Som mange andre oplevede journalist Niklas Roar at gå ned med stress. Da en psykolog opfordrede ham til at gøre, hvad han syntes var sjovest, begyndte han at lave mad – for alvor

Der er koldt ude. Så koldt, at Niklas Roar har lagt nye planer for dagen.

»Jeg ville egentlig have lavet noget italiensk, men jeg kom ikke ned til den italienske købmand, for det var for koldt at cykle, og min bil ville ikke starte,« forklarer han lidt undskyldende.

I stedet har den 41-årige madblogger inviteret på en spontan thai-ret, for han vil gerne fortælle, hvordan mad blev hans arbejdsliv.

»Jeg har marineret kyllingebryst i soja, østerssauce, sukker, lime, presset hvidløg og ingefær, det skal bare op i en varm wok,« siger han og hælder både fugl og marinade i wokken, så det syder i køkkenet på femte sal i en lejlighed på Vesterbro.


Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Vis mere

Fart på jobbet

Oprindelig er Niklas Roar uddannet journalist. Efter at have været i praktik på Ekstra Bladet blev han fastansat, og som så mange i den rolle oplevede han, hvordan den ene dag tog den anden og blev til måneder og år. Han var rejseredaktør på avisen og hyggede sig godt med det, da hans far pludselig blev syg.

»Jeg havde et dumt halvt år. Min far fik det dårligt, tabte sig og havde mange smerter. Det viste sig, at han havde kræft i bugspytkirtlen.«

Niklas Roar vidste, at faderen ikke havde mange måneder tilbage. Så han tog to måneders orlov for at være sammen med sin far.

Men blot en uge inde i orloven fik han en opringning fra sit arbejde.

»De ringede og sagde, at mit site var udliciteret, men at de nok skulle finde et andet job til mig. Problemet var bare, at jeg sad i mit drømmejob og følte, at fundamentet blev revet væk under mig.«

Da de to måneder var gået, skulle Niklas Roar tilbage til avisen.

»Jeg fik et job på netnyhederne, men fik det dårligere og dårligere for hver dag. Hver gang jeg gik igennem svingdøren på Rådhuspladsen, fik jeg mavepine og kvalme. Når jeg var derhjemme, var jeg hverken en god far eller mand,« siger Niklas Roar, som var gift og havde en datter.

»En dag sad vi til et helt almindeligt morgenmøde og fordelte opgaverne, da jeg fik en opgave – jeg har glemt hvilken – så jeg pludselig mig selv udefra. Tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg styrtede ud af lokalet. Jeg gemte mig på et gammelt toilet, hvor jeg sad og græd en halv time.«

Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Vis mere

Madblogger

»Skal den egentlig have et navn, retten? Den er jo ret simpel, men vi kan kalde den thai curry.«

Niklas Roar smider en håndfuld hakkede champignoner ned i wokken til den marinerede kylling.

For et år siden blev han madblogger, og det er især de fremmede cuisines, der har fundet vej til bloggen.

»Min mor var hjemmegående og eksperimenterede gerne med spansk, italiensk, græsk, eller hvor vi nu havde været på ferie det år. For mit eget vedkommende er 90 pct. af den mad, jeg laver, ikke dansk,« siger Niklas Roar, som altid har været glad for mad, selvom han først selv stod i køkkenet, da han var flyttet hjemmefra og var kommet over ’frysepizzastadiet’.

»Til sidst skal der en dåse kokosmælk i. Man kan også putte tomat i. Og så tager jeg altså også lige sådan en her,« siger han og holder med en luksusfond op med et smil.

»Og så får den lige en gang gurkemeje for farvens skyld,« siger han.

Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Vis mere

Stress

Da Niklas Roar kom ud fra redaktionens toilet, meddelte han sin chef, at han var nødt til at gå hjem. Det var hun ikke indstillet på, for der manglede folk. Men han kunne ikke være der, så han skrev en mail til hende – og gik.

»Jeg var væk et par dage. Det meste af tiden sad jeg bare derhjemme, og om natten kunne jeg ikke sove. Der gik ikke ret lang tid, før jeg sagde op. Så sad jeg dér og tænkte: ’Fuck, hvad nu’.«

Få måneder senere døde hans far.

