I morgen er det 70 år siden, at 200.000 mennesker undslap dødens greb. At 200.000 afkræftede, bange og modløse mænd, kvinder og børn fik fremtidens lys og håb tilbage i deres øjne. Den dag, portene til helvede blev revet ned. Den dag Den Røde Hær befriede fangerne i nazisternes dødslejr Auschwitz-Birkenau.
For omkring halvanden million mennesker var det allerede for sent. Så mange menes at have betalt med deres liv i dét, det er et af historiens største folkemord, men nok også historiens mest gruopvækkende eksperiment.
I dag er den frygtede udryddelseslejr i Polen et museum, der står som et skræmmende vidne om et stykke historie, der aldrig må gentage sig, og på tirsdag samles overhoveder fra hele verden - herunder fra Danmark kronprins Frederik - og overlevende til en stor mindehøjtidelighed på museet.
Her kan du læse de stærke beretninger fra nogle af dem, der var der og mærkede grusomhederne på egen krop.
Barbara Doniecka, 80. Lejrnummer 86341
Hun var kun ti år gammel, da hun og hendes mor blev sendt med toget til Auschwitz-Birkenau. Og den smerte og gru, der efter 70 år stadig er den største inden i hende, er ikke det fysiske. Sulten, tæskene. Men at blive skilt fra sin mor. »Vi børn var i en barak for os selv. Og det var ufatteligt hårdt, for vi havde alle sorg, men måtte være stærke for dem, der havde mere. Jeg husker, at der var en lille pige på måske tre år, som var utrøstelig. I flere måneder græd hun døgnet rundt. Og en morgen var der stille. Hun var død. Af fortvivlelse er jeg sikker på.«
Bogdan Bartnikowski, 82. Lejrnummer 192731
Sammen med sine forældre deltog den dengang 12-årige Bogdan i oprøret i Warszawa i sommeren 1944. Hans far blev dræbt og han selv og moderen blev sendt til Auschwitz, hvor de blev skilt ad. Sult, frygt, ensomhed og håbløshed fyldte dagene for børnene, som med ét blev flået ud af trygheden favntag for at havne i volden og dødens. »Mange år efter skrev jeg mine minder ned. For at blive fri for dem, slippe ud af deres greb. Jeg håbede, at det var, hvad der ville ske. Desværre gik det ikke sådan.«
Halina Brzozowska, 82. Lejrnummer 86356
Det er hårdt nok, at være 12 år gammel og lande midt i Auschwitz’ grusomheder. Men at være 12 år gammel og skulle tage hånd om sin seks-årige lillesøster, mens forældrene sad i en helt anden lejr, var næsten umenneskeligt. Og følelsen af fra den ene dag til den næste at blive fjernet fra et trygt hjem og familie, blive hevet ud af barndommens favn, sidder stadig under huden på hende. Selvom der er gået 70 år.
Stefan Sot, 83. Lejrnummer 192705
Da Stefan Sot ankom til Auschwitz-Birkenau hånd i hånd med sin mor, var han fortrøstningsfuld. For hun smilede og klemte han hånd og sagde, at det nok skulle gå altsammen. Men snart var de skilt ad og 13 år gammel blev han sendt til en af de omkringliggende arbejdslejre, hvor han måtte arbejde i køkkenet for SS-officererne. Ialt nåede han at tilbringe tid i tre lejre, før han blev befriet.
Jadwiga Bogucka, 89. Lejrnummer 86356
Hun har gemt fangedragten. Med lejrnummeret syet ind i. Som et minde om fortidens gru. Under oprøret i Warszawa blev hun og hendes mor hentet i deres hjem og sendt til først lejren i Pruszkow, siden med tog til den frygtede Auschwitz-Birkenau lejr. Begge sad i den forhadte lejr helt frem til befrielsen den 27. januar 1945.
Erzsebet Brodt, 89
Frygten sidder i hende endnu. »Jeg kan ikke gå forbi en schæfer. Eller nogen anden hund. Jeg begynder at ryste over det hele,« siger hun om eftervirkningerne. Hun husker alt for tydeligt, hvordan hun vågnede af skrigene, hvordan hun kunne se bevæbnede SS-officer med deres glammende hunde og flammekastere åbne dørene til sigøjner-barakkerne, hvordan familierne blev tvunget til gaskammeret. »Jeg svor, at jeg ville overleve, så jeg kunne fortælle min historie videre.« Hun var også eneste overlevende. Resten af hendes familie blev dræbt i lejren.
