Læger og misbrugseksperter slår nu alarm over et bekymrende misbrug af stoffet ketamin.
Stoffet, der blandt andet er beregnet som bedøvelsesmiddel til heste, bliver nu mere udbredt som misbrugsmiddel.
Det skriver Berlingske.
For de seneste år har medført en stor stigning i antallet af unge patienter, som opsøger hjælp mod smerter – og som senere viser sig at være store skader på blæren. Alvorlige skader, som de har fået ved et misbrug af ketamin.
»Det fylder alt for dem. Vi ser nogle unge mennesker, som fuldstændigt har fået ødelagt deres liv. De er simpelthen blevet smadret af deres misbrug af ketamin,« siger professor Mikkel Fode fra afdeling for urinvejssygdomme på Herlev-Gentofte Hospital til mediet.
Indtaget af ketamin gør sig også tydeligt gennem spildevandsmålinger i Danmarks fem største byer. Særligt i Esbjerg er fund af ketamin i spildevandsprøverne steget fra 2024 til 2025 med hele 147 procent.
Ifølge Henrik Vigh, der er professor ved Københavnsuniversitet, er ketamin populært i nattelivet, fordi det er billigt og kan blandes med andre dyre stoffer.
Det særligt farlige ved stoffet er dog, at det kan ødelægge slimhinden i urinvejene, når stoffet nedbrydes – og det kan udvikle sig til en kronisk betændelsestilstand og ramme både nyrer og blære, som kan begynde at skrumpe og bløde.
»Jeg tror simpelthen ikke, der er nogen unge, der ved, at de kan få ketaminblære. Hvis man tager det i weekenderne over en årrække, så tror jeg ikke, at de har set i horisonten, at det her betyder, at man kan ende med at gå med voksenble eller værre,« udtaler Henrik Vigh.