Ønsket om en efternøler til hendes to voksne børn kastede Christina Sederqvist ud i et opslidende behandlingsforløb, hvor hun måtte bryde sine egne grænser. Men nu er det slut. Måske
Christina Sederqvist var absolut ikke i tvivl. Hun skulle i hvert fald ikke have et barn med en sæddonor. Men så blev hun 36 og havde stadig ikke fået den efternøler til de to voksne børn, som hun længtes efter.
»Hvis der er noget, man opdager, så er det, at ens følelser ændrer sig, og at ens grænser rykker sig helt vanvittigt.«
Den nu 43-årige Christina Sederqvist er klummeskribent i BTs lørdagstillæg, BT Weekend, komiker, forfatter og mor til to voksne børn på 19 år og 21 år, som hun har været alene med, siden hun var gravid med den yngste. Og så er hun en af de godt 30.000 danske kvinder, der sidste år var i fertilitetsbehandling herhjemme i forsøget på at blive gravid.
8,2 procent af børn født i Danmark i 2015 blev ifølge Sundhedsdatastyrelsen undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling. Fertilitetsbehandling er en indbringende millionindustri. Men herhjemme ender kun hver syvende påbegyndte fertilitetsbehandling med en graviditet, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Nogle opgiver drømmen. Andre søger mod udlandet, hvor lovgivningen ikke er helt så stram som i Danmark, og andre muligheder derfor er åbne.
BT sætter i denne serie fokus på nogle af menneskene bag disse tal.
Ung mor
»Jeg ville da ønske, at jeg ikke havde haft den drift,« siger Christina Sederqvist om længslen efter at blive mor igen, for de mange år med fertilitetsbehandlinger uden resultat har været stressende.
»Mit liv er beregnet til, at der skal være børn i det,« siger Christina.
Hun blev mor første gang, da hun var i begyndelsen af 20erne, og med tiden blev længslen efter flere børn for stærk til at blive ignoreret. Stærkere end den tidligere så ufravigelige grænse med sæddonoren. Som 36-årig besluttede hun at gøre noget aktivt for at blive mor igen i stedet for at vente på en potentiel far, der tydeligvis aldrig dukkede op.
Fra samtaler til sæddonor
Som bekendt bliver børn skabt af både en ægcelle og en sædcelle, og da hun var alene, var det nødvendigt enten at finde en mand at få et delebarn med – eller at komme over grænsen med en sæddonor.
Der gik mange timer i samtale med en god ven, der drømte om at blive far. Et perfekt match – og så alligevel ikke.
For når snakken faldt på emner som børneopdragelse og om, hvor de drømte om at bo, var de alt for langt fra hinanden til, at det ville fungere at få et barn sammen. Så måske var det med sæddonoren alligevel ikke så dum en idé:
»Jeg har altid haft børn alene – det har jeg aldrig set som et problem. Så lige pludselig var den grænse strøget,« fortæller hun og beskriver, hvordan hun begyndte at komme på en fertilitetsklinik i København, hvor hun blev insemineret med sæd fra en donor.
Måned efter måned. Negativ graviditetstest efter negativ graviditetstest. Skuffelse på skuffelse.
Men Christina var helt sikker på, at de næste skridt på fertilitetsbehandlingsstigen ikke var noget for hende: Først at skulle tage hormoner for at modne flere æg inden en insemination og siden at gå videre til Ivf, tidligere kaldet reagensglasbehandling, hvor hendes æg ville blive taget ud for at blive befrugtet i en petriskål i et laboratorium. Aldrig i livet.
»Jeg tror, at man har alle de fordomme og grænser, man har råd til. Og når man ikke har råd til dem, så begynder man at slække på dem eller se på, hvor vigtige de egentlig er for én.«
Og det var alligevel vigtigere at blive mor igen end at holde fast i først den ene grænse og så den næste. Så Christina Sederqvist tog de næste skridt. Men indimellem stoppede hun op – tog lange pauser for at finde hoved og hale på, hvad der egentlig var det rigtige for hende at gøre – både for psyken og økonomien.
»Det irriterende er, at alle mine tal ser gode ud – alt, hvad man objektivt kan måle på, ser godt ud. Og jeg tænkte, at nu kommer jeg i Ivf-behandling, og så kan de se, hvad der er galt. De tager æggene ud, de kigger på dem, og så får jeg at vide, hvad der sker. De ved jo stadig ikke en skid. De kan ikke se, hvorfor de befrugtede æg stopper med at dele sig. De ved ikke, hvorfor de ikke sætter sig fast. Man tror, at man bliver klogere, men det gør man faktisk ikke,« siger Christina Sederqvist.