For omkring halvanden million mennesker var det allerede for sent. Så mange menes at have betalt med deres liv i dét, det er et af historiens største folkemord, men nok også historiens mest gruopvækkende eksperiment.
I dag er den frygtede udryddelseslejr i Polen et museum, der står som et skræmmende vidne om et stykke historie, der aldrig må gentage sig, og på tirsdag samles overhoveder fra hele verden - herunder fra Danmark kronprins Frederik - og overlevende til en stor mindehøjtidelighed på museet.
Her kan du læse de stærke beretninger fra nogle af dem, der var der og mærkede grusomhederne på egen krop.
Barbara Doniecka, 80. Lejrnummer 86341
Hun var kun ti år gammel, da hun og hendes mor blev sendt med toget til Auschwitz-Birkenau. Og den smerte og gru, der efter 70 år stadig er den største inden i hende, er ikke det fysiske. Sulten, tæskene. Men at blive skilt fra sin mor. »Vi børn var i en barak for os selv. Og det var ufatteligt hårdt, for vi havde alle sorg, men måtte være stærke for dem, der havde mere. Jeg husker, at der var en lille pige på måske tre år, som var utrøstelig. I flere måneder græd hun døgnet rundt. Og en morgen var der stille. Hun var død. Af fortvivlelse er jeg sikker på.«
Bogdan Bartnikowski, 82. Lejrnummer 192731
Sammen med sine forældre deltog den dengang 12-årige Bogdan i oprøret i Warszawa i sommeren 1944. Hans far blev dræbt og han selv og moderen blev sendt til Auschwitz, hvor de blev skilt ad. Sult, frygt, ensomhed og håbløshed fyldte dagene for børnene, som med ét blev flået ud af trygheden favntag for at havne i volden og dødens. »Mange år efter skrev jeg mine minder ned. For at blive fri for dem, slippe ud af deres greb. Jeg håbede, at det var, hvad der ville ske. Desværre gik det ikke sådan.«
Halina Brzozowska, 82. Lejrnummer 86356
Det er hårdt nok, at være 12 år gammel og lande midt i Auschwitz’ grusomheder. Men at være 12 år gammel og skulle tage hånd om sin seks-årige lillesøster, mens forældrene sad i en helt anden lejr, var næsten umenneskeligt. Og følelsen af fra den ene dag til den næste at blive fjernet fra et trygt hjem og familie, blive hevet ud af barndommens favn, sidder stadig under huden på hende. Selvom der er gået 70 år.
Stefan Sot, 83. Lejrnummer 192705
Da Stefan Sot ankom til Auschwitz-Birkenau hånd i hånd med sin mor, var han fortrøstningsfuld. For hun smilede og klemte han hånd og sagde, at det nok skulle gå altsammen. Men snart var de skilt ad og 13 år gammel blev han sendt til en af de omkringliggende arbejdslejre, hvor han måtte arbejde i køkkenet for SS-officererne. Ialt nåede han at tilbringe tid i tre lejre, før han blev befriet.
Jadwiga Bogucka, 89. Lejrnummer 86356
Hun har gemt fangedragten. Med lejrnummeret syet ind i. Som et minde om fortidens gru. Under oprøret i Warszawa blev hun og hendes mor hentet i deres hjem og sendt til først lejren i Pruszkow, siden med tog til den frygtede Auschwitz-Birkenau lejr. Begge sad i den forhadte lejr helt frem til befrielsen den 27. januar 1945.
Erzsebet Brodt, 89
Frygten sidder i hende endnu. »Jeg kan ikke gå forbi en schæfer. Eller nogen anden hund. Jeg begynder at ryste over det hele,« siger hun om eftervirkningerne. Hun husker alt for tydeligt, hvordan hun vågnede af skrigene, hvordan hun kunne se bevæbnede SS-officer med deres glammende hunde og flammekastere åbne dørene til sigøjner-barakkerne, hvordan familierne blev tvunget til gaskammeret. »Jeg svor, at jeg ville overleve, så jeg kunne fortælle min historie videre.« Hun var også eneste overlevende. Resten af hendes familie blev dræbt i lejren.
