Velkommen til B.T.'s morgen-orientering. Her giver vi dig et overblik over, hvilke nyheder der er tikket ind fra ind- og udland, mens du har sovet.

Uvaccinerede børn forbydes på offentlige steder i New York
Et amt i New York har forbudt uvaccinerede børn på offentlige steder for at bekæmpe et stort mæslingeudbrud. Det oplyser byrådsformanden i Rockland County, der ligger i en af New Yorks nordlige forstæder, på et pressemøde tirsdag. Samtidig har amtet erklæret undtagelsestilstand, efter at flere end 150 personer er blevet smittet med mæslinger siden sidste efterår.
Læs mere her

Etiopien offentliggør rapport om nedstyrtet fly i denne uge
En foreløbig havarirapport efter et dødeligt flystyrt i Etiopien 10. marts ventes offentliggjort i denne uge. Det fortæller en talsmand for landets transportministerium ifølge nyhedsbureauet AP. Talsmand Mussie Yiheyis fortæller, at det bliver en højtstående embedsmand fra Etiopiens regering, som vil fremlægge de foreløbige resultater.
Læs mere her

Foto: Baz Ratner
Vis mere

Eriksen: Jeg har aldrig været med til noget lignende
Landsholdsspilleren Christian Eriksen har aldrig prøvet noget, der minder om fodboldlandsholdets comeback tirsdag aften i Basel, hvor Danmark fra det 84. minut og frem vendte 0-3 til 3-3 i EM-kvalifikationskampen ude mod Schweiz. Det fortæller Eriksen, som i minutterne efter slutfløjtet blev ved med at tage sig til hovedet og se forbløffet ud. »Jeg har aldrig været med til noget lignende som de sidste seks minutter,« siger Eriksen om comebacket, der blev skudt i gang med Mathias 'Zanka' Jørgensens reducering.
Læs mere her

Flere vil flytte til New Zealand efter moskéangreb
Flere er interesserede i at flytte til New Zealand efter angrebet på de to moskéer i Christchurch 15. marts, der kostede 50 mennesker livet. Det viser nye tal fra immigrationsmyndighederne i New Zealand. Her er det noteret, at der har været en markant stigning i registreringer af folk, der er interesserede i at bo og arbejde i landet.
Læs mere her

Swedbanks hvidvasksag eksploderer i størrelse
Omfanget af den svenske storbank Swedbanks indblanding i hvidvask gennem Estland eksploderer. En ny intern undersøgelse viser, at 135 milliarder euro blev ført gennem banken. Det fortæller svensk SVT1 ifølge Financial Times.
Læs mere her

Syrien beder FN's Sikkerhedsråd om et hastemøde om Golan
Syrien anmoder FN's Sikkerhedsråd om et hastemøde om USA's anerkendelse af Golanhøjderne som en del af Israel.  Det fremgår af et brev fra Syrien til FN's Sikkerhedsråd, skriver nyhedsbureauet AFP. Ved mødet ønsker Syrien at 'diskutere situationen omkring de besatte syriske Golanhøjder og den seneste overtrædelse af FN's Sikkerhedsråds dekret begået af et medlemsland'.
Læs mere her