Lyt til artiklen

En 71-årig mand er død torsdag aften i en badeulykke i Svendborgsund ved Christiansminde på Fyn. Det fortæller Fyns Politi til B.T.

Manden havde været på sejltur med sine venner og havde besluttet at tage en svømmetur. Se mere video på Local Eyes.

Men voldsomme strømme i vandet gav manden store problemer med at komme op i båden igen. Heller ikke venner kunne få manden op.

Til sidst lykkedes det dog en anden privatbåd med en lavere bagende at få bjerget manden op fra vandet.

På det tidspunkt var det dog for sent. Den 71-årige mand kom under behandling, men blev erklæret død på stedet af en ambulancenhed.

Det vides ikke, om manden er omkommet, fordi han fik et ildebefindende i forbindelse med badeturen, eller om han rent faktisk druknede.

Politiet efterforsker lige nu sagen som en drukneulykke. Senere vil der blive afholdt et ligsyn og muligvis en obduktion, der vil klarlægge dødsårsagen.

De pårørende til manden er underrettet.

B.T. følger sagen..