Den legendariske skibsreder Mærsk Mc-Kinney-Møller har fået problemer med korttidshukommelsen.

Hukommelsen er begyndt at svigte den snart 96-årige Mærsk Mc-Kinney Møller, der stadig står som den samlende kraft i rederi-giganten med op imod 110.000 ansatte på verdensplan. Det øger presset på datteren, Ane på 60 år, der står klar i kulissen.

Kilder tæt på Mærsk oplyser, at især korttidshukommelsen er begyndt at svigte ham. Enkelte frygter, at det en dag kan ende med en egentlig demens-lidelse.

- Rederen fylder 96 år i næste måned, og selv om han på mange måder stadig fungerer næsten som en 70-årig mand, så glemmer han oftere ting, spørger flere gange om det samme, selv om han skriver små huskekort osv. Korttidshukommelsen er ikke, som den var tidligere.

Det er som med en gammel pc-harddisk, hvor det går lidt langsommere. Men samtidig overraskes man gang på gang over hans konkrete viden om ting, vi andre dårligt aner eksistensen af, siger en kilde tæt på rederen.

I Mærsk-koncernen har det længe været en regel, at ingen direkte udtaler sig til pressen med navns nævnelse om Mærsks personlige forhold. Således heller ikke i denne forbindelse.

Læser adskillige aviser
Lars-Erik Brenøe, personlig assistent for skibsrederen, fremhæver dog over for B.T., at Mærsk trods sin alderssvækkelse stadig virker overraskende frisk:

- Jeg vil ikke offentligt beskrive min chefs mentale tilstand. Det vil være dårlig stil. Men Mærsk læser stadig adskillige danske og udenlandske aviser daglig og insisterer hver eneste dag på at tage trappen op til sit kontor på 6. sal, siger rederens højre hånd gennem nu 15 år.

Har fortsat magten
Selv om Mærsk for flere år siden trak sig tilbage fra den daglige ledelse, har han stadig formandsrollen i Almenfonden, hvor magten er koncentreret. Så det er ikke uden betydning, hvis skibsrederen bliver mentalt stærkt svækket i sin sidste levetid.

En artikel i Berlingske Business søndag rejser spørgsmålet, om ikke datteren, den 60-årige Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som følge af bl.a. faderens tydelige tegn på svækkelse burde træde ud af skyggen og gøre sig mere synlig i offentligheden.

I artiklen, skrevet af to erfarne erhvervsjournalister med indgående kendskab til de ledende personer i koncernen, hedder det:

- Udadtil har hun hele sit liv holdt en særdeles lav profil. Og det gør hun fortsat. Også selv om virksomheden bløder. Og også selv om det i stadig stigende grad kniber mere og mere med korttidshukommelsen hos Mc-Kinney Møller, mens langtidshukommelsen er langt mere intakt.

Ældreforskeren og lægen Henning Kirk, der forsker i hjernens tilstand hos ældre, tvivler ikke på, at Mærsk har fået stigende problemer med hukommelsen : - Fysisk set er der ingen tvivl om, at han er en rigtig gammel mand. Han går yderst forsigtigt, virker krumbøjet osv.

Sandsynligvis har han også nu fået sværere ved at huske. Det oplever de fleste i hans alder. Langtidshukommelsen fungerer som regel bedre end korttidshukommelsen. Man har sværere ved at huske nye ting. Specielt hvis det er noget, man ikke i forvejen har kendskab til. De nye informationer skal helst lægge sig oveni noget, man i forvejen godt ved.

I Mærsks høje alder er det også typisk sværere at bevare koncentrationen i en samtale, holde fast i spørgsmål og svar.

Man bliver lettere afledt af forskellige impulser, signaler og strømme i hjernen - der er langt mere uvedkommende 'støj', siger Henning Kirk, der for kort tid siden udsendte bogen 'Med hjernen i behold'.

Åreforkalkning spiller ind
Ifølge aldringsforskeren spiller også åreforkalkning formentlig ind:

- Selv om mange af os lever sundt - og ikke mindst Mærsk har tænkt meget i sundhed - så har vi i Vesten ikke så gode og sunde kredsløb, som f.eks. japanerne og kineserne har.

Problemer med kolesterol, for højt blodtryk, diabetes osv. medvirker til, at flere ældre i Danmark får mikro-blodpropper, som også påvirker hjernen og hukommelsen .

Jo ældre vi bliver, desto større er risikoen for egentlige sygdomsmæssige forandringer.

Hvor stor er risikoen for, at Mærsk udvikler en demens-sygdom?

- Det er svært at sige i det konkrete tilfælde. Men svigtende korttidshukommelse kan være et blandt flere tegn på en begyndende demens-sygdom.