»Jeg fik anvist en psykolog. Hun sagde ikke rigtig noget, det var mig, der sad og snakkede hele tiden. Men en dag sagde hun noget, som jeg tog med mig: ’Niklas, gør noget, der gør dig glad’. Jeg kunne godt mærke, hvad hun mente. Alt for længe havde jeg taget alt for meget ud af banken uden at sætte noget ind på kontoen igen.«

Men Niklas Roar var i tvivl om, hvad der egentlig gjorde ham glad i livet. Som han siger med et grin: ’Kunne jeg jo ikke knalde med min kone hele tiden’.

Men han lavede også ’ret meget mad’ i den periode.

»Jeg begyndte at lave små videoer og skrev artikler til nogle madblade. Det fik mig til at tænke på, om jeg kunne kombinere journalistik og mad. Jeg har altid lavet mad, men i den periode, hvor jeg havde det dårligt, gav jeg slip på det hele, når jeg stod i køkkenet. Madlavning var noget praktisk, som ikke bare var til glæde for familien, men også fik mig til at tænke på noget andet. Alene det at gå ud og købe ind. Det blev en livsstil at stå hos den italienske købmand og sige ’ciao’ eller at falde i snak med fiskehandleren. Pludselig var det eneste, jeg ville, at stå og sludre en halv formiddag med nogen om en skinke. Det kan godt være, jeg levede over evne i den periode, men det virkede,« siger han med et smil.

»Jeg kunne gå i køkkenet kl. 10 og sætte en gryderet over, og så blev jeg helt glad, når hele hytten duftede af osso- buco.«

Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Vis mere

Selvlært

Niklas Roar har aldrig taget et madlavningskursus, men han har brugt så meget tid i køkkenet på Vesterbro, at han har lært sig selv at ramme de smage, han kendte fra f.eks. de københavnske thai-restauranter.

I dag har han kogt basmatiris i forvejen.

»Jeg lægger dem altid i vand en halv times tid, før de skal koges, for det trækker lidt af stivelsen ud, og så bliver de ikke så klistrede,« forklarer han og flytter fokus over på spækbrættet, hvor et bundt koriander ligger klar. Han kigger vurderende på det og ærgrer sig over, at han ikke kunne få fat i et, der var mere friskt.

»I virkeligheden må retten gerne koge ind en halv times tid, og man kan jo lige tage kyllingen op undervejs, så den ikke får for meget.«

I fryseren finder han en plasticpose med limeblade, citrongræs og galangarod. Alt sammen noget han køber i thaiforretninger, og som kan holde ret lang tid i fryseren.

Han smider et par limeblade i for syrlighedens skyld og snitter en enkelt stang citrongræs.

»Indimellem er jeg altså typen, der springer over, hvor gærdet er lavest,« siger han og langer en arm ind i køleskabet efter en stor flaske sød chilisauce.

Han giver retten et stænk sammen med et par ekstra spiseskefulde østerssauce.

Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Vis mere

En ny hverdag

Få dage efter sin fars begravelse tog Niklas Roar til Rom. Han havde brug for at samle tankerne og finde ud af, hvad der gjorde ham glad.

»Det var et vendepunkt – ligesom for helten i en film. Du ved, dér hvor helten har mistet alt. Det havde jeg ikke, men jeg var klar over, at posen skulle rystes.«

I Rom kom tankerne om, hvad han skulle lave. Det pegede alt sammen på, at han skulle være selvstændig fremfor lønmodtager. Han vidste ikke, om han overhovedet skulle fortsætte med journalistikken eller udelukkende koncentrere sig om maden.

Svaret blev at kombinere de to ting. At lave mad og at formidle madglæden videre.

Hjemme på Vesterbro var hans kone helt enig. Om de så skulle tage et lån i lejligheden, så skulle han ikke være ulykkelig over at gå på arbejde.

»Jeg vidste, at jeg ikke ville tilbage til en redaktion, selvom det nok var det, jeg var bedst til.«

Men det var svært ikke længere at være ’Niklas fra Ekstra Bladet’.

