Han har altid forsøgt at ’please’ andre og ’passe ind’. Men i en ny debatbog kritiserer tidligere tv-vært Abdel Aziz Mahmoud bl.a. Yahya Hassan, Naser Khader og Inger Støjberg for at være for skingre i integrationsdebatten. Men hvorfor bevæge sig ud i et minefelt, hvis man ikke vil være uvenner med nogen?
Abdel Aziz Mahmoud har ændret holdning. Som barn og ung ville han være så dansk som overhovedet muligt. Han ville have brunsviger, når forældrene spiste søde Baclav kager. Han forlangte, at der blev talt rigs-dansk i hjemmet. Og i fjernsynet smilede han – bredt og hvidt – når folk skældte ud på indvandrere.
Men for et år siden indså han, at han aldrig når den rød-hvide målstreg. Uanset hvad han gør, vil han aldrig nogensinde blive opfattet som helt og holdent dansk. Derfor har han ændret holdning.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Abdel Aziz Mahmoud. Han fortæller om hvordan han hele sit liv har gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at blive dansk. Og om hvordan han næsten ikke kunne være i sin egen krop af bar pinlighed, hvis forældrene ikke kunne forstå, hvad lærerne sagde. Nu stiller han sig for første gang frem som indvandrer og taler deres sag. Han mener, at opskriften til en succesfuld integration, består af tre lige vigtige ingredienser – kollegaskab, naboskab og venskab.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Han har altid forsøgt at ’please’ andre og ’passe ind’. Men i en ny debatbog kritiserer tidligere tv-vært Abdel Aziz Mahmoud bl.a. Yahya Hassan, Naser Khader og Inger Støjberg for at være for skingre i integrationsdebatten. Men hvorfor bevæge sig ud i et minefelt, hvis man ikke vil være uvenner med nogen?
Abdel Aziz Mahmoud har ændret holdning. Som barn og ung ville han være så dansk som overhovedet muligt. Han ville have brunsviger, når forældrene spiste søde Baclav kager. Han forlangte, at der blev talt rigs-dansk i hjemmet. Og i fjernsynet smilede han – bredt og hvidt – når folk skældte ud på indvandrere.
Men for et år siden indså han, at han aldrig når den rød-hvide målstreg. Uanset hvad han gør, vil han aldrig nogensinde blive opfattet som helt og holdent dansk. Derfor har han ændret holdning.
Abdel Aziz Mahmoud er kendt fra tv. Han har været tv-vært på Aftenshowet, på forbrugerprogrammet Basta på TV 2 og på DR Update. Lige nu udvikler han nye tv-programmer på Nordisk Film-tv. Det vil sige, det gør han, når han ikke debatterer integration på Facebook, på tv og i sin nye bog ’Hvor taler du flot dansk!’, der udkom 6. april 2016.
Hele sit liv har han gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at blive dansk. Han er gået benhårdt efter en plads i flokken. For at høre til blandt danskerne. Nu stiller han sig for første gang frem som indvandrer og taler deres sag. Men det er op ad bakke – for ’den gamle Abdel’ har egentlig ikke lyst til at lægge sig ud med nogen.
Første gang Abdel Aziz Mahmoud blandede sig i debatten, var det en reaktion på, at muslimer skulle tage afstand fra terror og undertrykkelse. Han lavede små, satiriske ’Tag Afstand’-videoer på YouTube, hvor han i sjov tog afstand fra alt muligt. Lige fra terroren mod Charlie Hebdo i Paris til mavedans i Lalandia og et manglende juletræ i en boligforening i Kokkedal. Han synes stadig, det er grotesk, at han bliver bedt om at tage afstand fra begivenheder, han intet har med at gøre.
Det seneste eksempel er fra 22. marts, da terroren ramte Bruxelles og dræbte 35 mennesker. Samme dag skrev Abdel Aziz Mahmoud dette Facebook-indlæg:
»Er ALLE med ’islamisk baggrund’ ikke søde at ringe til fodboldekspert Carsten Werge? Ellers er I nok skyldige. #shitPeopleSay #HereWeGoAgain«.
