Han siger, at det ikke er hans skyld, at han begår kriminalitet for at skaffe penge.
»Det her system gjorde mig kriminel. Der sker ikke noget i vores daglige liv. Vi spiser og sover bare. Vi er ubrugelige som kyllinger, der bare ligger og lægger æg.«
Han siger, at det ikke er ham, men forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård, der har fået ham til at slå ind på en kriminel løbebane. At håbløsheden, magtesløsheden og den håbløse udsigt over de åbne marker og skoven på den midtjyske hede har kulet ham ned i et mørke, hvor han ikke har noget at miste. Intet at vinde.
Abdul Emedi er 35 år og fra Kenya. Han er afvist asylansøger og har dermed intet lovligt grundlag for at opholde sig i Danmark.
Han har været i Danmark i syv år. De seneste to år på Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune. Når han altså ikke har siddet i fængsel for kriminalitet, han har begået, mens han har haft adresse på Kærshovedgård.
»Alle her har en svag mentalitet, for de har ikke penge, og de ved ikke, hvad de skal lave i deres fremtid. De er bare nede hele tiden. Det er totalt håbløst,« siger Abdul Emedi og tilføjer:
»Alle er fattige. Samler flasker, laver kriminalitet, stjæler for at at overleve. Folk giver op. Så begynder de at drikke alkohol og tage stoffer. For at glemme deres problemer. Og så bliver det bare værre og værre.«
Udrejsecenter Kærshovedgård ligger små seks kilometer fra den nærmeste by, Bording. En lille stationsby med en Fakta-butik, en OK-tank med kiosksalg, en bager, en skole, en sportshal og 2.374 indbyggere, blandt hvem der tales meget om det voldelige overfald i Fakta, antastningen af biler ved Kærshovedgård, butikstyverierne, cykeltyverierne og den generelle utryghed ved at have fået 230 nye naboer på Kærshovedgård.
Se video om Kærshovedgård her:
Hegnet rundt om Kærshovedgård er sat op for, at udefrakommende ikke skal gå derind, men ikke for at holde beboerne inde bag hegnet. De kan bevæge sig frit ud og ind af centret.
Kærshovedgård-beboerne fordeler sig på tre grupper:
Den største tæller 146 afviste asylansøgere, der som Abdul Emedi ikke umiddelbart kan hjemsendes, da de som Abdul Emedi nægter at skrive under på at udrejse frivilligt, og da deres hjemland ikke vil tage imod tvangsudviste.
Den næststørste grupper er 59 udvisningsdømte, kriminelle udlændinge, der har afsonet deres fængselsstraffe, men heller ikke kan tvangsudsendes.
Den sidste gruppe tæller 25 udlændinge på såkaldt tålt ophold. Det betyder, at de har begået så alvorlig kriminalitet i Danmark eller i deres hjemland, at de er persona non grata i Danmark. De er udvist ved dom eller administrativt.
Den danske stat anerkender imidlertid, at udvisningen ikke kan effektueres, fordi de risikerer dødsstraf, tortur eller umenneskelig behandling, hvis de udvises. Personer på tålt ophold i Danmark er blandt andet dømt for narkokriminalitet, voldtægt, vold med døden til følge, mord, krigsforbrydelser eller er udvist adminiitrativt, fordi de vurderes at udgøre en fare for statens sikkerhed. Det er om denne gruppe, integrationsminister Inger Støjberg (V) i forsommeren 2016 sagde:
»Det skal være så utåleligt som overhovedet muligt at være på tålt ophold i Danmark.«
Og så blev Udrejsecenter Kærshovedgård taget i brug. Beboerne - som alle er enlige, hovedparten mænd - har ingen indtægt. De må ikke tage arbejde i Danmark.
Kun hvis de aktivt medvirker til egen hjemsendelse og i øvrigt opfører sig eksemplarisk, kan de optjene op til 402 kroner i lommepenge hver 14. dag. Der er stort set ingen, der får udbetalt lommepenge, oplyser Udrejsecenter Kærshovedgårds enhedschef, Casper Månsson.
Beboerne får morgenmad, frokost og aftensmad på faste tidspunkter i en stor, fælles kantine. Centrets opholdsrum på 20-25 kvadratmeter er tomt, bortset fra en stålvask, noget beskidt service, affald på gulvet og et slidt bord uden stole, da B.T. besøger centret.
Beboerne må ikke tilberede mad på deres 12 kvadratmeter store værelser, som de som udgangspunkt deler to og to.
»Jeg har været her i to år, og jeg får ingen penge. Jeg vågner bare op på mit værelse og spiser den mad, de sørger for her, og går tilbage til værelset. Ellers går vi bare rundt og samler flasker. Dem, der har familie, forsøger måske at få dem til sende dem nogle penge til det, de har brug for,« siger Abdul Emedi.
Han fortæller åbent, at han tager kriminelle midler i brug i jagten på penge. Hvad han helt præcis gør, vil han ikke sige.
»Jeg kan ikke fortælle det offentligt, det er min hemmelighed. Men jeg gør, hvad jeg kan for at overleve. Der er ikke noget valg,« siger han og tilføjer:
»Jeg stjal ikke (før indflytningen på Kærshovedgård, red.). Jeg er ikke vant til at stjæle, men jeg gør hvad som helst for at overleve. Det ændrede mig at komme her.«
Han været i fængsel fire gange - mindst - for kriminalitet, han har begået, siden han fik adresse på Kærshovedgård, siger han. Tanken om at komme i fængsel afholder ham ikke fra at begå ny kriminalitet. Tværtimod.
»Det er bedre at være i fængsel end her. I fængsel kan man få penge. Der får man penge for at arbejde. Her er det total undertrykkelse. De ødelægger vores liv.«
