Aldrig før har danskerne vist så lidt interesse for at optage et boliglån som i dette års tredje kvartal.

Der er nemlig kun givet 35.830 lånetilbud i årets tredje kvartal, viser friske tal fra bankernes interesseorganisation Finans Danmark. Det er lavpunktet i de 27 år, hvor man har ført statistik på området.

Udviklingen har Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbjedsnes Landsbank, bidt mærke i. Han påpeger hæfter sig ved, at danskerne sidste år valfartede til bankerne for at udnytte de stigende renter ved at konvertere deres lån.

Men nu ser tingene anderledes ud, påpeger han:

»Det hænger sammen med, at både rentestigninger og boligmarked er faldet mere til ro, som vi har bevæget os ind i 2023. Og det har sendt færre boligejere afsted efter et lånetilbud. Den mere rolige periode kommer ovenpå en hektisk tid med både konverteringsbølger og rekordmange bolighandler.«

Konkret blev der i september måned givet 11.474 lånetilbud til danskerne, hvilket er et fald på 56 pct. i forhold til for et år siden.

Boligmarkedet har budt på både op- og nedture det seneste års tid. I foråret 2022 begyndte priserne at dykke grundet de heftigt stigende renter på boliglån, der på kort tid gik fra 1,5 pct. til 5 pct. og endda kortvarigt 6 pct.

Optimismen ser dog ud til at være vendt tilbage på boligmarkedet de seneste par måneder, hvor priserne er vendt rundt og steget. En af forklaringerne på de stigende priser kan være, at boligejere vil nå at sidde i deres nye bolig inden 1. januar for at vige udenom den nye boligskattereform.