Velkommen til B.T.'s morgen-orientering. Her giver vi dig et overblik over, hvilke nyheder der er tikket ind fra ind- og udland, mens du har sovet.

Demokraten Kirsten Gillibrand vil være USA's næste præsident
Den demokratiske senator fra New York Kirsten Gillibrand stiller op til præsidentvalget i USA næste år. Det skriver hun på Twitter tirsdag aften. 'I aften meddelte jeg, at jeg er parat til at stille op som præsidentkandidat, fordi jeg ved, at alle kan gøre en forskel. Jeg tror på rigtigt og forkert, og at det, der er forkert, vinder, når vi ikke gør noget. Nu er det på tide at hæve vores stemmer og komme på banen,' skriver hun.
Læs mere her

Kirsten Gillibrand.
Kirsten Gillibrand. Foto: CHIP SOMODEVILLA
Vis mere

Flybesætning mistænkes for narkosmugling for millioner
En flybesætning mistænkes for at være del af et kriminelt netværk, som gennem flere år har smuglet ulovlige stoffer fra Malaysia ind i Australien. Det oplyser australsk politi onsdag. Politiet hævder, at gruppen har smuglet heroin og metamfetamin til en værdi af over 20 millioner australske dollar ind i landet. Det svarer til næsten 95 millioner danske kroner.
Læs mere her

Mindst 15 er dræbt i angreb mod hotelkompleks i Nairobi
Et hotelkompleks med kontorer, caféer og restauranter i Kenyas hovedstad, Nairobi, blev tirsdag angrebet af militante, der var bevæbnet med sprængstoffer og skydevåben. Der var tale om et koordineret angreb, som omfattede et selvmordsangreb, skriver nyhedsbureauet AFP. Mindst 15 personer har mistet livet i angrebet. Det oplyser politiet i Nairobi natten til onsdag dansk tid.
Læs mere her

Foto: BAZ RATNER
Vis mere

Canada beder Kina benåde dødsdømt canadier
Canada har bedt Kina om at benåde den dødsdømte canadier Robert Lloyd Schellenberg. Det oplyser Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, på et pressemøde i Quebec tirsdag. »Vi har allerede talt med Kinas ambassadør i Canada og bedt om en benådning,« siger hun. Den 36-årige canadiske statsborger Robert Lloyd Schellenberg blev i november idømt 15 års fængsel i Kina for narkosmugling. Mandag blev hans straf ændret til dødsstraf.
Læs mere her

Facebook investerer to milliarder kroner i nyheder
Facebook er parat til at investere 300 millioner dollar - næsten to milliarder kroner - i nyhedsbranchen, oplyser selskabet. Pengene skal gå til nyhedsprogrammer, partnere og indhold, rapporterer CNN.
Læs mere her