91 tilskuere til det norske mesterskab i rallycross blev søndag ramt af lynet. Der blev slået katastrofealarm til sygehuse i området, men heldigvis er ingen kommet livsfarligt til skade.

Ulykken skete på Finnskogbanen nord for Oslo, ikke langt fra grænsen til Sverige. Mellem 150 og 200 tilskuere havde slået paraplyerne ud i regnvejret, da lynet slog ned på en bakke søndag eftermiddag.

- Flere mennesker er kommet til skade. Vi har endnu ikke et komplet overblik over situationen, men ingen er i livsfare. 91 blev berørt af lynnedslaget, og er blevet kørt til flere sygehuse. Der er slået katastrofealarm på sygehuset Innlandet, fortæller en talsmand for politiet til VG Nett.

De ramte skal dog blive på sygehusene til observation.

Hele 16 ambulancer, flere helikoptere og en bus blev sat ind for at transportere de chokerede tilskuere til hospitalerne.

Ifølge øjenvidner slog lynet ned i en høj mast. Både fastnettelefoner og mobilnettet i området blev sat ud af drift.

- Der kom en ordentlig ildkugle. Jeg har aldrig set noget lignende - kun på film. Gnisterne stod ud fra alle, som holdt på noget metal. Paraplyer og autoværn slog gnister og folk blev kastet af deres stole, fortæller Roar Bringaker til VG Nett.

Et andet øjenvidne beretter, at gnister stod ud fra både hegn og højttaleranlæg og at en af hans kammeraters paraply blev ramt. Den slog gnister inden den blev flået ud af hans hænder.

- Lynet ramte først en mast og derefter personer, der stod lige i nærheden. Jeg så en mand blive ramt i armen, som så ud til at brænde. Alt faldt sammen, både scenen og alt, hvad der stod på den, fortæller et andet vidne.