»Jeg havde været vant til, at folk sad klar, når jeg ringede. Nu oplevede jeg pludselig, at folk ikke engang tog telefonen, og at det var svært at få møder. Jeg stod op kl. fem om morgenen for at skrive til folk, og jeg gik til møder, uden at der skete noget. Jeg var hele tiden på telefonen i forhold til mail og møder. Det var stressende, og indimellem mærkede jeg faktisk et stik af dét, jeg havde følt, da jeg brød sammen. Jeg var så tæt på at falde i stressfælden igen, og jeg frygtede for kroppens reaktioner.«

Niklas Roars problem var, at tingene hidtil altid var kommet relativt let til ham.

»Jeg var sådan et barn, der kunne læse, inden jeg kom i skole. Alt det faglige var meget let. Jeg har altid klaret mig godt, og jeg var god til at gå på arbejde. Og ja ... helt ærligt, jeg har også altid haft meget let ved at møde piger,« griner han, der i dag er far til to børn.
»Måske havde jeg bare aldrig skullet kæmpe med noget. Det skulle jeg nu, og i den periode lærte jeg nye sider af mig selv at kende,« siger han og tænker sig om.

»Jeg er faktisk ikke typen, der giver op. Jeg har fundet ud af, at jeg er ham, der tør gøre noget, selv om jeg ikke er god til det,« siger han og kaster et blik rundt i køkkenet.

»Jeg har nok altid haft lidt en tendens til kun at gøre ting, som jeg på forhånd vidste, at jeg var god til.«

Niklas Roar ved godt, at der findes mange mennesker, som har haft væsentlig mere modgang i livet end ham.

»Jeg havde ikke troet, at jeg selv kunne få stress. Før i tiden anerkendte jeg knap nok, at andre kunne få det. Jeg tror, jeg er et mere helt menneske i dag.«

»Men det skulle åbenbart køre helt af sporet, før jeg lærte af det.«

I dag kan han godt se, hvad der var den udløsende faktor i forhold til stressperioden.

»Jeg var ikke herre over, hvad jeg lavede. Jeg havde siddet som en enmandshær på rejseredaktionen, og pludselig blev jeg flyttet til noget, jeg ikke selv havde bestemt. Det var et kontroltab på arbejde, og i privaten var jeg heller ikke herre over min fars død. Men jeg begyndte forfra med at tage kontrollen over mit eget liv. Det var MIG, der sagde op, og det var MIG, der besluttede mig for at lave noget nyt. Jeg er ikke håndværker, og på en god dag kan jeg lige akkurat hænge en hylde op, men det virker altså at lave noget hands-on.

Nu skulle jeg ikke bare lave den næste klik-artikel. Jeg gjorde andre glade, og jeg skabte noget med hænderne.«

Han tror, det er ligegyldigt, om man går og roder i haven, bygger om på en gammel bil eller laver noget andet fysisk.

»Bare du glemmer dine problemer et øjeblik. Du narrer hjernen til at glemme alt det dårlige.«

Niklas Roar har altid vidst, at han var god til at lave mad, men nu blev det for alvor en del af hans identitet, og langsomt omdefinerede han sig fra Ekstra Bladets Niklas til mad-Niklas.

»Jeg rejste efter mad, og jeg talte om mad – hele tiden. Pludselig var mad min ting. Det gik op for mig, at jeg ville blive lykkelig igen, når jeg lærte at tjene penge på min hobby.«

Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Journalist og madblogger, Niklas Roar. Tirsdag den 27. februar 2018.
Vis mere

Så, er der mad

Wokken er ved at være klar. Han har hakket et bundt koriander. I køleskabet finder han et par chilier.

»Det er altså nogle stærke sataner, de her. Det er ikke bare de almindelige standard-chilier fra supermarkedet,« siger han og snitter rød chili oven på den grønne koriander. Han serverer – i skåle. Risene får deres egen skål med en lime som sidevogn, og så er maden klar. Niklas Roar smiler tilfreds.

»Det blev da meget godt. Det er ikke kompliceret mad, men det behøver det heller ikke at være.«