der var ingen pauser, for vi talte lige meget,« griner Alice Søvndal.
Et par uger efter skulle Alice Søvndal møde resten af familien, Især broderen Per var hun spændt på at møde.
»Jeg fik et kæmpe knus, og han sagde: ’Hej, søster’,« husker Alice Søvndal, som endelig fik den søskende, hun altid savnede som barn.
Men den følelsesmæssige rutsjetur var langtfra slut. Alt for kort tid efter deres første møde døde Lis Jensen den 22. april i år. Hun fik en hjerneblødning, og hendes liv stod ikke til at redde.
En uges tid senere sad Alice Søvndal forrest i en stopfyldt kirke, da hendes biologiske mor, som hun kun havde nået at se to gange, blev begravet.
»Jeg blev mere ked af det, end jeg havde regnet med. Jeg tænkte: ’Hvordan kan den skide Gud, som de alle sammen tror på, gøre det her mod mig’? Netop som jeg fandt det spejl, jeg altid har ledt efter, blev det taget fra mig igen,« siger Alice Søvndal og tilføjer:
»Jeg har fundet en ro, som jeg ikke havde før. Jeg er adopteret og enebarn, da jeg mistede mine forældre, havde jeg ingen at støtte mig til. Så da præsten kiggede på mig og sagde, at der for nylig var kommet nye billeder i Lis Jensens familiealbum, tudede jeg. Men jeg sad sammen med min nye familie.«
