Walter Bürger arrangerede sammen med sin kone, læge, sygeplejerske og præst sin egen afsked med livet. Hans enke har valgt at fortælle åbent om den store beslutning.
Han var ikke så lidt af en festabe, og når hans yndlingsband Beatles blev smækket på pladespilleren, kunne han bare slet ikke holde kroppen i ro.Men det endte med, at han - udover at miste taleevnen og muligheden for at spise selv - ikke kunne bevæge så meget som en enkelt muskelfiber i den spinkle krop. Han kunne bevæge øjnene - ikke andet. En bestemt øjenbevægelse betød 'ja' - en anden 'nej'.
Den frygtede sygdom ALS - en aggressiv, altødelæggende form for sklerose - tappede langsomt HT-chauffør Walter Bürger for alle kræfter. Han følte sig til sidst som nærmest en fange i sin egen krop. Han forstod alt, men havde sværere og sværere ved at kommunikere med omverdenen.
Det endte med, at den før så livskraftige mand på 59 år tog en stor og uigenkaldelig beslutning:
Lægen hjalp ham
Han besluttede at dø, og afskeden blev arrangeret på dato og nærmest klokkeslet sammen med konen, en overlæge og en sygeplejerske fra det hospital, som stod for hans behandling.
Den 2. december 2008 - på den aftalte dato - kom lægen og sygeplejersken hjem til ham i Helsingør for at hjælpe ham til at dø.
Lægen gav ham først et sovemiddel, så han faldt i en dyb søvn. Sammen med en sygeplejerske fjernede han derefter den respirator, som i årevis havde trukket vejret for Walter. Hustruen Ingrid holdt ham i hånden og kyssede kærligt farvel. I minutterne før havde også de to store børn taget afsked med deres far. Imens han gled væk, blev spillet den eviggrønne melodi 'Time to say goodbye' med stjernen Sarah Brightman.
20 minutter efter, at respiratoren var fjernet, blev Walter erklæret død af lægen.
Kæmpede imod
- Det var min mands helt egen beslutning, at han skulle dø på en bestemt dato og klokkeslet. Jeg havde forsøgt at kæmpe imod. Elskede ham højt og fortalte ham, at han var alt for god til at 'kassere' på den måde. Men han stod urokkeligt fast, og til sidst valgte jeg at bakke ham op.
Jeg savner ham voldsomt hver eneste dag, men jeg fortryder alligevel ikke, lyder det stille, men afklaret fra kontorassistent Ingrid Bürger, der - udover i B.T. - har valgt at stå frem med parrets usædvanlige historie i det kommende nummer af Muskelsvindfondens blad 'Muskelkraft'.
Ikke aktiv dødshjælp
- Det, der skete, er ikke aktiv dødshjælp. Loven om patienters retsstilling giver en syg ret til at bede om at få en behandling stoppet - i det her tilfælde behandlingen med respirator. Også selv om man ved, at det betyder patientens død. Det kan sammenlignes med den kræftpatient, der pludselig afbryder hospitalets behandling med kemo, fordi hun ved, at behandlingen ikke vil redde hendes liv. Så lægen og sygeplejersken har intet ulovligt gjort, siger Ingrid Bürger.
Beslutningen om at dø på dato og klokkeslet blev ikke taget over en nat. Den var længe undervejs.
Ville ikke opleve julen
- Allerede da han for 10 år siden fik sin ALS-diagnose, sagde han klart, at han ikke ville leve videre den dag, hvor sygdommen forhindrede ham i at kommunikere med omverdenen. I løbet af sommeren 2008 blev jeg sikker på, at han mente det alvorligt. Der var et par familiebegivenheder, han gerne lige ville nå at få med. Men han slog fast, at han ikke ønskede at leve julen over.
Sammen gik vi i gang med forberedelser. Bl.a. mødtes vi jævnligt med en præst, vi var kommet til at synes rigtig godt om. Og på møder med hospitalslægerne fik Walter også gjort klart, at han stod nagelfast på sin beslutning, og de nærmere deltaljer om, hvordan det skulle foregå, blev endevendt.
I midten af november sidste år blev der så sat fast dato på - 2. december. Forinden havde vi sammen med præsten og bedemanden diskuteret detaljerne ved den efterfølgende begravelse. Min mand var Beatles-fan om en hals, og han ønskede, at der skulle spilles hans yndlingsmelodier ved bisættelsen, bl.a. 'Michelle' og 'Here Comes the Sun'.
Umenneskeligt
- Der er ingen tvivl i mit sind om, at vi handlede rigtigt. Walter var 100 pct. afklaret. Det var kun et spørgsmål om kort tid, før vi end ikke kunne 'tale' med ham via øjenbevægelser og en særlig øjenstyret pc. Det var blevet meget sværere de sidste måneder. Det er umenneskeligt på den måde at være isoleret fra andre. Bare noget så banalt, som at det kløer på næsen - at man ikke kan få det gjort klart for sin kone, så hun kan klø ham lidt...
Min mand var trods sin sygdom en meget stærk person. Selvrådig. Meget social og udadvendt. Var bl.a. med til at arrangere fester for sine gamle HT-chauffør-kolleger. Livet skulle leves på trods! Men sygdommen var ved at klemme de sidste kræfter ud af ham. Det var det rigtige tidspunkt at tage afsked.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra overlægen, der hjalp Walter, men han kunne ikke træffes, fordi han p.t. er på rejse til Canada.