»Det har været så stressende.«
Normalt hader hun overtro. Alligevel havde Christina Sederqvist pludselig sat alle mulige leveregler op for sig selv. Hun forsagede sukker, koffein og cigaretter. Spiste ananas skåret på bestemte måder på bestemte dage i sin cyklus – for internettets husmoderråd siger, at netop dét kan gøre forskellen på, om det lykkes at blive gravid.
Man bliver mærkelig
»I begyndelsen skulle jeg følge alle regler og læste alle mulige ting. Men så finder man ud af, at det ikke virker alligevel.
Men tænk nu, hvis det er sukkeret, der gør, at ægget ikke kan være der, fordi kroppen er alt for stresset – men jeg har ædt sukker i 43 år og lider ikke af noget som helst. Jeg drak koffeinfri kaffe – i smug, for man vil jo heller ikke virke for hysterisk. Men man er jo bundhysterisk,« fortæller hun og ruller med øjnene ad sig selv.
»Hvis man er lang tid i behandling, så er udgiften til en psykolog helt sikkert vigtigere end udgiften til akupunktur – for man bliver mærkelig i hovedet. I perioder kan det være hormoner, der sender én ud at skide. Men som regel er det bare selve det at leve i det underlige vakuum, det er at være i behandling.«
Inden hun senest blev overvældet af længslen efter børn og igen gik i gang med fertilitetsbehandlinger, efter at hun ellers havde besluttet sig for, at det var slut, opsøgte Christina Sederqvist en psykolog. Hun havde jo før været overbevist om, at det var slut med behandlinger, slut med drømmen, for så alligevel igen at opsøge en fertilitetsklinik og genoptage forsøgene på at blive mor. Nå en grænse, hun absolut ikke ville over – for så pludselig igen at gå ind ad døren i en fertilitetsklinik.
»Med Ivf’en havde jeg sat grænsen. Og jeg tænkte: ’Det er mærkeligt. Hvad er det med mig? Er det noget med min barndom? Er det noget, jeg skal have bearbejdet? Hvad fanden er det her?’«
Psykologen så ikke noget problem i den dybe længsel efter at blive mor igen: »Men du har jo lyst. Du kan jo mærke dine følelser. Men hvorfor gør du det til noget forkert? Har du råd? Har du lyst? Hvorfor vil du så egentlig stoppe dig selv?«
Hun overgav sig til den nye behandling. Lagde grænsen bag sig. Og alligevel står hun i dag, fem år efter, skuffet og med en tom favn. Hun trænger til at tage en dyb indånding for igen at finde overskud til alt det andet i livet, der kører for hende. For hun har igen ramt en grænse: At droppe egne æg til fordel for æg fra en donor.
Æggene satte sig ikke fast
Det sidste forsøg med egne æg i sommer lovede godt. For første gang var der hele to befrugtede æg, der blev lagt op i livmoderen. Indtil da havde der ikke været noget at lægge op efter ægudtagningerne. Så lige netop disse to måtte være guldæggene, som hun og lægerne havde jagtet de seneste syv år.
Men ingen af dem satte sig fast i hendes livmoder. Og med endnu en negativ graviditetstest blev Christina Sederqvists håb om at få en efternøler slukket. Igen.
»Jeg begynder så småt at tro på, at mine egne æg ikke vil. Og det har jeg jo egentlig ikke troet før, da har jeg bare tænkt: ’Ja, ja – der er ikke så mange af dem. Vi skal bare lige ramme’,« siger hun. Og med tanken om, at problemet måske er hendes egne æg, har Christian Sederqvist mødt sin næste grænse. Brug af ægdonor. Og dermed er det slut med flere behandlinger. Slut med at prøve. Slut med længslen efter flere børn – i hvert fald flere egne børn.
»Der skal være børn i mit liv. Det er jo det, jeg rigtig gerne vil. Så hvis jeg kan få børn ind i mit hverdagsliv på en anden måde – det håber jeg jo – så kan det godt være, at den lyst fordamper. For alle de behandlingsforløb er ved gud i himlen ikke sjovt – det er benhårdt. Det er tid til en timeout for at mærke efter.«
Så planen lige nu er at begynde at leve igen. At finde tilbage til en hverdag uden de mange nedture, der har fulgt med fertilitetsbehandlingerne. At finde tilbage til glæden over alle de andre gode ting, der fylder hendes liv.
Måske er det slut nu
Men Christina Sederqvist er også meget bevidst om, at hun tidligere har sagt ’slut’, og så med tiden igen er blevet så overvældet af længslen efter et barn, at hun er kørt mod fertilitetsklinikken. Så måske er også denne grænse lidt blødere end den føles lige nu, og måske bliver fremtiden igen fyldt med hormonsprøjter og besøg på en fertilitetsklinik. Og måske er det alligevel vitterligt slut nu.
»Man skal aldrig sige aldrig,« som hun siger.
