Flere end 400.000 danskere er i dag tvunget til at tage den kemiske vej ud af depressionen. På ti år er antallet af danskere, der tager lykkepiller, fordoblet.

Danskerne propper sig med lykkepiller som aldrig før. De seneste tal fra Lægemiddelstyrelsen, som er baseret på salgstal, viser, at mere end 400.000 danskere er afhængige af den lille humørpille. Et tal som skræmmer overlæge i psykiatri ved Sct. Hans Hospital, Karin Garde.

- At så mange danskere tager medicinen, er et problem. Det vidner om, at folk tager pillerne i længere tid, end de i virkeligheden nok burde. Og det er bestemt ikke hensigten med medicinen, siger hun til B.T.

Mange fejl
Karin Garde er bange for, at det høje antal af lykkepillebrugere skyldes, at begrebet depression bliver mistolket. Der er nemlig hvert år flere og flere danskere, som får ordineret lykkepiller mod noget, som de små piller i virkeligheden slet ikke hjælper imod.

- Vi ser desværre folk, som får ordineret lykkepiller mod tristhed og ordinær modløshed. Og det er en fejl. Lykkepillerne er for at bekæmpe en sygdom, som depression og andre psykiske lidelser er, og derfor er det vigtigt, at man kun giver lykkepillerne der, hvor de har en effekt, siger Karin Garde.

Ifølge Lars Kessing, som er professor og overlæge ved psykiatrisk center på Rigshospitalet, så er det kun omkring halvdelen af lykkepillebrugerne, som lider af en reel depression. De resterende 200.000 lider enten af andre psykiske lidelser eller noget, som lykkepillerne ikke har en effekt på. Det sidste findes der ingen opgørelser over.

Lars Kessing deler Karin Gardes synspunkt om, at 400.000 danskere på lykkepiller er mange. Han ser det dog ikke som noget negativt. I hans øjne er det høje forbrugstal positivt, da det er et udtryk for et sundt sundhedsvæsen.

- Jeg synes, der er noget positivt i, at så mange danskere får medicinen. For jo mere velfungerende et lands sundhedshedsvæsen er, jo større vil forbruget af medicin også være. Hvis vi sammenligner med Afrika, så har de næsten ingen behandling, og der er patientens alternativ selvmord, siger han.