Tågen slutter tæt om din bil, og du må være hyperopmærksom for at se den forankørende. Pludselig dukker en bil op foran dig. Helt mørk. Den har nemlig ingen lys bagpå.

Denne fiktive situation optræder med jævne mellemrum rundtomkring på vejene i Danmark, når det regner, sner, er tåget eller bare generelt dårligt vejr.

Vi har skrevet om det før, og nu gør vi det altså igen: bilister, der glemmer at tænde baglygterne. For problemet er der stadig, og desværre ser det ikke ud til, at det bliver løst lige med det samme.

Selv om det kan virke banalt, så kan den lille forglemmelse nemlig føre til farlige situationer og i værste fald ulykker.

Så sent som store bededag, da blygrå regnskyer hang over det meste af Danmark, var motorvejene fyldte med biler med slukkede baglygter.

Hos Foreningen af Danske Motorejere, FDM, kender man alt for godt til problemet.

»Det er stadig et problem derude, og det er ikke mit indtryk, at det er på kanten af at være væk,« siger juridisk konsulent hos FDM Dennis Lange.

Det dukkede op i 2011, da EU lavede ny lovgivning på området og besluttede, at nye biler fremover skulle leveres med særligt kørelys i forlygterne og ikke i baglygterne. Det betyder, at lyset bagpå ikke længere tænder automatisk, når du drejer nøglen.

Foto: BENT MIDSTRUP
Vis mere

Baggrunden var et ønske om at reducere benzinforbruget, og det er sådan set sympatisk nok, mener Dennis Lange. Desværre fik det den uhensigtsmæssige bivirkning for os i det mørke nord, at mange biler i dag kører rundt uden lys bag på bilen.

»Nu skal du være opmærksom på, at hvis bilen ikke automatisk sørger for at tænde lyset bagpå, så skal du selv gøre det,« siger Dennis Lange og forklarer, at nye biler i dag bliver leveret med særlige lyssensorer, som selv tænder, når det bliver tilpas mørkt udenfor.

»Men selv om din bil har lyssensor, så er det ikke sikkert, at lyset tænder i for eksempel tåge eller snevejr,« tilføjer han. »Og så skal du altså selv huske at gøre det.«

Det gode råd fra FDM lyder, at du starter med at finde ud af, hvordan din bil fungerer.

»Har du en bil, som ikke automatisk tænder baglygterne, og ved du med dig selv, at du er typen, der ofte glemmer det, så er det værd at overveje at få bilen kodet om,« siger Dennis Lange.

Det gør du ved at besøge dit lokale værksted, som kan fikse sagen for mellem 1500 og 2000 kroner.

Og kører du rundt i dårligt sigte derude og spotter en mørkelagt med-bilist, så er det altså tilladt at huske ham eller hende på det.

»Så må man gerne give et kort blink eller dyt. Så hvis nogen ligger bag dig og dytter eller blinker, så tjek lige, om du har husket at tænde baglygterne,« siger Dennis Lange fra FDM.