Opslaget var en reaktion på, at Carsten Werge på Twitter havde skrevet: ’Gruopvækkende dag i Bruxelles. Vi er mange, der fordømmer, men jeg savner virkelig, at flere med islamisk baggrund tager offentligt afstand.’
Tre veje til integration
I lejligheden på Nørrebro har han trukket benene op under sig, men overkroppen læner han ud over sofaen. Han er typen, der holder øjenkontakt – længe. Han virker ikke bange af sig, taler hurtigt og højt. For han mener at have fundet opskriften på succesfuld integration og er ivrig efter at dele den. Opskriften består af tre lige vigtige ingredienser – kollegaskab, naboskab og venskab.
»Har man de tre ting, bliver man integreret. Det er helt sikkert,« siger Abdel Aziz Mahmoud.
Ordene runger mellem de fritstående bjælker i køkken-alrummet. Som vil han sende budskabet fra femte sal ned til gaderne i den bydel, hvor mange nydanskere har deres dagligdag.
Efter han er begyndt at tale offentligt om sine egne oplevelser med at blive dansk, mærker Abdel Aziz Mahmoud, at mange muslimer og nydanskere lytter til ham og bruger ham som inspiration. Han oplever, at hans ord vækker genkendelse hos dem, der gerne vil være danske. De ser ham som talerør.
Abdel Aziz Mahmoud taler på vegne af den store midte af muslimer. Dem som er dødtrætte af polarisering og generalisering. Det tavse flertal som ikke er rabiate fundamentalister, men heller ikke konstant proklamerer, at de aktivt tager afstand fra de ekstreme. De almindelige muslimer er svære at se i mediebilledet. Flertallet af muslimer er blevet usynlige. Dét vil Abdel Aziz Mahmoud kompensere for. Han vil vise, at muslimer er andet end ekstremister og mønsterbrydere. Derfor blander han sig nu i debatten.
Imod min vilje
Han føler sig tvunget ud i debatten. For han er bekymret for, at mange i Danmark ikke tror, at velintegrerede indvandrere, som ham selv, eksisterer. Medierne beskriver enten nydanskere som kriminelle, rabiate muslimer eller som blankpolerede mønsterbrydere. Det giver et unuanceret billeder af yderpolerne og levner ingen plads til det store flertal, mener Abdel Aziz Mahmoud.
Hans første debatindlæg ’Jeg har ikke lyst til at skrive det her’ blev trykt i Politiken i sommeren 2015. Det handlede om, hvor trist han var over at skulle gøre opmærksom på, at hans familie er helt almindelig.
»Jeg ved, at mange af mine forældres venner minder om os. Hvis jeg var den eneste af min slags, var der ikke grund til at skrive det. Men jeg har behov for at sige, at blandt det ukrudt, I hører om, vokser der også blomster,« siger han.
Abdel Aziz Mahmouds forældre flygtede fra Libanon til Danmark i 1984, da han var ét år gammel. Der var mange nye ting at vænne sig til for den lille familie. Nyt sprog, nyt job, nye naboer. Hans mor blev hurtigt en aktiv del af samfundet.
Hun arbejdede som frivillig i børnehaven, gik på sprogskole og var lykkelig for det job i Kvickly, hun havde kæmpet for at få. Ikke længe efter familien var flyttet fra asylcentret Næsseslottet i Holte, bankede hun på døren hos sine nye naboer for at invitere dem på kaffe. Hun fik en blank afvisning. Selvom det bare var et ’nej tak’ til kaffe, forekom uvenligheden hende så voldsom, at der gik flere år, før hun turde prøve igen.
Først da familien i 1987 flyttede fra Greve Strand til et parcelhus i Middelfart, fattede hun mod og krydsede græsplænerne. Denne gang blev hun budt indenfor, og ægteparret Edna og Erik blev med tiden forældrenes gode venner. Over mange kopper kaffe lærte de hinanden om falafler og hårvoksning, duge og servietfoldning.
Det er umuligt at overvurdere betydningen for en nydansker af at vokse op i provinsen og have gode danske venner, forklarer Abdel Aziz Mahmoud. Han føler sig overbevist om, at integrationen ikke var lykkedes nær så godt, hvis familien var endt med at bo i en ghetto i stedet for i det røde murstens-parcelhus med ligusterhæk på Merianvej.
Jeg er gået ’all in’
Selv længe efter at de to nærmeste naboer var faldet for Abdel Aziz Mahmouds mors charme og falafler, trængte hun sig stædigt på i nabolaget. Danskerne kom ikke af sig selv. Abdel Aziz Mahmoud og hans søskende blev sendt rundt med hjemmebagt pitabrød i poser til de andre beboere på Merianvej. Moderen insisterede på at spise aftensmad i forhaven, så alle, der gik forbi, kunne se, at familien Mahmoud ikke var spor mærkelig.
Men Abdel Aziz Mahmoud ville meget hellere spise foran fjernsynet, som de andre i klassen gjorde. Han kunne ikke blive dansk nok. Men havde en enorm længsel efter at passe ind. Han nærstuderede sine klassekammerater og deres familier, kopierede alt, hvad de gjorde, for at blive som dem. Og han forlangte det samme af sine forældre.
»Jeg er gået ’all in’. Jeg er ikke integreret, jeg er assimileret. Jeg kan godt lide at sige, at man skal mødes på midten, men jeg er gået over midten. Fuldstændig. Det er ikke nødvendigvis altid godt,« siger han.
Han fortryder, at han altid skammede sig over sin baggrund. At han næsten ikke kunne være i sin egen krop af bar pinlighed, hvis forældrene ikke kunne forstå, hvad lærerne sagde. Og at han så ned på andre børn med brun hud og accent.
»Da jeg var lille, blev jeg glad, hvis nogle sagde, at jeg talte godt dansk. Det var fantastisk. Jeg har gerne villet være ’præmieperker’. Det er ærgerligt, at jeg ikke har været mere stolt, selvsikker, og hvilede mere i mig selv. Jeg blev for hurtigt voksen af det.«
Skæld ikke ud
I integrationsdebatten er der mange kokke om én ret. Abdel Aziz Mahmouds opskrift med kollegaskab, naboskab og venskab er langtfra særegen. Men han er træt af, at der er gået sport i ’selvhadende nydanskere som Yahya Hassan og Naser Khader, der sparker på̊ ’eres egne’ til stående bifald fra debat-Danmark,’ som han skriver i sin bog. Hans kritik gælder også Ahmad Mahmoud, forfatter til bogen ’Sort land’, der handler om forfatterens opvækst i et parallel samfund i Askerød.
Abdel Aziz føler ikke, at debattørernes vrede gavner nogen. For de viser ikke selv det gode eksempel, når de skriver i versaler og sætter hårdt mod hårdt.
»De antager, at det de har oplevet gælder for alle. De skælder ud på hele gruppen og generaliserer. De tænker ikke på, at der sidder nogle mennesker, som gerne vil inspireres. Det bliver de ikke af at vælge familien fra. Nogle skal også tage opgøret stille og roligt. Sige fra i hverdagen, men ikke svine familien fuldstændig til,« siger han.
Han er skuffet over Naser Khader, som opfinder ord som nazi-islamisme og bruger sin barske retorik til at støde sine med-arabere fra sig. For nylig mødtes Abdel Aziz med Naser Khader over en frokost. Han vil gerne mødes på halvvejen med dem, han er meget uenig med. Abdel Aziz Mahmoud kan godt se, at Naser Khader påpeger nogle reelle problemer, men han mener, at Khader er for unuanceret i sin tilgang til dem.
»Han puster ild i den falske fortælling om, at folk kommer hertil for at nasse. Jeg forstår ikke, hvad det gavner. Han vil tage statsborgerskabet fra dem, der ikke tror på demokratiet, men hvor er vi så henne? Det der meningspoliti bryder jeg mig slet, slet ikke om.«
Bange for holdninger
Man kan hurtigt blive grundforvirret, når man debatterer integration.
»Det sjove er, at de værste mod indvandrerne er indvandrerne selv. Min mor kan finde på at sige i en forsamling: ’Hvor er I henne, kære forældre? Jeres børn går på gaden. I arbejder til kl. 23, og I ser ikke jeres børn hele dagen, og når I så hører, at de har lavet ballade, tror I ikke på det. I tror, at politiet er racistisk’,« refererer Abdel Aziz Mahmoud.
Selv vil han ikke være hård mod indvandrere, når etnisk danske lytter med. Han skruer op og ned for kritikken alt afhængigt af, hvem der er publikum. For målet med debatten er ikke at grave grøfter, men af bygge broer.
»Jeg taler med to tunger og skælder ud på begge parter. Når jeg er i Vollsmose og holder foredrag, siger jeg: ’Nu må I komme ud at vise jer.’ For der er også noget om kritikken. Men når Inger Støjberg kun ser problemerne og aldrig det gode i udlændingene, så er hun kun en del af befolkningens minister – ikke hele befolkningens minister – og så vil jeg også have lov at kritisere hende.«
Abdel Aziz Mahmoud er konstant i tvivl om, hvilke konflikter han skal blande sig i, og hvilke han skal undgå. Han tænker nøje over ordene, inden han skriver et indlæg på Facebook. Han skriver, sletter, læser, tæller til 10 og beder sine venner eller sin danske kæreste om deres mening. Først derefter trykker han ’enter’, og hans indspark kan læses af hans 18.300 følgere på Facebook og 12.300 følgere på Twitter.
Han prøver at skrive med humor, men en gang imellem tager vreden og følelserne over. Det gjorde de eksempelvis 12. februar i år, da BT bragte en artiklen med følgende overskrift: ’Grimhøj-talsmand om gravide 14-årige brude på asylcentret: Vi må acceptere, at det er en anden kultur.’
Det fik Abdel Aziz Mahmoud til tasterne:
»Kære ligegyldige Grimhøj-mand. Er du sød at ignorere telefonen, når mine overskrift-liderlige kolleger ringer? De tror, du betyder noget for nogen. Du er muslimernes Mogens Camre, som man kun vil høre på, når man savner noget rabiat at forarges over. Skrid.« 3.600 personer ’syntes godt om’ dét opslag.
Tidligere på året bevægede han sig også ind i debatten om Muhammedtegningerne med denne opdatering:
»Skal man elske enten den ene eller den anden tegning? Eller må man godt synes, at både Løkke i naziuniform og bomber i Muhammed-turban er dum og dårlig satirehumor?«
Men det meste af tiden prøver han at leve op til sin egen regel om kun at blande sig, hvis det handler om noget, han selv har erfaret. Han er bevidst om, at han lægger bånd på sig selv og sine ytringer for at undgå en konflikt. For han kan ikke komme udenom, at den konfliktsky ’gamle Abdel’ er en fast del af ham.
Det slog han fast, da han blev inviteret til at deltage i Debatten på DR2, efter at hundredevis af kvinder nytårsnat blev udsat for masse-overgreb i Kölns gader.
»Jeg så nogle meget ubehagelige sider i debatten og syntes, at Danmark var sindssygt generaliserende. Jeg skrev tilbage, at jeg hverken havde voldtaget nogen eller var blevet voldtaget, og at det ikke var en del af min kultur. Det var lidt hårdt. Men det kan heller ikke være rigtigt, at jeg skulle blande mig i det. Eller... måske kunne jeg godt have blandet mig... jeg er i tvivl.«
